Jeg sad forresten og læste mine tidligere indlæg igennem forleden, og så var der et af dem, jeg stoppede op ved. På et tidspunkt skriver jeg et eller andet om far og hans kræft sygdom, der ikke kan kureres. Jeg brød mig slet ikke om, at jeg havde skrevet, at den ikke kan kureres og fik virkelig lyst til at gå ind og slette det.
Det er virkelig underligt - men giver egentlig også meget god mening - men jeg bryder mig ikke om at skrive noget, der har at gøre med, at han skal dø. Jeg ved det jo godt. Det gør jeg jo, men det er....ja, hvad fanden er det egentlig? Udover noget fucking lort. Og når man skriver det, bliver det bare så mega tydeligt. Efter vi har fået det at vide, bliver jeg bare bombarderet med historier om ham, der lige havde fået det konstateret og så døde ti minutter senere, og hende, de ikke troede ville overleve, men så gjorde det alligevel, og det er i hvert fald ti år siden, og ih, hvor har hun det stadig godt.
Det generer mig ikke, at folk fortæller mig det, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det er jo min far. Jeg gider bare helt ærligt ikke have, det skal være sådan her! Jeg gider fandme ikke! Og jeg ved godt, det hele kunne have været meget værre, og at han ikke forsvinder lige nu, men jeg gider stadig ikke.
Jeg vil have, at far skal opleve lillen, når hun vokser op. Jeg vil have, at alle mine børn skal kunne huske deres morfar og ikke kun lillen, hvis jeg er heldig...
Jeg kan nogen gange næsten misunde min søster, fordi hun er ældre og har fået flere år med ham...
Jeg gider ikke det her!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar