Og så røg ungen ud af vinduet....

Det har været en af de morgener, som folk uden børn frygter allermest. En af de der morgener hvor den første halve time, man er ”vågen”, bliver man råbt og grædt af, hvorefter man skynder sig at stoppe mad i barnet i håb om, at blodsukkeret gider fixe det. Og det gør det også. I hvert fald en del af det, men så var det, at ens datter var gået i trodsalderen. Og det er svært at fixe med morgenmad....

Hold nu kæft jeg er træt af det. Og jeg bliver så dårlig en mor i de situationer. Jeg glæder mig ustyrligt, til jeg kan snakke med hende om det. Så kan jeg forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør, hvad jeg bliver vred over, hvorfor jeg synes, det er en dårlig ide at kaste papir og tusind farveblyanter på gulvet i arrigskab (-hvor jeg ved, hun forstår, hvad jeg siger) og jeg kan sige ordentligt undskyld til hende, hvis jeg gør noget, jeg ikke burde.

Her til morgen var det den evige kamp med flyverdragten. Og jeg bliver så pisse irriteret, når hun ikke engang magter at stå på sine ben. Hun vil læne sig op ad mig, mens hun hyler. Og der kommer jeg simpelthen til kort. Det er virkelig svært at proppe et barn i flyverdragt, når hun står oveni mig. Og jeg er ikke god nok til at gå i gang i ordentlig tid, så vi har travlt. Så lillen er en røv og jeg er en lige så stor røv...

Så ja, lige nu sidder jeg på cafe og drukner mine sorger i kaffe...

Min søster

Jeg har en storesøster, der er 4 år ældre end mig.
Min søster er et af de vigtigste mennesker i mit liv. Uden tvivl. Hun har altid været der for mig. Hvis jeg kalder, står hun der - om omvendt. Hun har hentet mig, hvis jeg har været ked af det og har haft brug for hende. Hun har spillet hysteriske/overbeskyttende-søs, når jeg som 17årig har haft brug for en undskyldning, fordi jeg ikke ville køre med i bilen, hos dem, jeg mente, havde drukket. Hun har holdt mit hår, når jeg blev for fuld.
Hun er om muligt også det mest bekymrede menneske, når det gælder mig. Selvom jeg hastigt nærmer mig de 30, så går hendes storesøster-mode i fuld gang, så snart der er det mindste i vejen hos mig.
Min første nat i København er mit yndlings eksempel. Vi boede i samme blok, og jeg var endelig alene i min nye lejlighed. Mor + kæreste var taget hjem. Jeg havde tændt stearinlys, lavet the og sad med benene oppe i MIN sofa i MIN lejlighed og læse Eurowoman. Jeg var lykkelig! Ti opgange til højre sad min svoger og trøstede min tudende søster, fordi hun var SÅ ked af at hendes stakkels lillesøster sad helt alene i verden... Ville hun ringe til mig og høre, hvordan jeg havde det? Nej... jeg skulle jo ikke være endnu mere ked af det!

Det er også min søster, der er en af dem, der kan gøre mig mest ked af det. Ikke på nogen ond måde, men når vi skændes - hvilket heldigvis sker ret sjældent - så kravler det helt ind i maven på mig. Jeg hader at skændes med hende. Hun er min søster, og vi kender hinanden for godt til at skændes. Og vi er begge to for gode til at skændes. Vi ved lige præcis, hvad der skal trykkes på, og vi er sindssygt stædige. Så vi er pissedårlige til at skændes. Og jeg tror, det er kombinationen af at være veninder og søstre, der bliver farlig, når man skændes. Til gengæld bliver det så tydeligt, hvor meget hun faktisk betyder for mig. For når vi skændes, fylder det hele min verden, indtil det er ovre.

Lige nu ser vi ikke hinanden så ofte, som vi plejer/allerhelst vil. Hun har tusind børn - eller i hvert fald 3 og to af dem er ret bette. Og nu ved jeg godt, hendes mission er at fortælle os, at det ikke er hende, der er overskudsagtig, men bare hendes babyer der er nemme. Og det er de... Men der er 2, søs. TO! Ligegyldigt hvor nemme de børn er, så ændrer det ikke ved antallet, og det faktum at de fleste af os andre var skudt i sænk for længst, hvis vi havde stået i hendes situation.
Sidste gang hun fik et barn, var det ikke sjovt. Slet ikke. Datteren var fantastisk, men barsel og mødregruppe og alt det var ikke et hit! Så det jeg egentligt vil sige er: Kæreste smukke, skønne, stædige søs. Jeg er pisse stolt af dig. Og jeg vil skide på, hvor nemme, du siger, de er. Du har haft lorte ører, lorte underliv og lorte første-barsel, og du står stadig her med den smukkeste evne til at nyde livet lige nu og erklærer gang på gang, hvor lykkelig og hvor heldig du er.
Og det er virkelig smukt!

Om mig og Gud

Vi har et lidt akavet forhold. Gud og jeg. Da jeg var yngre, troede jeg på ham...i hvert fald lidt i den der selvopfundne barnlige version. Men det har ændret sig nu.
Det er ikke sådan, at jeg ikke tror på noget. Det gør jeg, bare ikke på nogen bestemt Gud, der har skabt det hele og alt det der.

Min søster sagde en gang til mig, at hun var træt af, at folk altid sagde, at kristendommen var en god religion at tro på, fordi den jo havde nogle gode værdier som næstekærlighed. Men hvorfor har kristendommen fået lov til at tage patent på næstekærlighed? Det er for det første ikke eneste religion, der går ind for det. Det gør islam også. Og sikkert også flere af de andre religioner. Desuden går jeg også ind for det. Og jeg gør det ikke af andre grunde, end at jeg mener, det er det rigtige at gøre. Det er ikke en religion, der får mig til at mene det.

Jeg kan sagtens se det fine i at bruge religionen til at komme sig over store tab. Hvis man kan finde trøst i det, er det jo fint. Hvis det gør det nemmere at komme videre. Men man bør bare - i min optik - ikke lægge sit liv i andre hænder/over til Gud. Det er dit liv. Det er dig, der skal leve i det. Det kan blive farligt, hvis man lader stå til, fordi Gud har bestemt, at livet skal være forfærdeligt, og det er ens job at tage alt det lort, der nu måtte komme.

Lillen er heller ikke døbt. Jeg har flere gode veninder, jeg ikke tror er meget mere religiøse end mig, og deres børn er døbt. Og det, synes jeg, er så fint. Det er deres beslutning om deres barn, og når de kan stå inde for det (hvilket de kan), synes jeg, det er den rigtige beslutning for dem.
Mit problem ligger hos mig selv. Jeg tror ikke, mine forældre overvejede særlig meget, om jeg skulle døbes. Jeg er ikke opdraget kristent, så jeg tænker, det var traditionen i dåben, der fik mig døbt. Jeg overvejede meget, om jeg skulle konfirmeres. Særligt fordi min søster også havde overvejet hendes konfirmation, så jeg synes, det var en god ide at tage beslutningen bevidst. Og det er lige præcis der, mit problem ligger: Jeg er alt for bevidst om religionen. Hvis jeg døbte Lillen, så ville jeg sige ja på hendes vegne til en religion, jeg ikke selv kan stå 100% inde for. Jeg ville pådutte hende noget, jeg ikke mener, jeg kan eller bør beslutte for hende. For mig er det ikke bare en tradition. Og derfor kan jeg ikke stå i en kirke med min datter og sige ja. Det må hun selv gøre. Jeg skal nok fortælle hende om mulighederne, men jeg vil give hende lov til at vælge eller fravælge selv.

Det var sgu da en lidt større diskussion, jeg fik kastet mig ud i der...
Det fylder bare meget i mit liv. I må ikke misforstå mig. Jeg respekterer og accepterer fuldt ud folks religion og ret til at tro på noget. Jeg vil endda kæmpe for den ret. Jeg forstår bare ikke helt religionen. Jeg forstår ikke skræmmekampagnerne i religionen, jeg forstår ikke bøgerne, jeg forstår ikke kampen for at få folk til at tro på noget, der er fra en helt anden tid, og som på mange områder virker svær - hvis ikke umulig - at koble med vores verden. Religion bliver lavet om på mange måder, så den netop passer med vores verden. Fx: Selvfølgelig skal homo'er have lov til at blive gift i en kirke. Ingen tvivl. Men biblen er imod homoseksualitet. Hvis kristendommen skal passe ind i vores verden, er vi nødt til at se stort på den kristne homofobi. Lave det om og tolke noget andet ind i biblen. Men er det så kristendommen? Eller er den måske bare ved at være out-datet?

Okay, men så bliver det næste indlæg et rigtigt et!

Sidder med hovedet begravet i en bog, jeg skal have læst i aften, men fik lige en mail af far med det nye billede, som jeg nu har sat ind for oven på bloggen.
Synes virkelig, den er fin!

Må hellere komme tilbage til bogen. Glæder mig til snart at skrive igen. Har et halv skrevet indlæg eller to, der ligger og venter på at blive færdige:)

Skal nok skrive et rigtigt blogindlæg snart....

....men vil bare sige at jeg nu er at finde på bloglovin lige her..

(For det der Facebook fungerer ikke helt for mig)

Fire dage

Fire dage foran mig med rødvin, shopping, sightseeing (på den gode måde), rødvin, gode veninder, højlydte grin (- evt. med medfølgende tis i buks. Det er set i den flok, og vi er flere gode kandidater til den slags), rødvin, formentlig lidt sushi, caféer og kaffe, rødvin, gode drinks og sladder i stor stil i smukke Stockholm.
Min taske er fyldt med varmt tøj, det omtalte rødvin og de legendariske pornokort.
Det bliver godt. Det bliver SÅ godt!

(Og ja, jeg er ved at dø af savn og dårlig samvittighed over for Lillen, men det taler vi ikke om!)

Sådan som det burde være

Da E og jeg købte den lejlighed, vi bor i nu, var der en masse ting der skulle ordnes. Højgravid (og uinteresseret) som jeg var, blev vi enige om, at jeg fiksede alt det, der skulle købes ind i forhold til indretning, og jeg indrettede. E ordnede så alt det håndværker-agtige (nu hvor han er murer, gav det lig'som også bedst mening).
Jeg er jyde by heart, så hvor der kan sparres, skal der sparres. Og man køber ikke nyt! Men her halvandet år efter og to gigantiske el-smæk, må jeg krybe til korset. Det duede ikke det der dba.dk. Ovnen er hylende utæt og er anti-børnesikret (den titel får man, når man demonstrativt nægter at bruge det, der skulle gøre en bare lidt sikker), og køleskabet har aldrig virket. Til gengæld lyder det ofte som om, en 90årig mand har sex i vores køkken. Og helt ærlig: hvem har lyst til det?
Det, der gør køleskabet ekstra fedt var, at da vi købte det af idioten fra Vestegnen (det er ikke for at være fordomsfuld, men HVIS man nogensinde havde hørt om en fordom, der havde med vestegnen at gøre, ville den kære Christian her passe så fint ind i den!), var det allerede i stykker. På mange måder i øvrigt. Og han nægtede pure at samarbejde. Jeg ved ikke, hvordan han fik det kringlet i sit hoved, men han argumenterede i øst og vest og sågar imod sig selv bare for at slippe for at tage ansvar for noget som helst. Og vi kunne ikke gøre en skid. Jeg ringede endda til min advokat, men han sagde, det ville blive for dyrt - selvom jeg havde ret. Og dba sendte mig fesen support og erklærede, at de ikke rigtig kunne gøre noget.
Jeg blev så vred. Og fik helt vildt ondt i maven. Det havde ikke (kun) noget med pengene at gøre , men den magtesløshed og frustration over en idiot, der har sat sig for at pisse på en, var så overvældende, at det fyldte overraskende meget for mig. Jeg prøvede venlighed, vrede, alt. Til sidst gav jeg op. Det fyldte for meget, og jeg blev for ked af det og sur.
Jeg er bare ikke skabt til kommunikere med mennesker, der intet moralsk kompas har.

Så prøv at forestil dig, hvordan jeg havde det, da jeg opdagede, at mit fine nye Heerup litografi var en plakat - som jeg så havde betalt 1000 kr for...
Min gode veninde er siden Christian-episoden blevet advokat, så jeg sørgede for at have hende på min side. Så skrev jeg til manden og forklarede situationen og fik denne sms tilbage: "den tager vi på mandag" "Hvad sker der da på mandag?" "der har jeg tid"....Okaaaaaay.... Så frustrationen var så småt ved at indfinde sig på sin vante plads i dag, da jeg så skrev til ham i dag.
Og hvad skete der så? Det to 20 min., vi fandt en ny pris, og han har overført pengene til min konto. SLUT. Og det er jo sådan, det skal være!

Ville det være mærkeligt, hvis jeg sendte hans nummer til Christian?

Har den her slags printer:

Computer: Monitor, display this document, okay?
Monitor: No prob, boss.
Computer: Okay, now it looks like the mouse is moving around. Monitor, can you move the pointer icon accordingly?
Monitor: Anything you ask, boss.
Computer: Great, great, okay. Mouse, where are you going now?
Mouse: Over the icon panel, sir.
Computer: Hmm, let me know if he clicks anything, okay?
Mouse: Of course.
Keyboard: Sir, he's pressed Ctrl and P simultaneously.
Monitor: Oh god, here we go.
Computer: *sigh* Printer, are you there?
Printer: No.
Computer: Please, Printer, I know you're there.
Printer: No! I'm not here! Leave me alone!
Computer: Jesus. Okay, you really nee-
Mouse: Sir! He's clicked on the printer icon.
Computer: Printer, now you have to print it twice.
Printer: No! No! No! I don't want to! I hate you! I hate printing! I'm turning off!
Computer: Printer, you know you can't turn yourself off. Just print the document twice and we'll leave you alone.
Printer: No! That's what you always say! I hate you! I'm out of ink!
Computer: You are not out of in-
Printer: I'M OUT OF INK!
Computer: *sigh* Monitor, please show a low ink level alert.
Monitor: But sir, he has plen-
Computer: Just do it, damn it!
Monitor: Yes sir.
Keyboard: Ahhh! He's hitting me!
Computer: Stay calm. He'll stop soon. Stay calm, old friend.
Keyboard: He's pressing everything. Oh god, I don't know, he's just pressing everything!
Computer: PRINTER! Are you happy now? See what you've done!
Printer: Ha! That's what you get for trying to make me do work. Next time he- hey! HEY! He's trying to open me! HELP! HELP! Oh god, he's torn out my cartridge! PLEASE! Help! Error!
Monitor: Sir, maybe we should try to help him?
Computer: No. He did this to himself.
- så vi forventer levering om 2-3 dage af nyt stædigt bæst...

Mig: 1 - Krop: 0

Muhahah! Jeg vandt! Forkølelsessåret fortrød og besluttede sig for at være noget andet. Hvad det var, fandt jeg aldrig ud af, men forkølelsessåret forsvandt i hvert fald. HA!

Og det var en fantastisk weekend med varm kakao og film og fantastisk mad og varm kakao og kærlighed og lave-ingenting-hed og spa og varm kakao og masser af øl og 12 (!) timers søvn. Og varm kakao!

Kan ikke sige andet, end at sådan noget er man simpelthen nødt til at gøre en gang i mellem. Det er fantastisk at komme ud og lave intet og bare være kærester uden nogen som helst forpligtelser. E erklærede, at sådan noget skulle vi gøre fire gange om året.... Så jeg regner med at lave en af de der facebook-indsamlinger en af de næste par dage. Det er jo for vores allesammens skyld, ikke!?