Vi har et lidt akavet forhold. Gud og jeg. Da jeg var yngre, troede jeg på ham...i hvert fald lidt i den der selvopfundne barnlige version. Men det har ændret sig nu.
Det er ikke sådan, at jeg ikke tror på noget. Det gør jeg, bare ikke på nogen bestemt Gud, der har skabt det hele og alt det der.
Min søster sagde en gang til mig, at hun var træt af, at folk altid sagde, at kristendommen var en god religion at tro på, fordi den jo havde nogle gode værdier som næstekærlighed. Men hvorfor har kristendommen fået lov til at tage patent på næstekærlighed? Det er for det første ikke eneste religion, der går ind for det. Det gør islam også. Og sikkert også flere af de andre religioner. Desuden går jeg også ind for det. Og jeg gør det ikke af andre grunde, end at jeg mener, det er det rigtige at gøre. Det er ikke en religion, der får mig til at mene det.
Jeg kan sagtens se det fine i at bruge religionen til at komme sig over store tab. Hvis man kan finde trøst i det, er det jo fint. Hvis det gør det nemmere at komme videre. Men man bør bare - i min optik - ikke lægge sit liv i andre hænder/over til Gud. Det er dit liv. Det er dig, der skal leve i det. Det kan blive farligt, hvis man lader stå til, fordi Gud har bestemt, at livet skal være forfærdeligt, og det er ens job at tage alt det lort, der nu måtte komme.
Lillen er heller ikke døbt. Jeg har flere gode veninder, jeg ikke tror er meget mere religiøse end mig, og deres børn er døbt. Og det, synes jeg, er så fint. Det er deres beslutning om deres barn, og når de kan stå inde for det (hvilket de kan), synes jeg, det er den rigtige beslutning for dem.
Mit problem ligger hos mig selv. Jeg tror ikke, mine forældre overvejede særlig meget, om jeg skulle døbes. Jeg er ikke opdraget kristent, så jeg tænker, det var traditionen i dåben, der fik mig døbt. Jeg overvejede meget, om jeg skulle konfirmeres. Særligt fordi min søster også havde overvejet hendes konfirmation, så jeg synes, det var en god ide at tage beslutningen bevidst. Og det er lige præcis der, mit problem ligger: Jeg er alt for bevidst om religionen. Hvis jeg døbte Lillen, så ville jeg sige ja på hendes vegne til en religion, jeg ikke selv kan stå 100% inde for. Jeg ville pådutte hende noget, jeg ikke mener, jeg kan eller bør beslutte for hende. For mig er det ikke bare en tradition. Og derfor kan jeg ikke stå i en kirke med min datter og sige ja. Det må hun selv gøre. Jeg skal nok fortælle hende om mulighederne, men jeg vil give hende lov til at vælge eller fravælge selv.
Det var sgu da en lidt større diskussion, jeg fik kastet mig ud i der...
Det fylder bare meget i mit liv. I må ikke misforstå mig. Jeg respekterer og accepterer fuldt ud folks religion og ret til at tro på noget. Jeg vil endda kæmpe for den ret. Jeg forstår bare ikke helt religionen. Jeg forstår ikke skræmmekampagnerne i religionen, jeg forstår ikke bøgerne, jeg forstår ikke kampen for at få folk til at tro på noget, der er fra en helt anden tid, og som på mange områder virker svær - hvis ikke umulig - at koble med vores verden. Religion bliver lavet om på mange måder, så den netop passer med vores verden. Fx: Selvfølgelig skal homo'er have lov til at blive gift i en kirke. Ingen tvivl. Men biblen er imod homoseksualitet. Hvis kristendommen skal passe ind i vores verden, er vi nødt til at se stort på den kristne homofobi. Lave det om og tolke noget andet ind i biblen. Men er det så kristendommen? Eller er den måske bare ved at være out-datet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar