Back to the real world?

Så er vi tilbage fra Morten Korch.
4 dage med svigerfamilien - og ingen døde! Det var til gengæld mega hyggeligt. Havde man været på Ærø, havde man hørt mig skrige af grin et par gange rundt omkring på øen.

E sidder og spiller Diablo med en af hans venner over for mig. (DON'T ask!) Men vi har ventet længe på det, og han er meget glad. De har allerede gennemført, så jeg er helt ærligt ikke heeelt med på, hvorfor det er, vi stadig skal smadre ham djævlen. Nå, men han er glad og i weekenden skal han og to venner ud i et sommerhus og spise kød, prutte og spille Diablo. Jeg forstår det ikke helt, men jeg er klart fan af, at det foregår langt væk fra mig. For det første er tre gange mandeprutter ikke min favoritduft, og for det andet er de umulige at komme i kontakt med, når de først er gået ind i den der verden. Og de giver ingen mening. Overhovedet.

Ex:
LIVE samtale over for mig:

"Hvor meget giver din chest armer?"
"Jeg har en der giver 27 vitality"
"Ja og så 3."
"Den har jeg købt..hehe. Jeg købte den for 27 guld...hehe" (og det er sådan en halvgnækkende "hehe", så jeg ikke kan finde ud af, om han lige har røvrendt nogen, eller han er nørden, der betaler for meget i en nørdeverden - og er det så nu, jeg skal være rigtig flov?)
"Jeg har ikke mistet noget endnu. Man kunne ikke stunne ham."
"'Amen man får ikke noget XP på det her jo. Jeg skal bruge 223000 for at stige!"
"Jeg har en armer, jeg har glemt at puttet sockets i" ????

Selvom vennen i den anden ende af spillet så sad og sagde det mest gennemskuelige og letforklarlige sætninger, ville det her stadig være den mest ulogiske samtale på planeten!

-Og sidst snakkede han om noget med leather cufs...og jeg har simpelthen så svært ved at forestille mig et spil, hvor det er relevant! Men mindre jeg selvfølgelig OVERHOVEDET ikke har fattet pointen....og deres sommerhustur er lidt anderledes, end jeg regnede med...

Nå, men noget helt andet er, at jeg også lige ville sige, at jeg nok tror, jeg virker en lille smule humørmæssigt-hormonel her på bloggen. Men det er bare fordi, I får det, som det er. In the moment. Så hvis jeg har en træls dag, så skriver jeg det ud gennem bloggen, og det er rigtig godt for mig. Og så er jeg sikkert i et helt andet humør dagen efter..



PS (Kan man lave en PS i en blog??)
Fik at vide, at min blog er MEGET kritisk over for fremmede, men det skulle gerne være fikset nu, så nu skal I ikke være medlemmer af et eller andet, opgive personnummer, lave eye-ball-tests og skrive bankoplysninger ned for at skrive en kommentar. Tror jeg nok. Jeg har i hvert fald prøvet!

Hvorfor kan man ikke ændre noget?

Jeg sad forresten og læste mine tidligere indlæg igennem forleden, og så var der et af dem, jeg stoppede op ved. På et tidspunkt skriver jeg et eller andet om far og hans kræft sygdom, der ikke kan kureres. Jeg brød mig slet ikke om, at jeg havde skrevet, at den ikke kan kureres og fik virkelig lyst til at gå ind og slette det.
Det er virkelig underligt - men giver egentlig også meget god mening - men jeg bryder mig ikke om at skrive noget, der har at gøre med, at han skal dø. Jeg ved det jo godt. Det gør jeg jo, men det er....ja, hvad fanden er det egentlig? Udover noget fucking lort. Og når man skriver det, bliver det bare så mega tydeligt. Efter vi har fået det at vide, bliver jeg bare bombarderet med historier om ham, der lige havde fået det konstateret og så døde ti minutter senere, og hende, de ikke troede ville overleve, men så gjorde det alligevel, og det er i hvert fald ti år siden, og ih, hvor har hun det stadig godt.
Det generer mig ikke, at folk fortæller mig det, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det er jo min far. Jeg gider bare helt ærligt ikke have, det skal være sådan her! Jeg gider fandme ikke! Og jeg ved godt, det hele kunne have været meget værre, og at han ikke forsvinder lige nu, men jeg gider stadig ikke.
Jeg vil have, at far skal opleve lillen, når hun vokser op. Jeg vil have, at alle mine børn skal kunne huske deres morfar og ikke kun lillen, hvis jeg er heldig...
Jeg kan nogen gange næsten misunde min søster, fordi hun er ældre og har fået flere år med ham...
Jeg gider ikke det her!

Hvor blev hun af??

Så gik hun live på Facebook, hvorefter hun forsvandt fra jordens overflade... Ikke det smarteste træk, men der var noget sol, der skulle nydes, en mini der skulle kysses, og en mand der skulle aes, da han har forladt en stortudende mini, hver eneste dag hele ugen, for hun er nemlig startet i vugger, og ja, det går sgu ikke helt som planlagt. Ikke fordi det går voldsomt dårligt (har min pædagog-veninde efterhånden fået banket ind i hovedet på mig. "I har været der én uge!"), men nok fordi vi havde regnet med det ville være åh-så-nemt, fordi sådan er type, er mini jo... NÅ!

Men jeg har tænkt meget på jer i løbet af ugen. Jeg tænkte fx på jer, da jeg så hele slyngebarnsbevægelsen gå en lille smule over gevind. Fair nok, man mener børn har det bedst tæt på sine forældre, men når man en meget varm maj dag ser en stakkels pelsklædt(!) hund(!) svøbt ind i en slynge(!) og klistret ind til sin lettere svedige(!) ejer, så er der simpelthen nogen, der bør træde ind, knalde ham en over nakken og redde den sølle, dehydrerede hund ud af slyngen! Måske man skulle skrive til Tryg, eller hvem det nu er, der laver den der reklame med hunden i bilen, og sige, at vi har et meget mere presserende problem på kogende-hund-fronten. Hvor meget kan man have behov for berøring?

Nu sidder jeg så på det der Ærø med svigerfamilien. Hvis du endnu ikke har været her, så er det fuldstændig lig'som en Morten Korch-film - bare med farver. Alt er fint og yndigt, folk er glade, "derovre bor den gamle skolelærerinde", øen har aldrig set en sky, "næ hej, jamen det var da hyggeligt", solskoldede skuldre, kolde øl, "hvor er det længe siden, vi har set dig", friturestegte pandekager med æblesnask, "vi ses i morgen til kaffe", mikroskopiske huse i alle farver, "det er så min søn og barnebarn", svedige mænd og "goddag, kære fætter!". Alle (og jeg mener virkelig alle) er i familien med min svigerfar. Fx talte vi i dag med min svigerfars farfars kusines barnebarn. For dem ved vi jo alle, hvem er... Men er er hyggeligt. Vi er her fordi en fin skonnert (...det er en båd...jeg ved ikke, hvad en skonnert er, men de siger, det er sådan en, jeg har set...) skulle i vandet igen, og det er der nogen i min svigerfars familie (surprise!), der på et tidspunkt har haft noget at gøre med.

Nu er klokken så næsten ti. Mini har sovet i over to timer, og E har sovet i snart to timer (han trak den da til lidt over otte). Så jeg vil også give fortabt og erklære, at når man er på Ærø, er der alligevel ikke så meget at gå glip af efter 20.30...med mindre der selvfølgelig er flere pandekager!

Som dag og - kaotisk - nat

Modsætninger mødes - åh, jo!
E og jeg var en lille, bitte smule uenige i går morges. Alt ånder fred og gammen nu, men altså:
Hold nu kæft, hvor er vi bare forskellige nogen gange. Hvis E og jeg var ansat samme sted og skulle arbejde sammen om et eller andet projekt, så lover jeg med 120 % sikkerhed, at vi havde smadret hinanden inden, vi havde fundet på en titel til projektet.
Han arbejder efter et system med system på - sat i system. Og gerne med minutur til. Jeg arbejder med huskesedler, farvekoder, hov-jeg-skal-da-også-have-kigget-på-det-her, kaffe, læselæse, sms, hov-jeg-har-da-glemt-at, læselæse...
Og så kan E i ny og næ blive en lille, bitte smule træt af mig og min uoverskuelighed. For ja, hans metode er vildt effektiv, med mindre man, som jeg, bliver sindssygt demotiveret med stress på, af at arbejde sådan. For min metode er også sindssygt effektiv - hvis man altså ikke tænker som ham. Der er bare 100 måder at gøre tingene på, og jeg har aldrig i hele mit lange liv afleveret en opgave for sent! NÆVAR! Jeg bliver bare færdig på en helt anden måde end ham.. Og det kan sgu komplicere livet i lejligheden på Nørrebro en smule. (Især i mine eksamensperioder!)
Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen: Det er en gave at være forskellige i et forhold, men måske nok en lidt besværlig gave fra tid til anden... Men det er også fedt en gang i mellem. Fx har hans systemtænkning lært mig at lave læseplaner, og jeg er begyndt at arbejde med konceptet "tidsplan", og min uoverskuelighed har (tror jeg nok) lært ham, at man ikke kan planlægge alt, og at nogen gange skal der være plads til alt det uplanlagte.
(og hvordan har vi så tænkt os at klare opdragelsen af lillen? Stay tuned... - men ved du hvad? Jeg tror sgu nok, det skal gå. Så kan hun også lære, at der er mange måder at tænke på. Og helt ærligt, vi er sgu da nået så langt, så kan vi sgu også opdrage hende på den ene eller anden måde..)
Nå, men alt er som sagt fryd og gammen - eller det bliver de i hvert fald på onsdag, hvor jeg er færdig med første runde af eksamenerne, og lillen er startet i vugger, så E kan komme ud i verden igen.

Et kirkeligt indspark

Et lille foto fra en kirke i nærheden af hjem.
Jeg bliver arrig ved tanken om præsten i Aalborg. Rigtig, rigtig arrig, så derfor vil jeg bare erklære, at selvom jeg ikke er kristen, er jeg mægtig fan af den her kirke!

Gider du ikke bare sende et røgsignal?

Jeg sad på mit arbejde forleden (som jeg i øvrigt stadig elsker højt), hvor min kollega spurgte, om jeg havde en LinkedIn profil, og hvis jeg ikke havde, om jeg så ikke lige ville oprette en, som jeg kunne bruge til en eller anden gruppe derinde. Fjong, will do.. Og så var det jeg kom til at tænke på, hvor mange måder man efterhånden kan få fat i mig på, hvis man virkelig vil stresse mig:

1. Du kan komme forbi (-sådan på den good old fysiske måde)
2. Du kan ringe til mig.
3. Du kan sende en sms.
4. Du kan skrive en besked til mig på Facebook.
5. Du kan skrive på min væg på Facebook.
6. Du kan poke mig på Facebook? (En funktion jeg simpelthen ikke har fattet ideen i!?)
7. Du kan skrive på min almindelige mail.
8. Du kan skrive på min gamle hotmail, der altid er nogen, der bliver ved med at bruge.
9. Du kan skrive på min gmail, jeg bruger til min telefon.
10. Du kan skrive på arbejdsmail - og jeg har endda to at vælge imellem.
11. Jeg tror faktisk også, jeg har et telefonnummer på arbejdet, og det kan du også ringe på.
12. Du kan skrive på min universitetsmail.
13. Du kan skrive et rigtigt brev!
14. Du kan vist også skrive til mig på LinkedIn (- er stadig ikke heeelt med på, hvad der foregår derinde..)
15. Du kan skrive på min blog (og DET bliver jeg glad for!)
16. Du kan skrive en besked på min blogs Facebookvæg (det bliver jeg også mægtig glad for!)
17. Og du kan skrive på min blogs mail (theidenblaasofa@gmail.com - og det bliver jeg også, også mægtig glad for!)

Og så sidder man her og læser til en røvsyg eksamen, OG SÅ ER DER INGEN DER GIDER FORSTYRRE EN??

Facebook

Så gik jeg sgu live på facebook, og jeg er allerede ved at dø af angst. Det tegner super godt!

(https://www.facebook.com/pages/The-i-den-bl%C3%A5-sofa/239108722857107)

Børn og forårsaftner

Jeg sidder hos min søde veninde og læser til eksamen. Hun har lånt mig sin lejlighed, der ligger en spytklat fra min, mens hun er i Jylland, så jeg kan lege læsesal uden at skulle tænke over, hvornår læsesalen åbner og især uden at skulle høre på E, der sidder og spiller Diablo med stor glæde.
Nede i hendes gård er der en bunke børn, der leger, og der er noget virkelig hyggeligt ved larmen fra legende børn. Især om aftnen. Der bliver råbt en hel masse, så jeg har åbnet vinduet lidt, så jeg kan have dem som underlægningsmusik til min læsning. De leger krig - en mangfoldig krig, eller hvad man nu skal sige. Indtil nu har de i hvert fald haft både sværd, pistoler, flammekaster og vist også et par lyssværd i spil. Ikke så meget pis med, hvordan det virkelig er. (Fedt! Lige da jeg havde skrevet det, skærer en klar storesøster-stemme igennem med et "ja, ja, virkelig realistisk!"
Jeg vil vende tilbage til bøgerne, men synes lige, I skulle have det ultimative nu-er-det-sommer-lige-om-lidt-bevis:) Så kan man sende sine barndomssomre en lille tanke med gemmeleg i træerne, store kridtlege på vejen og rulleskøjten langs mure og plankeværker, så man havde noget at holde fast i HELE tiden.

Hvorfor egentlig?

En veninde spurgte mig i dag på vores løbetur (oh, yess!), hvorfor jeg er begyndt at blogge. Det er faktisk pisse svært at svare på. Jeg kunne jo i teorien ligeså godt grifle det ned på et stykke papir i en lille lukket bog og holde det for mig selv. Måske er det min indre forfatter-reality-stjerne, der går amok?
Men mens jeg sidder og skriver det her, giver det faktisk lidt mere mening. Jeg har svært ved at skrive til mig selv. For det første får jeg det aldrig gjort, og for det andet bliver jeg mere kludret i det, fordi der ikke er nogen i den anden ende, der skal forstå det, jeg skriver. Jeg tænker bedre, når jeg skriver. Jeg har så travlt i mit hoved til hverdag, men når jeg skriver, bliver jeg tvunget til at gøre det lidt langsommere.

Min bedstemor sagde til mig, da mine forældre blev skilt, at hun synes, jeg skulle skrive om det. Og jeg mener også, det var hende, der sagde, at det kunne være en god ide at skrive det som et brev, og så kunne jeg jo altid lade være med at sende det. Det har lig'som en terapeutisk effekt for mig. En af mine dagbøger, fra da jeg var lille, var også en lang række breve til en ufødt kusine. Mine forhold (har haft et andet langt før det med E) har også produceret en bunke ikke-afsendte breve til de to herrer.

Og nu hvor far har fået konstateret kræft, der ikke kan helbredes, skriver jeg også til ham. Det kan jeg virkelig også godt lide. Han får til gengæld en lille bog en dag, og så kan han altid lade være med at læse den, hvis den er for deprimerende.
Jeg vil også gerne skrive om mine tanker og min sorg herinde. Det er dog stadig lidt overvældende at skrive ud til alle og enhver, men jeg kan mærke, jeg bliver mere tryg ved at skrive herinde, så jeg tror, det bliver helt naturligt for mig.

Den kjole klæder dig virkelig ikke!

I efterhånden pænt mange år har vi hørt på alle de der kække bemærkninger om, hvad kvinder egentlig mener, når de siger ja/nej/måske - og selvfølgelig klassikeren med røvens størrelse i de famøse bukser. Og det kan virkelig irritere mig. Som i virkelig, virkelig! Jeg gider sgu da ikke være en af den slags kvinder!
Hvis jeg ifører mig et par bukser, der faktisk får min røv til at ligne en ladeport/at den rammer gulvet om et par sekunder/at hvadsomhelst, der ikke er særlig godt for min røv, og jeg så spørger E, hvad han synes, så ville jeg fandme blive træt af det, hvis han løj og sagde "naaaaaaj skat, den ser lækker ud som altid!" Han er om muligt den person, der kender min krop bedst. Han ser den jo for fanden hele tiden. Det er jo ikke fordi, jeg kan fake, at alt sidder perfekt over for ham alligevel, og så har han fandme bare at være ærlig, hvis der er noget, der ikke klæder mig. Jeg gider sgu da ikke snakkes efter munden, for så at vandre intetanende ud i byen med en gigantos røv slæbende efter mig. Der findes jo altid tøj, der klæder en mindre end andet, og jeg gider ikke være den eneste i København, der ikke har fattet, at jeg ligner en nar i mit outfit.

Ja, hermed lidt galde, men jeg er simpelthen så træt af det der interne kvindeshow, hvor manden skal gætte, hvad man egentlig mente. Og jeg er også pisse dårlig en gang i mellem og siger ja, når jeg mener nej og alt det der, men det kan da umuligt være E's opgave at gætte, hvornår det er. Det må fandme være min opgave at åbne munden og sige det, jeg faktisk mener, hvis jeg forventer, han skal forstå det!

(Og hermed også en tak til E, der fortalte mig, at jeg så ret stor ud i den kjole, jeg hoppede i morges. Den røg tilbage i skabet med en lille mental note om, at jeg skal huske bæltet i taljen næste gang..)

Det bliver en god dag! Igen, sgu!

Jeg skal på læsesal hele dagen, så i teorien bliver det egentlig en halvkedelig dag, men så var det min morgenmad var i godt humør... Og så er man jo nødt til at følge trop, når selv mandler er happy, happy..

Allerede tirsdag?

Dagene går alt, alt for hurtigt, hvis jeg skal nå alt det her jobeksamenbabykæresteskriveblogskrivefarveninde-show....
I dag må I nøjes med et billede, jeg tog på vej ud til mig søster for nogle uger siden.

Tænk, at man sådan kan købe det i en dyrehandel! Det er da fedt!

....ooooog "udgiv"

Jeg har besluttet, at min blog skal være ærlig. Ellers kan jeg lige så godt lade være....Det er bare pænt meget nemmere sagt end gjort.

Men det er lidt følelsesmæssigt op og ned for tiden. Både fordi lillen skal til at starte i vugger, og det, synes jeg, er lidt voldsomt. Alle de sikkert rigtig søde pædagoger, der skal til at se hende mere end E og jeg. Det er jeg ikke helt glad for. Jeg er nok bare ikke klar til en slut æra allerede.. Og så er det også fordi, jeg er røv bagud med min eksamen. Og har et nyt job. Og de to ting hænger slet ikke sammen. Men mest af alt er det fordi, min far er blevet syg. Rigtig syg. Jeg orker ikke helt at skrive om det lige nu, faktisk, men det gør jeg nok en dag. Jeg ville bare gerne skrive det, for det er en del af mig nu, og det påvirker mig - ikke hver dag, men det påvirker mig. Min historie er blevet skrevet om for mig, og så må jeg se, hvad fanden jeg så gør..

Det var så meget, man skulle..

Jeg ville gerne skrive en hel masse, man skal jo gerne skrive ofte på sådan en blog. Og jeg ville skrive lidt om det, det er træls for tiden, og det, der gør ondt, men lige nu er jeg bare glad. Jeg er hyggefuld og glad. E har haft lillen og en masse overskud, og jeg har drukket gin/tonics med mine helt nye kolleger, som ganske enkelt virker fantastiske. Og så kan jeg faktisk godt overskue at læse til eksamen lige nu med en lille pind i øret... Så kan jeg forholde mig til alt det andet i morgen.
Men opdatering kommer snart. I promise...
Hav en fabelagtig aften!

Det store dilemma

Jeg har købt en jakke over nettet. Det er rigtig fin og rød (hvilket jeg normalt ikke går så meget i - men den er ikke jeg-er-lidt-i-krise-over-mit-tøj-og-er-desuden-på-min-mors-alder-så-jeg-sætter-lige-et-kækt-rødt-bælte-i-maven/et-eller-andet-smart-rødt-tørklæde-i-halsen-agtig rød, men mere cool rød - åh jo, det er en farve) og billig, ikke mindst.
Nå, men altså, jeg har købt den over nettet, og den er lige kommet i dag. Jeg er altid samme størrelse i alle mærker, så derfor blev min veninde og jeg selvfølgelig enige om, at jeg sagtens kunne købe den i en størrelse mindre, da den rigtige størrelse var udsolgt.. Det resulterede taadaaa i: jeg kan ikke knappe den mere en to knapper op... Og der er fem. E synes selvfølgelig, det er dybt åndssvagt at have en jakke, der ikke kan lukkes, men han er altid så skide praktisk, så hans holdning tæller ikke helt. Min far, som jeg så senere og tvang med på råd, var mere åben for ideen og brugte et par minutter på at forklare mig, hvilken farve grøn, der ville passe mega (han sagde ikke mega) godt til i halstørklæde.
Og hvad gør man så? Her er to mænd, jeg normalt ikke lytter til, hvad angår mode. Men fædre har vel mest ret. Min egen, forstås. Igen her tæller E ikke helt..
Så jeg tænker, den skal beholdes. Den skal ellers sendes tilbage til England og i løbet af min økonomiske argumentation over for E, endte jeg med at konkludere, at jeg kun ville få ca. 50-60 kroner tilbage. Og hvis jeg har ret i det, kan jeg sgu da lig'så godt beholde den!

Så hvis I ser en kæk pige i en cool-rød jakke, der står piv-åben resten af sæsonen, så er det sgu nok mig. Er der ikke også noget med, at man skal købe den et nummer mindre, hvis den skal stå åben? For så ser man tynd ud? Jo...

Malmö und alles

Hermed en bette fotoserie fra det der Malmö.
Og ja, der var kærlighed og alt mulig glæde!

(Jeg har endda taget et billede af det som dokumentation!)

Og der blev drukket kaffe gjorde der!


Synes, det er så fedt, man kan købe "babs" til 189 på stationen! Kom igen, DSB!


Både diskret og alt muligt! Hvem kan ærligt sige, de ikke har en lejlighed, den liiiige ville passe i??

Oh yes, der var REA. Og jeg som aldrig køber lyserød-ish eller sneakers! Men de var virkelig fede - og i svenske priser!

Lidt russisk er man vel altid

Jeg skal nok lige give lyd om det der Malmö snarest, men lige noget andet først:

Jeg kan se sådan en masse statistik på den her blog...(hvilket jeg i grunden er herredårlig til at finde rundt i). Men i hvert fald kan jeg se, at I er her. Det er simpelthen så fedt, at der er nogen, der sådan kommer og læser med. Lidt overrasket er man nok også....for efter Danmark, har jeg en del læsere, der kommer herind fra Rusland... Jeg vælger selvfølgelig at formode, at Google translate er SÅ fantastisk på dansk-russisk-området, at de bliver herinde og læser alle mine blogs (og at det har absolut INTET at gøre med at de af uvisse årsager bliver forvildet herind). Og derfor vil jeg da gerne sige velkommen til dem også. Da (=udtalt russisk forstås!)

Nu er jeg jo ikke så vanvittig erfaren på det her blog-område, men jeg kan virkelig godt lide det. Jeg nyder sgu at skrive. Mere end jeg har gjort med alle mine andre ynkelige forsøg på at få min kreative side ud ad mig. Så tak fordi, I gider læse med. Det er dælme hyggeligt, jeg allerede sådan får besøg! Og jeg tror, godt I kan regne med, jeg ikke sådan lige smutter igen!

Og det var Sverige

Tager til Malmö i morgen med E. Det er første tur væk sammen efter lillen kom til verden... Glæder mig helt vildt, men frygter tuderi over for meget savn, og at vi falder i søvn på sengen, før vi overhovedet har fået taget skoene af... Men det bliver godt.
Jeg vil gå hånd i hånd med ham hele vejen gennem Malmö, og jeg har tasken fuld af intentioner om at være en af de typer, jeg hader. Ja, det kan endda være, man kan få lov til at spotte mig snave manden i gulvet midt på Storetorv! Simpelthen!

Helt ærligt!!!

Ja, lige lidt morgenbrok! HVORDAN KAN MAN SKALLE ALLEREDE? DET ET IKKE ENGANG SOMMER ENDNU! Åhhhhhhhhhhh....
Ja, det er muligt, jeg er det, man (læs: E) kalder mig "nordisk i huden", men det var én eftermiddag...i april... Amen, helt ærligt!

Børnefødselsdag!

Niecen har fødselsdag i morgen, eller klokken er lort, så hun har fødselsdag nu. I min kådhed havde jeg lovet at lave en monster-kage til hende, når hele børneren kom på besøg. Min veninde og jeg havde set billeder af de der vilde kager, der bliver lavet for tiden, så vi tænkte, at det fis kunne vi sgu også lige fikse. Hvad vi ikke lige havde overvejet var, at vi begge to er, det man ville kalde relativt uerfarne (og i mit tilfælde: uegnet) i et køkken. Hvad der så et endnu mere sindssygt er, at vi fandme gjorde det. Det skal siges, at jeg have min far med til deko-afdelingen, men SE! ER DEN IKKE FLOT?!

Men det er jo så meget nemmere at vinde en diskussion på den måde!

Min far sagde for noget tid siden til mig og E, at hvis man i en diskussion hører sig selv sige "aldrig", "altid" og den slags, er det i reglen en god idé at trække vejret en ekstra bette gang og seriøst overveje, om man virkelig mener det... Og den kommentar er uden pis, den mest irriterende kommentar, jeg NOGENSINDE har fået. Normalt kunne det jo være lige meget, jeg kunne have grint, nikket og så ladet som om, det var en samtale med far, jeg aldrig (ja, far og E, jeg skrev aldrig...og nogensinde..!) havde haft, men skulle han absolut sige det, mens E sad ved siden af??
For lige at give et eksempel på vores (min) måde at sige tingene på herhjemme, så sagde jeg her til aften følgende sætning: "E, jeg siger aldrig noget til dig, når du glemmer en blepose inde hos lillen. Og du retter altid mig. Det er seriøst hver gang!" .....Oh yes....og lad mig lige understrege, at det her lyder måske som en diskussion, men var bare en småprovokerende, kæk bemærkning, jeg lige fyrede af for at gøre ham opmærksom på den famøse glemte blepose. Prøv at forestille dig, hvor mange "aldrig", "altid", "nogensinde" og "hver gang"'er jeg kan fyre af i en rigtig diskussion?!
Det mest irriterende er, at E har sagt, at han måske nok synes, det er røv-irriterende, at jeg gør det (hvilket jeg selvfølgelig pure benægtede nogensinde skete, hvis jeg ikke VIRKELIG mente det)..
ÅH! Og min far har irriterende ofte ret i sådan noget. Ikke altid, forstås - men nogen gange....