Aftalen

E og jeg har lavet verdens bedste aftale. Det er det i hvert fald lige nu. Han ville gerne holde op med at drikke sodavand, og jeg ville gerne være typen, der løb to gange i ugen. Aftalen blev så, at jeg skal betale 50kr pr løbetur jeg ikke tager, og han skal betale 50kr, hver gang han drikker en halv liter sodavand. Det smarte i denne her lille aftale er, at jeg har mig en fantastisk veninde, der hiver mig ud to gange i ugen, plus at jeg er så jyde-nærrig, at det aldrig, ALDRIG kommer til at ske, at jeg skylder ham noget som helst - ligegyldigt hvor meget jeg så skal forhandle mig ud af det. Det endnu mere smarte er, at E er for dårlig til at se, hvor mange penge 50+50+50+50+50+50+50+50+50+50+.... egentlig bliver. Samtidig er han så syret afhængig af sodavand, så jeg kan få ham til nærmest alt, hvis jeg lokker med en gratis halvliters.
Derfor har jeg indtil nu inkasseret et par fantastiske nye bukser og en ny kjole, og så har jeg fået instrueret ham i at købe det helt rigtige bland selv slik, som han kan få en halv liter for at hente. Så jeg sidder lige nu (i løbetøj og gammel sved) og er i gang med at kværne for ca. 45 kr blandet. Er happy!














-Jep, jeg er ved at være godt igennem! Og så lader vi lige være med at kommentere at alt mit løberi kan være lidt lige meget så, ek'å'!

I den vilde harmoni

Jeg var til eksamen i onsdags. Det gik ganske fint. Havde af en eller anden underlig årsag svært ved at tage den helt seriøst.
Men jeg gik op, kom ud, var fri (i hvert fald resten af eftermiddagen). Og hvad gør man så? Jeg gik ud og købte mig lidt lækker mad og lagde mig på græsset på Island Brygge, hvor jeg kunne ligge og nyde solen, livet, se på vandet, menneskerne, lade tankerne flyde og have lidt kvalitetstid med mig selv. Det var så lækkert, og SÅ lang tid siden, jeg sidst har haft tid til det.
....
Og jeg synes virkelig, jeg er god til at være sammen med mig selv og nyde tankerne og alt det der. Jeg havde bare vold meget lyst til at spille "Where's my water" på min mobil.. Jeg var lige midt i en bane-agtig ting. OG JEG HAR KUN SPILLET PÅ TOILETTET HELE EKSAMENSPERIODEN! Og det er bare så lidt harmoni-agtigt at ligge et lækkert Københavnsk sted med yndlingsmad og solskin og så spille sit elskede Disney-spil på mobilen! ÅH.. Men jeg ælsker det!
Det fede er, at jeg tog et hipt retro-polaroid-kække-farver-billede og sendte til E og en veninde, for lig'som at understrege hvor meget jeg var i et med mig selv, og det var jo helt ærligt lidt meget løgn. Dog skal det siges, at jeg havde et SKØNT moment med "Where's my water"! Fik gennemført en hel bunke baner. Lykke!

(Har efterfølgende gennemført alt - igen. Det er lig'som om, jeg har mistet en rigtig god ven... SUK)

Opfølgningsindlæg

Og så blev det mandag. Jeg tænkte, jeg ville komme med et par opdateringer.
Først det sidste. Altså fredag. Det var bedre i dag. Ikke godt. Men bedre. Har kun mini-tudet en gang og det var over for E og ikke tilfældig kollega. Jeg skal til gengæld have sagt det ordentligt på arbejdet. Jeg har sagt det lidt. Men det er ofte virkelig svært at manøvre "nåhr jo, min far er lorte-syg, så hvis jeg er usammenhængende/tudende/lidt let at pisse af, så er det bare derfor". Det passer uhyre sjældent ind i de samtaler, vi har i over frokosten.

Noget helt andet er vuggeren. Klokken er blevet lort, og jeg er faldet i staver over fjerneren, så det bliver lige kort. Men det går meget bedre. Lillen tuder kun en mikroskopisk lille smule, når jeg går. Og som det aller vigtigste så er jeg blevet meget mere fan af pædagogen, jeg gik skæv af sidst, jeg skrev om det. (Som min mor efterfølgende sagde, så var jeg måske også en lille bitte smule følsom den dag eftersom jeg havde afleveret en stortudende datter PÅ HENDES FØDSELSDAG! Og det må man ikke, siger...ja, jeg ved ikke, hvem der siger det, men jeg følte mig i hvert fald sikker på, jeg svigtede hende..) Og Lillen ælsker hende, og det er jo for fanden det vigtigste.
Åh, klokken er mange, og det her er rodet.

Jeg.skal.sove.nu!

LORT!

Sidder på arbejdet og har lige hylet ned i mit tastatur. Alletiders.
Nu prøver jeg lige at skrive lidt her i håb om, at det så holder op med at sive ud af mine i forvejen hævede øjne. Åh, men det er så god en måde at starte sin arbejdsdag på!
Men det er fordi, far skal have kemo i dag. - eller det troede jeg. Det er så rykket til mandag, så der satser jeg på at gøre det hele igen!
Men det har bare været en lorte morgen. Men jeg hader, far skal igennem det her og blive så pisse syg af det lortede kemo. Synes simpelthen, det er så mega lortet. Og Lillen var en lort i morges, der både nåede at rive et par bøger i stykker, lavede lort (det rigtige, altså) lige da hun skulle have mad (og hun havde LAVT blodsukker), hev skeen ud af min morgenmad og fordelte min mad ud over lidt gulv og diverse og råbte af mig 80 procent af tiden. Og jeg var IKKE overskudssmoren! Nå ja, så er min eksem i øvrigt også eksploderet, så mine øjne var dobbelt størrelse, røde og kløende, da jeg vågnende.
Så da jeg kom ind på arbejde, og der ikke var nogen, der lige krævede noget af mig, så kom det hele ud og hævede mit ansigt endnu mere, og så stod jeg og tudede "i skjul" inde i mødelokalet... To af mine kolleger opdagede det og prøvede at trøste mig, men det er sgu lidt underligt at stå og tude ind i hovedet af dem..
Jeg har snakket lidt med min søster nu og satser stærkt på, det er ved at holde op med at være en lorte dag. Men hvis der er nogen, der har halvanden liter concealer/puder/alt der kan dække eksem, hævelse og rød-hed i nærheden af Kbh, så giv lige lyd!

Det indebrændte indlæg om romantik..

Jeg var lige på facebook (man læser vel til eksamen...). Nå, men en bekendt er lige blevet gift. Jeg ELSKER bryllupper! Jeg bliver helt salig bare ved tanken. Men nogen gange, når man sidder og ser billeder fra sådan noget, så bliver det bare så overdrevet tydeligt, hvor dårligt det passer til mig!
Forstå mig ret. Havde jeg været med til det bryllup, som ud fra billederne så meget romantisk og klassisk og fint og alt det der ud, så havde jeg tudet fra ende til anden af kærligheds-overflow...
Men når det handler om mig selv, så kan jeg slet ikke have med det at gøre. Jeg dur simpelthen ikke til romantik og blomster og lyserødt og kærlighed ud over det hele og billeder i skoven og E's og mine hænder i portræt. Det er slet ikke mig, som i: E har givet mig blomster to (to!) gange på de seks år, vi har været kærester. Og det er mere end rigeligt! Den ene gang var de faktisk også fine, det skal han have. Den anden gang var de købt over interflora.dk, fordi han var på den anden side af kloden, og så der er det jo begrænset, hvor nemt det er at bestille en stille og rolig buket, der ikke er en Barbie, der har kastet op på - så han blev tilgivet (desuden fik jeg den, mens jeg var i Jylland hos min mor, så da jeg kom hjem en uge efter, stod en meget indtørret buket foran døren - og så var den helt medgørlig).
Og det er ikke fordi, jeg prøver at være JEG-MAGTER-DET-BARE-IKKE-agtig... men.....jeg magter det virkelig bare ikke.
Jeg kan bare overhovedet ikke se det skønne i at komme hjem til E, der har planlagt en aften med stearinlys i hele lejligheden, romantisk isn't-she-lovely-musik i afspilleren og nye blomster og den slags. Overhovedet ikke. Jeg ville helt klart kunne sætte pris på, at han havde forsøgt at gøre noget for at gøre mig glad, og så ville jeg nok - når jeg havde grint af - forklare meget tydeligt, at bland-selv-slik og McD var han kommet meget længere med!

Det er af samme årsag, jeg ikke kan overskue ordet "skat". Jeg hader at blive kaldt "skat". Nu har E så bare gjort det i seks år, og til mit store chok opdagede jeg en dag, at lortet smitter. Nu er han "skat", Lillen er "skat", niecen og et par veninder har fået det smidt i hovedet - jeg har sågar præsteret at kalde begge mine forældre og min søster for det. Og jeg hader det. Det er det mest uopfindsomme ord, og det siger jo ikke noget som helst om noget som helst. Jeg vil langt, langt hellere hedde mit eget navn. Hvis jeg skal kaldes noget, så må man selv finde på et navn - ikke copy-paste fra alle andre forhold.

Nå, må tilbage til eksamen.. den er jo lige om lidt. Wish me luck!

En ganske enkelt fantastisk dag! - og så det andet

Lillen er blevet et helt år. Og vi har helt selv holdt hende i live! Who would have thought?!
Og det var en skøn dag. Hun var i sit es (da hun altså havde sovet...)
Vores lejlighed er nu fyldt med gaver, balloner, kagerester og flag. (At vi så i vores oprydningsiver formentligt har valgt at smide min venindes pose med hendes ting ud, er så til gengæld knapt så fedt. -og hvorfor lige veninden, der var gået bananas i overskud og havde bagt tre (!) kager i dagens anledning?!? Kunne det ikke havde min egen??? Eller mors? Hun kan jo altid bestikkes med et men-jeg-har-jo-lavet-lillen-til-dig-kram..)

Men udover det var alt fantastisk. Lillen havde SÅ god en dag og er i færd med at sove sig til energi igen. Hun sov 2.40timer i vuggeren i dag og faldt i søvn klokken lidt over fem her til eftermiddag. -Og hun sover stadig!
Så det bliver et kort og rodet (og kedeligt) indlæg, for jeg tør ikke rigtig gå for sent i seng. Jeg bliver suicidal af for lidt søvn. Og jeg tror helt ærligt ikke, hun tager en 14timers nat...men man har jo lov til at håbe!

Nå, men inden hun sov i vuggeren, var hun nederen...igen...igen....sagde pædagogen. Jeg tror, jeg er kørt lidt skævt af den ene pædagog. Hun virker vist nok glad for Lillen, og E er begejstret for hende. Men på en eller anden måde får hun mig til nærmest at undskylde, at jeg afleverer Lillen om morgenen. (Hørte fx mig selv sige, at "hun har altså sovet bedre i nat, og hun ER altså i bedre humør i dag, her til morgen" i morges - hvorefter hun stak i hyl.)
Jeg tænker, jeg på snedig vis skal have sagt, at når hun lettere irriteret siger, at Lillen har været hård/sur/pylret, så tænker man som mor (og jeg generaliserer lige på alle mødres vegne her), at hun synes, ens unge er roden til alt ondt.
Min logiske hjerne ved godt, at det (forhåbentligt??) ikke er det mest irriterende i verden at passe Lillen.....men jeg hører det stadig sådan. Og så er det ikke det fedeste at trisse ned i vuggeren igen og igen og aflevere dagens udyr. E siger, han ikke tror, det er sådan, så jeg har besluttet, han har ret. Jeg kan simpelthen ikke overskue andet.

Nå, klokken er blevet 18 over sengetid, så I'm out!

En rigtig familie med vugger og det hele!

Efter forrige og lettere irritable indlæg tænker jeg, det nok er meget godt at informere om, at vi har det fint. Men jeg har nogenlunde lige så kort lunte over for teknik, der ikke fungerer, som jeg har over for at tunge ting, der skal løftes - især opad. Fx lorte nettoposer, der skulle op i vores gamle lejlighed på 4. Ergo vi bor i stuen nu. (E er nogen gange blevet en lille smule skræmt over, hvor gal det ALTID (og det der er faktisk en af de gange, hvor det er fuldstændig okay, at jeg skriver altid!) gør mig at løfte tunge ting opad. Han mente på et tidspunkt helt seriøst, at det måtte være en eller anden form for sygdom, og at det måske var en ide at søge læge...)
Anyway, nu har jeg næsten fået computeren til at holde kæft med at fortælle mig, at der ikke er mere plads - i hvert fald indtil næste gang jeg får en mail, så der er ro over hele fronten.

I dag var til gengæld endda en stor dag. Den lille hyggelige familie er ikke længere indhyldet i barslens trygge favn. E er startet på arbejde i dag (og man må gerne sende ham en venlig tanke, da han mødte en time for tidligt i dag. De havde rykket mødetidspunktet, men kunne altså ikke liiige finde hans nummer... Når vi snakker medarbejdere, der møder på arbejde klokken lort om morgenen, så googler vi lige en anden gang, ikke venner!)
Men det betyder også at Lillen nu skal være rigtigt i vuggestuen, og at jeg fra og med i dag skal aflevere hver morgen og faktisk får lov til at være med i hele vuggestueshowet. Hun skal være der helt til, E har fri - og der er ikke noget med at ringe efter forældrene, hvis man tuder. Heldigvis sagde hun ikke et pip, da jeg gik. Det var virkelig rart (for jeg er selvfølgelig ikke typen, der bare lidt gerne ville have hørt, hun i det mindste var en lille bitte smule træt af at hendes mor/det-bedste-i-verden/det-hun-ikke-kunne-leve-uden/indsæt-selv-mor-kompliment smuttede...selvfølgelig er jeg ikke det....) Men det var faktisk rart. Og hvor bliver man overrasket over ens prioriteringer! Jeg kan fx uden at blinke erklære, at det, jeg allerhelst ville lige nu, var at sidde på knæ og glo ind ad vinduerne til Lillens vugger, indtil E kommer og henter hende. Ikke fordi jeg er nervøs for, at hun bliver ked af det, men bare fordi jeg ville kunne se, hvad hun går over laver dernede. Hvem leger hun med (eller klasker i hovedet, eller hugger deres ting, for derefter at give dem tilbage og lege den gode, barmhjertige Robin Hood). Hvor meget spiser hun (jep, det går man faktisk op i)? Er hun glad? Går hun (...og WOOOOP! Sådan fik den ustyrligt stolte mor liiiige klemt ind AT HUN HAR GÅET I WEEKENDEN!!!) Som i: mere end to usikre skridt mens forældrene klapper og hepper som gale. Næ, rigtig gang, hvor vi ikke engang halvt tvang hende til det!! 'Amen hun er så god!!! - for man er sgu stolt! Lige gyldigt om hun så småt begynder nu eller først om 8 måneder, så er man bare så pisse stolt over, de har lært det med at sætte fødderne foran hinanden! (For vi ved jo, hvor mange voksne mennesker der kravler rundt ude på gaderne og er vildt irriteret over, at de aldrig lærte det lort.)
Det er egentlig lidt underligt, men jeg havde en eller anden teori om, at når ungerne først lærer det, så går de. Så det var først, da hun tog sit allerførste skridt for et par weekender siden, det egentlig gik op for mig, at hun nok ikke ville løbe Ærø rundt næste morgen..

Og lige til sidst: Nu hvor vi alle ved, at jeg blogger mindst en gang om dagen, så vil jeg lige sige, at jeg måske er lidt fraværende de næste par dage, da mini bliver et år, og vi har inviteret 30 mennesker (vi har en ALT for stor nærmeste familie!) ned i gården til kaffe og kage. Hvilket kun kan gå godt, da jeg ikke kan bage (udover monsterkager, forstås!), og det bliver regnvejr...

Ikke sådan en aften!!

E er ude og være nørd igen, og jeg havde en hel menneskefri aften foran mig med bloggeri, snask og dårligt fjernsyn. Sådan har det så ikke helt været! Lillen har været så udmattet (selvom hun sov næsten 2 1/2 time i vuggeren (som by the way går rigtig, rigtig godt!)), at hun ikke kunne overskue mad, bleer, mødre (især hendes egen), og hun kunne SLET ikke overskue det der søvn! Så jeg har brugt alt, alt for meget af min perfekte alenetid på at forklare hende, at hvis hun nu holder kæft og LIGGER STILLE, så kan man sove og alt vil blive godt igen!
Så hvis det her indlæg bliver underligt og usammenhængende, så er det fordi, jeg både skal skrive og se dårligt fjernsyn samtidigt. Hver eneste gang jeg kan høre nogen på trappen, bliver jeg helt panisk. E må bare ikke komme hjem nu! Jeg er ikke færdig med at skrive, og jeg føler mig overbevist om, at han ikke er helt med på at se Disco Dance Mums. - Hvilket jeg ustyrligt mange holdninger til, og vi er ikke engang kommet til reklamerne...HVOR SKAL DE HER MØDRE HOLDE DERES KÆFT OM HVAD DE HAR BESLUTTET DERES BØRN SKAL VIE DERES LIV TIL! - Og i øvrigt er den her dans sgu da for mærkelig!

Ej, og nu gider computeren heller ikke det, den skal!!!! Det bliver i morgen - eller en anden dag - det her!

Mig og min nye mor-hed

Som sagt har jeg lige noget, jeg skal vende med jer.
På arbejdet skal vi have en lille beskrivelse ud på hjemmesiden med, hvem vi er med billede und alles. Jeg er i forvejen ALT for jysk til at kunne skrive sådan noget (-så prøv at forestil dig, hvor meget jeg var ved at falde over mig selv i aj-så-god-er-jeg-heller-ikke-det-er-bare-fordi-som-at-jeg-gerne-vil-øhm-ej-ikke-noget-alligevel..., da jeg skulle skrive et udkast til min egen udtalelse fra mit gamle arbejde). Nå men altså, det er slet ikke det, det skal handle om.
Jeg skal skrive det her lille stykke tekst om, hvem deres nye medarbejder er.. Jeg har skrevet det obligatoriske om, hvad jeg har lavet, hvad min uddannelse er og en eller anden smøre om, hvordan det hele går op i en højere enhed. Alle de andre studerende har så skrevet lidt om, hvad der ellers sker i deres liv. Det handler meget om at rejse, spille i bands, være frivillig og den slags.. Der er ikke andre studerende, der har børn, og jeg mener ikke, de rigtige voksne har skrevet noget om børn i deres profiler.
Men hvordan skal jeg skrive så meget som 2 linjer om, hvem jeg er uden at skrive, at jeg tilfældigvis er mor for Lillen. Jeg vil egentlig gerne holde det uden for mit professionelle liv (ikke på arbejdet, forstås, men jeg synes ikke, de virksomheder, der ser hjemmesiden, nødvendigvis skal inddrages i min babyverden). Men det virker helt forkert. I løbet af et lille bitte år er hun blevet det første, jeg vil fortælle, når jeg skal sige, hvem jeg er. Det er ikke fordi, jeg ikke nok skal huske mig selv og også er noget "selv" og den slags, men Lillen er en del af mig. Hun er en virkelig stor del af mig. Jeg er stadig mig, men du kan ikke kende mig, uden at vide hun er der.
Det er nok fordi, jeg kun har været ude i den virkelige verden siden januar, så jeg er ikke vant til at koble studie-M og professionelle-M med Mor-M. Venskabsdelen har jeg taget fra start. Det har ikke altid været nemt. Både fordi, det kan være frustrerende at føle sig bundet af Lillen, og ikke kunne hvad man kunne engang, men efter amningen stoppede, er det blevet noget nemmere at komme ud. Det sværeste har været at få andre til at forstå, at man nu er mor og derfor bundet til et andet menneske - især psykisk......Men det er vist egentlig løgn - for i de fleste tilfælde har vist været mig, der tror, det er et problem. Jeg bryder mig fx ikke specielt om at sige, at det kan jeg ikke, for jeg har ikke set Lillen nok den uge, eller jeg kan bedst efter puttetid. For det er egentlig virkelig sjældent, det faktisk er et problem. Jeg har fx en kaffeklub med nogle gode veninder. Vi ses hver/hver anden uge til kaffe, men pga. Lillen ligger det fra 19.30, og jeg kommer så, når hun sover. Der er ikke én af dem, der har vist irritation over, at jeg først vil komme, når hun sover. Da jeg sagde, at det var fordi, jeg kun har mellem kl. 16.30-17.30 til 20 til at nyde hende i hverdagen, var der bare trækken på skuldrene og et "selvfølgelig"... Det, der vel har været et "problem", er, at folk selvfølgelig ikke tænker hende ind i de ting, jeg bliver inviteret til. Og det er jo klart nok. De er jo ikke vant til, at planlægge ud fra en etårig... Jeg skal nok bare lære at sige, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre..

Nå men tilbage til hjemmesiden. Jeg synes jo, det er lidt at lyve, hvis jeg ikke skriver om hende. Men til gengæld gider jeg jo som sagt ikke involvere alle mulige i mit privatliv. ÅH, jeg skal jo lære det. Det er jo ikke det vigtigste i verden for andre mennesker, at jeg har en bebs! Det er der jo for fanden så mange, der har... Jeg dropper det om Lillen og fyrer den gode gamle smøre af med, hvor meget jeg elsker at rejse og den slags (for det gør jeg jo!) Så kan jeg jo altid undlade at skrive, at af praktiske årsager så bliver sommerferien i år formentligt en gåture på Assistens kirkegården, et sommerhus på Sjælland og en langdistancetur til Blåvand - hvis vi er heldige..

En ny uge..

...starter bedst, når man vågner af, at Lillen trykker sin lille runde næse ind mod min og kigger på mig med smilende, halvåbne øjne og siger: Hej! Hej! Hej! Hej! Hej! Hej!
Hermed en opfordring til alle om at anskaffe et sådant vækkeur!

Når der skal skrives mere

Der skal ikke skrives noget særligt i aften. Ikke her i hvert fald. Den kemo-runde tog alligevel lidt hårdt på mig. Det fandt jeg i hvert fald ud af, da lillen blev puttet, og der i 5 minutter ikke lige var noget, jeg skulle ordne eller tage mig af.
Så nu vil jeg skrive lidt i den bog, jeg skriver til far. Det er ikke fordi, jeg ikke vil skrive til jer, men det er to forskellige steder for mig. Dette er til jer fra mig, og bogen er til mig og far. Og i aften skal jeg skrive til ham.
Men jeg skriver snart igen. Jeg har lige noget, jeg har villet vende med jer.

Fredag del 2. Kemo

Har været med far til kemo i dag. Det var virkelig rart at være med. Jeg gjorde ikke rigtig noget. Jeg tudede lidt, hvilket måske var en smule overdrevet, for der sker jo ikke så meget derinde. Men det var rart at være der. Rart at sidde ved siden af ham og spise lakridsstænger og snakke om, hvad vi vil se i teateret i august. Men det gør ondt, at han skal have gift ind i sig. Jeg ved jo godt, det er det der skal til. Det bliver bare så virkeligt, når han sidder derinde og ser helt normal og rask ud, men har drops i armene og sidder ved siden af folk, der virkelig ser syge ud. Rart at følge ham hjem og se at han har det okay. Hårdt at vide, at han skal leve i en kemosump den næste uge, og jeg kan ikke gøre noget. Jeg snakkede med ham om bloggen i dag. Det er lidt underligt, at vide han læser med. Men de må gerne, mine forældre. Det er jo ikke hemmeligt, og jeg tror lidt, de ved, hvordan jeg har det alligevel....

Fredag del 1. Alkohol og muffins

Skrev to meget forskellige indlæg på min mobil i fredags. Og nu får I lige begge to. Dette er skrevet på vej ud til min far og det næste på vej tilbage.

Så var det jo, man havde haft en fantastisk uge! Den har været hård fordi, jeg sammenlagt har fået ca. en time til bare at ligge og kysse på lillen, der møffer rundt ovenpå mig, men det har været gode ting, der har holdt mig væk. Jeg har fejret, at en dejlig veninde har fået forlænget sit vikariat med 100.000 måneder med en masse rødvin og høje grin på en onsdag, og jeg har været småsnaldret inde og se en elendig musical hvor kostume-damen og koreografen skulle skydes (MAN SKAL HOLDE OP MED AT FOLK STRAMME, HVIDE JEANS PÅ MED VILJE!!! OG MAN SKAL HOLDE HELT OP MED AT ANSÆTTE KOREOGRAFER, DER LAVER DANSE SÅ DÅRLIGE, AT DE PASSER TIL FOLK, DER LIGNER, DE FRIVILLIGT GÅR I STRAMME, HVIDE JEANS!) Nå, men to store øl gør meget godt - eller i hvert fald bedre - og det giver en lyst til at lege ung og og tage til distortion og spise muffins, så det gjorde vi så!
Jeg har en eller anden svaghed for events i København, der gør, at man kan vandre rundt på gaden uden at skulle kigge efter rødt lys og biler. Jeg ved ikke hvorfor, men det virker så frit.