Det bliver en god dag!

På trods af, at jeg lige er skvattet halvt af en stol midt på den meget stille læsesal, (jeg skulle klø mig på ryggen, og som vi alle ved kan den slags jo fucke ens balance helt op...sådeeeet), så bliver det en god dag! Simpelthen!

<= Kirsebærtræ i gården

Og det var dengang..

E sidder og ser en eller anden film. Hovedpersonen (tror jeg nok, det er) er ham den bange i klassen, der ikke tør gøre noget... Okay, nu sker der et eller andet i filmen, jeg ikke helt fanger. Nå anyways så kom jeg til at tænke på mig i folkeskolen.
Jeg var så bange for alting. Jeg var bange for at gøre ting, jeg enten bare troede, var noget, man ikke måtte, eller noget, jeg på nogen måde, syntes var skræmmende. (For at sætte det i perspektiv kan jeg fortælle, at jeg stadig ser ting på skræmme-niveau med Buffy uden lyd...om dagen... Så forestil dig, hvor bange jeg var for alt, da jeg var 10!)
Engang bukkede jeg under for presset og gjorde noget, som var så ulovligt, at jeg nok burde have været i en eller anden form for børnefængsel: Jeg sparkede til en bold...INDENFOR. Og jeg ramte den ad helvede til, og den ramte en af de der lamper, der var i alle klasseværelser i 90'erne. Jeg panikkede med hele kroppen, og drengene satte den dims, der røg løs, fast igen. Man kunne intet se, og jeg havde overlevet at bryde loven.
Nu er jeg så født med mere samvittighed end det meste af Fyn tilsammen, så jeg ringede skælvende til min lærer et par dage efter, fordi jeg nærmest ikke havde hørt et ord af, hvad lærerne sagde i nogen af timerne, fordi jeg bare sad og stirrede på den der lampe, der sikkert ville out'te mig på et eller andet tidspunkt. Og så ville jeg sikkert KOMME PÅ KONTORET! Oh no!! Nåmenaltså...min mor nærmest befalede mig til sidst at ringe til min lærer og lette mit tunge hjerte...Og jeg kan så tydeligt huske det. Det må have været den mærkeligste samtale for hende. "Hej det er M...Det er fordi, jeg øhm i sidste uge.....øhm... sparkede til en bold....øhm....og så ramte den en lampe oppe ....asså den ved tavlen...og dersketevistikkenogetmumlemumlemumle...deterjegvirkeligkedaf...."
Hun var selvfølgelig pænt ligeglad.
Og det var så en lille anekdote...sådeeeet...

The i den blå sofa

Min mor har en blå sofa. Og min mor drikker ustyrligt meget the. Sort the. HELT sort the. (Hendes veninde gav hende engang grøn the og lovede, at det ville smage godt. Da mor havde smagt det, gik min ellers meget lidt sarte mor ud og kastede op...  Jeg tror, jeg begyndte at elske min mor lidt mere den dag...)
Nå, men altså. Min mor, min søster og jeg boede i det lille hus en verdens mindste by (hvis du spørger E) i Jylland. Og i den blå sofa, som oprindeligt var min mormors og grøn, har jeg drukket usandsynligt mange mængder the og snakket og snakket og snakket i...
The i den blå sofa er lig hygge, tryghed, snakken, ro, tud-ning og masser af kærlighed...

For et halvt år siden opdagede jeg, at både min søster og jeg har en blå sofa....Det kan jeg godt lide...


(Og jeg ved godt, the staves te, men det er altså all wrong, ALL WRONG, I tell you!)

Sku' vi i gang, eller hva'?

Here we go...
Det er vildt angstprovokerende for mig at starte en blog. Og det er faktisk lang tid siden, jeg besluttede mig for at gøre det. Men så ombestemte jeg mig, så kom der noget i vejen, så kunne jeg ikke finde på et navn, så kom der noget i vejen, så manglede jeg at skrive en start, og nu står vi så der, hvor jeg er løbet tør for undskyldninger.... Så here we go.
Jeg skriver fordi, jeg har lyst. Og fordi jeg tror, jeg har godt af det. Jeg tænker godt på skrift - omend ofte kludret formuleret. Altså, jeg får sat tingene lidt i perspektiv og den slags. Og det, tror jeg, er meget smart, når man er den lidt moodsvingende type....har jeg hørt..
Jeg kommer til at skrive om min hverdag, min datter, min kærlighed til København, min yndlingsmand, mit liv og mine tanker.
Jeg håber, du vil hygge dig med at læse med. Jeg lover at være ærlig.