I starten af februar (tror jeg) sidste år, begyndte jeg at miste håret i min graviditet. Jeg fældede helt vildt. I starten tilskrev jeg det bare min graviditet - der er jo så mange, der fælder, når de har født...
Efter en måneds tid var min mor, der er praktiserende læge på besøg. Jeg havde talt med hende undervejs, men da hun så, hvor meget jeg faktisk fældede, konstaterede hun alligevel, at det var ikke normalt.
Jeg kan huske en aften E havde siddet og nusset mig i håret, hvorefter han tog et stykke slik fra posen. Han havde slet ikke overvejet, hvor meget hår, jeg mistede, når man nussede mig, og jeg kunne tage store totter at hår op ad slikposen. EEEW!
Jeg havde kort tid efter en tid hos min hudlæge, og min mor anbefalede mig at tale med hende om det. Håret var begyndt at fælde en del mindre, så jeg var egentlig ikke så bekymret. Hun lavede en såkaldt pull-test, hvor man egentlig bare hiver i håret og ser, hvor meget, der kommer ud. Det var meget, synes hun. Og jeg kunne godt regne med, jeg ville blive skaldet. "Men det kommer igen" forsikrede hun. Jeg led åbenbart af pletskaldethed/diffust hårtab. Noget senere fandt jeg ud af, at det er en autoimun sygdom, der hedder alopecia areata på latin.
Hen over månederne mistede jeg mere og mere, og da jeg var i uge 39, barberede E det sidste af, mens jeg drak en øl og min dejlige veninde heppede. Vi tog billeder - jeg tudede. Da det var overstået, tog vi et billede af mig og E, smed en masse filtre på, og så lagde jeg det på Instagram. Jeg har en lille profil, og det er 80% af de nærmeste venner, så jeg vidste, hvad jeg ville få ud af at lægge det ud. Og det hjalp. Folk er virkelig søde!
Næste morgen vågnede min datter ved siden af mig. Hun lå bare og stirrede. "Hvorfor har du barberet alt dit hår af, mor??". Jeg forsøgte at forklare hende, at der jo ikke rigtig var så meget tilbage, og at det ville falde af alligevel. Hun stirrede videre. Så lagde hun sig ned i fodenden.
Efter E var taget af sted den morgen, sagde hun inden for 2 minutter, at hun synes, det var lidt grimt. At jeg lignede en mand med den nye hat, og om jeg ikke ville tage en (anden) hat på, når jeg hentede hende.. Og så tudede jeg.
Da jeg hentede hende senere. havde jeg hatten helt nede over ørerne. En af min datters veninder kom løbende hen til mig "Må jeg ikke se dit hår?". "Nej ikke lige i dag". " Åhr Mor, må hun ikke nok? Jeg havde loovet hende det" kom det var mini, der kom susende hen til os. Jeg stod uden for legepladsen og mit i den virkelig verden, hvor alle kunne se mig. Og tog hatten af (i 1½ sekund).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar