Håret, der faldt af (del 1)

I starten af februar (tror jeg) sidste år, begyndte jeg at miste håret i min graviditet. Jeg fældede helt vildt. I starten tilskrev jeg det bare min graviditet - der er jo så mange, der fælder, når de har født...
Efter en måneds tid var min mor, der er praktiserende læge på besøg. Jeg havde talt med hende undervejs, men da hun så, hvor meget jeg faktisk fældede, konstaterede hun alligevel, at det var ikke normalt.
Jeg kan huske en aften E havde siddet og nusset mig i håret, hvorefter han tog et stykke slik fra posen. Han havde slet ikke overvejet, hvor meget hår, jeg mistede, når man nussede mig, og jeg kunne tage store totter at hår op ad slikposen. EEEW!
Jeg havde kort tid efter en tid hos min hudlæge, og min mor anbefalede mig at tale med hende om det. Håret var begyndt at fælde en del mindre, så jeg var egentlig ikke så bekymret. Hun lavede en såkaldt pull-test, hvor man egentlig bare hiver i håret og ser, hvor meget, der kommer ud. Det var meget, synes hun. Og jeg kunne godt regne med, jeg ville blive skaldet. "Men det kommer igen" forsikrede hun. Jeg led åbenbart af pletskaldethed/diffust hårtab. Noget senere fandt jeg ud af, at det er en autoimun sygdom, der hedder alopecia areata på latin.
Hen over månederne mistede jeg mere og mere, og da jeg var i uge 39, barberede E det sidste af, mens jeg drak en øl og min dejlige veninde heppede. Vi tog billeder - jeg tudede. Da det var overstået, tog vi et billede af mig og E, smed en masse filtre på, og så lagde jeg det på Instagram. Jeg har en lille profil, og det er 80% af de nærmeste venner, så jeg vidste, hvad jeg ville få ud af at lægge det ud. Og det hjalp. Folk er virkelig søde!
Næste morgen vågnede min datter ved siden af mig. Hun lå bare og stirrede. "Hvorfor har du barberet alt dit hår af, mor??". Jeg forsøgte at forklare hende, at der jo ikke rigtig var så meget tilbage, og at det ville falde af alligevel. Hun stirrede videre. Så lagde hun sig ned i fodenden.
Efter E var taget af sted den morgen, sagde hun inden for 2 minutter, at hun synes, det var lidt grimt. At jeg lignede en mand med den nye hat, og om jeg ikke ville tage en (anden) hat på, når jeg hentede hende.. Og så tudede jeg.
Da jeg hentede hende senere. havde jeg hatten helt nede over ørerne. En af min datters veninder kom løbende hen til mig "Må jeg ikke se dit hår?". "Nej ikke lige i dag". " Åhr Mor, må hun ikke nok? Jeg havde loovet hende det" kom det var mini, der kom susende hen til os. Jeg stod uden for legepladsen og mit i den virkelig verden, hvor alle kunne se mig. Og tog hatten af (i 1½ sekund).

2015

2015 har lige forladt os - og med et brag might I add. På Facebook kan man se statusopdateringer, der enten konstaterede, at det havde været et dejligt år eller det modsatte. Mange nye bryllupper eller børn har fået æren for deres gode år. På samme måde har jeg været heldig. Min datter har fået en bror. En dejlig, utrolig glad og smuk lille søn.
Grunden til dette indlæg bliver skrevet er dog ikke, at min søn fik lov til at fylde året ud med al den glæde, sådan en unge normalt giver.
Seks store, solide lussinger ramte mig og min nærmeste familie sidste år (og jeg kan ikke love, jeg ikke har glemt nogen). Fire af dem ramte mig ret personligt. De sidste to: min søster med en fyring i foråret og min mors kæreste fik konstateret uhelbredelig cancer i december.
I jagten på at kunne afgrænse ulykkerne konstaterede jeg 1. september, at NU var det ovre. Det havde været en sommer fra helvede. Men det var ikke ovre, og det var en løgn, at det kun var en sommer-fling lorten havde med min familie.
Jeg har nu brug for at skrive det hele ned nu. Både for min egen skyld, men i høj grad også for den, der kommer herind, og har været eller er på vej igennem det samme.
For at starte fra en ende af: I januar var jeg halvvejs gennem min graviditet. Den havde været nogenlunde smertefri - eller det er løgn, men i hvert fald havde den været til at holde ud. Halvvejs betød også en misdannelsesscanning. Vi fik at vide, at vi fik en søn. Det tog virkelig røven på os, for i min familie laver vi ikke drenge. I 61 år har vi ikke lavet drenge i min familie. Der var også lidt med tarmen. Hun kunne ikke sige så meget, men vi skulle lige komme forbi i morgen og en læge ville kigge på det. Min kæreste blev nervøs, men jeg beroligede ham med, at det jo for fanden bare var tarmen. Worst case senario kunne han få en stomi.......
Jeg skriver om min søn senere. Men han lever i bedste velgående. Nu.
Den tredje ting var min fars død. Han fortjener også et indlæg. Sit eget. Så det får han.
Den fjerde ting var mit arbejde. Mens privatlivet tævede mig skete der alt for meget på mit arbejde. Jeg gik fra i april, og min kontrakt udløb i juli, så jeg var ikke ansat længere, da det skete. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer egentlig, men jeg følte - nej. Jeg blev røvrendt mange gange. Men jeg er til gengæld sikker på, vi finder ud af det hele. Min chef er i gang med at sige undskyld, og jeg er sikker på, jeg kan få noget positivt ud af det hele.
Klokken er mange, så jeg vil hoppe i seng. Mit næste indlæg bliver om den anden ting der skete. Det er også det, der er stadig fylder en del i min hverdag. Den hormonelle forandring under graviditeten fik mig til at miste håret, mens jeg var gravid. Alt håret. More to come.