Som sagt har jeg lige noget, jeg skal vende med jer.
På arbejdet skal vi have en lille beskrivelse ud på hjemmesiden med, hvem vi er med billede und alles. Jeg er i forvejen ALT for jysk til at kunne skrive sådan noget (-så prøv at forestil dig, hvor meget jeg var ved at falde over mig selv i aj-så-god-er-jeg-heller-ikke-det-er-bare-fordi-som-at-jeg-gerne-vil-øhm-ej-ikke-noget-alligevel..., da jeg skulle skrive et udkast til min
egen udtalelse fra mit gamle arbejde). Nå men altså, det er slet ikke det, det skal handle om.
Jeg skal skrive det her lille stykke tekst om, hvem deres nye medarbejder er.. Jeg har skrevet det obligatoriske om, hvad jeg har lavet, hvad min uddannelse er og en eller anden smøre om, hvordan det hele går op i en højere enhed. Alle de andre studerende har så skrevet lidt om, hvad der ellers sker i deres liv. Det handler meget om at rejse, spille i bands, være frivillig og den slags.. Der er ikke andre studerende, der har børn, og jeg mener ikke, de rigtige voksne har skrevet noget om børn i deres profiler.
Men hvordan skal jeg skrive så meget som 2 linjer om, hvem jeg er uden at skrive, at jeg tilfældigvis er mor for Lillen. Jeg vil egentlig gerne holde det uden for mit professionelle liv (ikke på arbejdet, forstås, men jeg synes ikke, de virksomheder, der ser hjemmesiden, nødvendigvis skal inddrages i min babyverden). Men det virker helt forkert. I løbet af et lille bitte år er hun blevet det første, jeg vil fortælle, når jeg skal sige, hvem jeg er. Det er ikke fordi, jeg ikke nok skal huske mig selv og også er noget "selv" og den slags, men Lillen er en del af mig. Hun er en virkelig stor del af mig. Jeg er stadig mig, men du kan ikke kende mig, uden at vide hun er der.
Det er nok fordi, jeg kun har været ude i den virkelige verden siden januar, så jeg er ikke vant til at koble studie-M og professionelle-M med Mor-M. Venskabsdelen har jeg taget fra start. Det har ikke altid været nemt. Både fordi, det kan være frustrerende at føle sig bundet af Lillen, og ikke kunne hvad man kunne engang, men efter amningen stoppede, er det blevet noget nemmere at komme ud. Det sværeste har været at få andre til at forstå, at man nu er mor og derfor bundet til et andet menneske - især psykisk......Men det er vist egentlig løgn - for i de fleste tilfælde har vist været mig, der
tror, det er et problem. Jeg bryder mig fx ikke specielt om at sige, at det kan jeg ikke, for jeg har ikke set Lillen nok den uge, eller jeg kan bedst efter puttetid. For det er egentlig virkelig sjældent, det faktisk er et problem. Jeg har fx en kaffeklub med nogle gode veninder. Vi ses hver/hver anden uge til kaffe, men pga. Lillen ligger det fra 19.30, og jeg kommer så, når hun sover. Der er ikke én af dem, der har vist irritation over, at jeg først vil komme, når hun sover. Da jeg sagde, at det var fordi, jeg kun har mellem kl. 16.30-17.30 til 20 til at nyde hende i hverdagen, var der bare trækken på skuldrene og et "selvfølgelig"... Det, der vel har været et "problem", er, at folk selvfølgelig ikke tænker hende ind i de ting, jeg bliver inviteret til. Og det er jo klart nok. De er jo ikke vant til, at planlægge ud fra en etårig... Jeg skal nok bare lære at sige, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre..
Nå men tilbage til hjemmesiden. Jeg synes jo, det er lidt at lyve, hvis jeg ikke skriver om hende. Men til gengæld gider jeg jo som sagt ikke involvere alle mulige i mit privatliv. ÅH, jeg skal jo lære det. Det er jo ikke det vigtigste i verden for andre mennesker, at jeg har en bebs! Det er der jo for fanden så mange, der har... Jeg dropper det om Lillen og fyrer den gode gamle smøre af med, hvor meget jeg elsker at rejse og den slags (for det gør jeg jo!) Så kan jeg jo altid undlade at skrive, at af praktiske årsager så bliver sommerferien i år formentligt en gåture på Assistens kirkegården, et sommerhus på Sjælland og en langdistancetur til Blåvand - hvis vi er heldige..
(fra IMDB.com)
(Googlet og hapset fra fanpop.com)
