lørdag den 2. juni 2012
Fredag del 2. Kemo
Har været med far til kemo i dag. Det var virkelig rart at være med. Jeg gjorde ikke rigtig noget. Jeg tudede lidt, hvilket måske var en smule overdrevet, for der sker jo ikke så meget derinde. Men det var rart at være der. Rart at sidde ved siden af ham og spise lakridsstænger og snakke om, hvad vi vil se i teateret i august. Men det gør ondt, at han skal have gift ind i sig. Jeg ved jo godt, det er det der skal til. Det bliver bare så virkeligt, når han sidder derinde og ser helt normal og rask ud, men har drops i armene og sidder ved siden af folk, der virkelig ser syge ud.
Rart at følge ham hjem og se at han har det okay. Hårdt at vide, at han skal leve i en kemosump den næste uge, og jeg kan ikke gøre noget.
Jeg snakkede med ham om bloggen i dag. Det er lidt underligt, at vide han læser med. Men de må gerne, mine forældre. Det er jo ikke hemmeligt, og jeg tror lidt, de ved, hvordan jeg har det alligevel....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
La vida es un tango
SvarSletJeg ved ikke, om det er passende at kommentere, men da jeg nu er omtalt, er det vel ret ok :^)
Sygdom i denne kategori er noget biks, og kemo er træls - det giver nogle ændrede livsvilkår. Men det er jo stadig et liv, og fyldt med rigtig dejlige, nærværende mennesker og givende relationer. Og rundt om mig foregår livet også, som det altid har gjort.
Jeg har grædt, været fortvivlet, forstenet, rasende - og fuld af sorg, men jeg er også kommet derhen, at det er som det er, dygtige mennesker tager sig af det der skal gøres ift. behandlingen. Det er nye vilkår, og det er her overskriften kommer ind.
Jeg ved ikke om nogen af jer der læser denne blog, har prøvet at danse tango, jeg ved M har prøvet ;-) men det kan stærkt anbefales, altså Argentinsk tango, ikke standartdansudgaven i denne sammenhæng. Argentinsk tango er - improvisation - intet er aftalt på forhånd (der er selvfølgelig regler, et sprog), og det betyder at de to der danser sammen er meget fokuseret på hinandens kropssprog, for det er her kommunikationen foregår.
Det betyder, at det er/ giver mulighed for - en meget intens oplevelse af liv, nærvær og 'nu-hed(!)'
Og hvad har det så med sygdom - og kemo at gøre?
Jo, nogen gange, når man danser argentinsk tango, hænder det at forholdene pludselig forandrer sig, der er pludselig mange dansende der, hvor man lige havde tænkt sig at udtrykke et eller andet i musikken på den helt 'fede måde' - og nu er der F...... ikke plads! Eller orkesteret spiller ikke lige det, jeg synes er bedst at danse til - eller min partner er pludselig blevet træt, har fået ondt et eller andet sted …
Så kan man vælge at blive sur, eller mut, eller give op, og forlade dansegulvet, og vente på at musik, dansegulv og partner igen er som 'før', ELLER man kan vælge at vedblive med at danse på de nye betingelser - og ofte opdage, at, ja vi danser stadig tango, måske meget mere afdæmpet, men vi er stadig i tangoen, i musikken, i hinandens nærvær, vi inspirerer stadig hinanden, vi inspireres af musikken, af de andre dansende omkring os, og de inspireres af os. Vi danser tango, vi lever - selv om betingelserne er anderledes.
La vida es un Tango
Far