Min søster

Jeg har en storesøster, der er 4 år ældre end mig.
Min søster er et af de vigtigste mennesker i mit liv. Uden tvivl. Hun har altid været der for mig. Hvis jeg kalder, står hun der - om omvendt. Hun har hentet mig, hvis jeg har været ked af det og har haft brug for hende. Hun har spillet hysteriske/overbeskyttende-søs, når jeg som 17årig har haft brug for en undskyldning, fordi jeg ikke ville køre med i bilen, hos dem, jeg mente, havde drukket. Hun har holdt mit hår, når jeg blev for fuld.
Hun er om muligt også det mest bekymrede menneske, når det gælder mig. Selvom jeg hastigt nærmer mig de 30, så går hendes storesøster-mode i fuld gang, så snart der er det mindste i vejen hos mig.
Min første nat i København er mit yndlings eksempel. Vi boede i samme blok, og jeg var endelig alene i min nye lejlighed. Mor + kæreste var taget hjem. Jeg havde tændt stearinlys, lavet the og sad med benene oppe i MIN sofa i MIN lejlighed og læse Eurowoman. Jeg var lykkelig! Ti opgange til højre sad min svoger og trøstede min tudende søster, fordi hun var SÅ ked af at hendes stakkels lillesøster sad helt alene i verden... Ville hun ringe til mig og høre, hvordan jeg havde det? Nej... jeg skulle jo ikke være endnu mere ked af det!

Det er også min søster, der er en af dem, der kan gøre mig mest ked af det. Ikke på nogen ond måde, men når vi skændes - hvilket heldigvis sker ret sjældent - så kravler det helt ind i maven på mig. Jeg hader at skændes med hende. Hun er min søster, og vi kender hinanden for godt til at skændes. Og vi er begge to for gode til at skændes. Vi ved lige præcis, hvad der skal trykkes på, og vi er sindssygt stædige. Så vi er pissedårlige til at skændes. Og jeg tror, det er kombinationen af at være veninder og søstre, der bliver farlig, når man skændes. Til gengæld bliver det så tydeligt, hvor meget hun faktisk betyder for mig. For når vi skændes, fylder det hele min verden, indtil det er ovre.

Lige nu ser vi ikke hinanden så ofte, som vi plejer/allerhelst vil. Hun har tusind børn - eller i hvert fald 3 og to af dem er ret bette. Og nu ved jeg godt, hendes mission er at fortælle os, at det ikke er hende, der er overskudsagtig, men bare hendes babyer der er nemme. Og det er de... Men der er 2, søs. TO! Ligegyldigt hvor nemme de børn er, så ændrer det ikke ved antallet, og det faktum at de fleste af os andre var skudt i sænk for længst, hvis vi havde stået i hendes situation.
Sidste gang hun fik et barn, var det ikke sjovt. Slet ikke. Datteren var fantastisk, men barsel og mødregruppe og alt det var ikke et hit! Så det jeg egentligt vil sige er: Kæreste smukke, skønne, stædige søs. Jeg er pisse stolt af dig. Og jeg vil skide på, hvor nemme, du siger, de er. Du har haft lorte ører, lorte underliv og lorte første-barsel, og du står stadig her med den smukkeste evne til at nyde livet lige nu og erklærer gang på gang, hvor lykkelig og hvor heldig du er.
Og det er virkelig smukt!