Og så røg ungen ud af vinduet....

Det har været en af de morgener, som folk uden børn frygter allermest. En af de der morgener hvor den første halve time, man er ”vågen”, bliver man råbt og grædt af, hvorefter man skynder sig at stoppe mad i barnet i håb om, at blodsukkeret gider fixe det. Og det gør det også. I hvert fald en del af det, men så var det, at ens datter var gået i trodsalderen. Og det er svært at fixe med morgenmad....

Hold nu kæft jeg er træt af det. Og jeg bliver så dårlig en mor i de situationer. Jeg glæder mig ustyrligt, til jeg kan snakke med hende om det. Så kan jeg forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør, hvad jeg bliver vred over, hvorfor jeg synes, det er en dårlig ide at kaste papir og tusind farveblyanter på gulvet i arrigskab (-hvor jeg ved, hun forstår, hvad jeg siger) og jeg kan sige ordentligt undskyld til hende, hvis jeg gør noget, jeg ikke burde.

Her til morgen var det den evige kamp med flyverdragten. Og jeg bliver så pisse irriteret, når hun ikke engang magter at stå på sine ben. Hun vil læne sig op ad mig, mens hun hyler. Og der kommer jeg simpelthen til kort. Det er virkelig svært at proppe et barn i flyverdragt, når hun står oveni mig. Og jeg er ikke god nok til at gå i gang i ordentlig tid, så vi har travlt. Så lillen er en røv og jeg er en lige så stor røv...

Så ja, lige nu sidder jeg på cafe og drukner mine sorger i kaffe...

Måske lidt tidligt?

Jeg gad altså nogen gange godt, Lillen havde en mobil. Så kunne jeg sende hende billeder af ting, jeg ser på min dag. Dyr og blade og den slags. Og være irriterende moragtigt og installere gps-tracker på mobilen, så jeg kan se, præcis hvor på legepladsen, hun befinder sig, så jeg kan lade som om jeg næsten er der. (Det tænker jeg ikke, ligger liiige på grænsen til at være spykopat* mor..)
Jeg kan jo alligevel lige så godt indrømme det: hun har hjernevasket mig. Jeg kan umuligt cykle forbi en hund uden at sige "SEEEEEEE! VOVOVOV!...som oftest bare inde i hovedet.
Lige nu sidder jeg på fx og læser på en cafe, og overfor mig hænger der et billede at et får. Og det er sgu svært at koncentrere sig, når jeg skal lige presse et MÆÆÆÆÆH ind mellem mine meget akademiske tanker, hver gang jeg kigger op.

PS: Er der for fanden ikke snart nogen, der gider fortælle folk over 50, at man kan slå tastelyden på mobilen FRA!! Og at man ikke behøver at sætte telefonen på speaker for at høre, hvad den anden siger!


* En spykopat er min søsters udtryk. De skal ikke forveksles med psykopater, da de er langt mere ubehagelige!

Yoga

Jeg var til yoga for første gang med en veninde i sidste uge.
Der er egentlig ikke så meget at sige om lige det. Men der skete dog noget, man bør skrive ned, så man husker det:
Helt i starten skulle vi ligge på vores madras og slappe af, og mærke hvordan det var, at være den vi var, der hvor vi var. - det lyder lidt hippie-agtigt, men det er det vel egentlig også, det der yoga.
MEN det, der er værd at huske, er, at da jeg lå der og følte, blev jeg glad. Helt glad. Og lykkelig. Jeg blev bare lige oversvømmet af glæde over mit liv og min familie og særligt min datter.
Den følelse skal jeg huske.

Nu med indlæg - og beklager. Det er om børn - i hvert fald ét.

Sidder i sofaen med the, vindruer, og bastogne kiks. Lillen sover med røven i vejret i fodenden af sengen, og E er i Esbjerg og fange fisk og drikke øl. Jeg er alooone og alt er godt!

Jeg skulle lige have en pause. Men nu er jeg her igen. Simpelthen.

Jeg går i seng om en time. Så er det sagt højt. Det er jo lig'som om, der ikke er så meget, der hedder at sove længe, når Lillen insisterer på, at klokken 6 er sådan et dejligt friskt tidspunkt. Så jeg må gå tidligt i seng igen. For det, ved vi jo alle, sker så pisse tit. Hvis i aften havde været for to år siden, og jeg hverken var gravid eller mor, så ville jeg lige nu have tømt en spand kaffe og have hevet samtlige skuffer i lejligheden frem og var begyndt at rydde op. Jeg elsker at være vågen om natten. At tusse rundt, mens resten af byen sover.....Men det er selvfølgelig lidt det samme, der sker, når man sidder på legepladsen klokken 6.45 på en lørdag.....Og det er jo HELT lig'så hyggeligt!

Anyways, så er der vist ikke sket så meget. Altså udover det med at Lillen lagde en lort på gulvet en morgen. And I'm not even kidding. Hun rendte nøgen rundt, fordi hun lige havde været i bad, og jeg troede, vi legede en hyggelig omgang hide-and-seek...Det gjorde vi så ikke...så deeeet... Men de var fine begge to.
Ja, hun har sgu egentlig været lidt skitzo de sidste uger. Halvdelen af tiden er nuttet og giver kram, når jeg kommer hjem, og i dag fik jeg TO kys på vej ind i vuggeren. Den anden halvdel af tiden er ALT galt. Mor er NEDEREN, hun vil IKKE have noget at drikke, hun vil IKKE IKKE-have noget at drikke - og det samme gælder maden, det gør PISSE ONDT at træde på sin egen strømpe, og hvem FANDEN har lagt den bløde bamse der? Det er både vildt FOOORKERT og ville nok måske have gjort MEGA ONDT at gå ind i den!! Og sidst men ikke mindst: DUUU MÅÅÅÅÅ DAAA IKKKEEEEE SSÆTTTEEEE MIIIG NEEEEEEED, MOOOOOOOOAAAAARRRR!!! JEEEG VIIIL VÆÆÆÆRE HOOOSS DIIG ALLLTIIIIIIIIIIIIIIIIIIDDDDDDDD!
oh yes.. Og det er ikke sådan, at man kan parkere hende hos svigerforældrene de timer, hun er en røv. Nej, vi kører hurtige skift herhjemme.... Men ja, nu er det så jeg bliver mushy og mor-agtig, men det fede er sgu, at jeg fx i morges fuldstændig glemte, hvor meget hun havde råbt af mig hele morgenen, da hun pludselig var flad af grin, fordi der var noget, der faldt ned fra en hylde ude i køkkenet... Men det var fandme sødt. Og hvis jeg nu skal være HELT ærlig, så så hun jo bare så pisse sød ud, da hun sad der bag tripp trapp stolen og sirligt placerede en dej på gulvet.

(der er i øvrigt gået en time, og jeg går i seng lige om lidt.. I promise!)

Nå! Men til en anden gang!!

Har gået hele morgenen og bygget mig selv op til at tage den store diskussion i vuggeren. Mest fordi jeg seriøst har brug for en datter, der ikke er ved at krølle sammen af træthed, men også lidt fordi, jeg havde brug for, jeg lige trådte lidt i karakter. Så jeg har diskuteret foran spejlet hele morgenen. Den ene gang gik det så galt, at jeg tog Lillen med og trampede hjem igen og noget med at kræve et meget langt og alvorligt møde med lederen!
Så jeg kom derop lettere pumpet med svar og spot-on-bemærkninger. Og så siger jeg "Kan vi gå tilbage til det med to lure...blablabla... prøvede også i weekenden...blablabla...Lillen ulideligt træt...blablabla... usammenhængende familie..blabla", hvorefter svaret er "Jamen det dur da ikke. Så må vi give hende to lure!".....
NÅ, men...NÅ!! Så hvis der er nogen, der har brug for en masse diskussions-svar, siger I bare til! Jeg har rigeligt, og der er tilsyneladende ingen, der gider høre på dem i vuggeren..

Opfølgningsindlæg

Og så blev det mandag. Jeg tænkte, jeg ville komme med et par opdateringer.
Først det sidste. Altså fredag. Det var bedre i dag. Ikke godt. Men bedre. Har kun mini-tudet en gang og det var over for E og ikke tilfældig kollega. Jeg skal til gengæld have sagt det ordentligt på arbejdet. Jeg har sagt det lidt. Men det er ofte virkelig svært at manøvre "nåhr jo, min far er lorte-syg, så hvis jeg er usammenhængende/tudende/lidt let at pisse af, så er det bare derfor". Det passer uhyre sjældent ind i de samtaler, vi har i over frokosten.

Noget helt andet er vuggeren. Klokken er blevet lort, og jeg er faldet i staver over fjerneren, så det bliver lige kort. Men det går meget bedre. Lillen tuder kun en mikroskopisk lille smule, når jeg går. Og som det aller vigtigste så er jeg blevet meget mere fan af pædagogen, jeg gik skæv af sidst, jeg skrev om det. (Som min mor efterfølgende sagde, så var jeg måske også en lille bitte smule følsom den dag eftersom jeg havde afleveret en stortudende datter PÅ HENDES FØDSELSDAG! Og det må man ikke, siger...ja, jeg ved ikke, hvem der siger det, men jeg følte mig i hvert fald sikker på, jeg svigtede hende..) Og Lillen ælsker hende, og det er jo for fanden det vigtigste.
Åh, klokken er mange, og det her er rodet.

Jeg.skal.sove.nu!

LORT!

Sidder på arbejdet og har lige hylet ned i mit tastatur. Alletiders.
Nu prøver jeg lige at skrive lidt her i håb om, at det så holder op med at sive ud af mine i forvejen hævede øjne. Åh, men det er så god en måde at starte sin arbejdsdag på!
Men det er fordi, far skal have kemo i dag. - eller det troede jeg. Det er så rykket til mandag, så der satser jeg på at gøre det hele igen!
Men det har bare været en lorte morgen. Men jeg hader, far skal igennem det her og blive så pisse syg af det lortede kemo. Synes simpelthen, det er så mega lortet. Og Lillen var en lort i morges, der både nåede at rive et par bøger i stykker, lavede lort (det rigtige, altså) lige da hun skulle have mad (og hun havde LAVT blodsukker), hev skeen ud af min morgenmad og fordelte min mad ud over lidt gulv og diverse og råbte af mig 80 procent af tiden. Og jeg var IKKE overskudssmoren! Nå ja, så er min eksem i øvrigt også eksploderet, så mine øjne var dobbelt størrelse, røde og kløende, da jeg vågnende.
Så da jeg kom ind på arbejde, og der ikke var nogen, der lige krævede noget af mig, så kom det hele ud og hævede mit ansigt endnu mere, og så stod jeg og tudede "i skjul" inde i mødelokalet... To af mine kolleger opdagede det og prøvede at trøste mig, men det er sgu lidt underligt at stå og tude ind i hovedet af dem..
Jeg har snakket lidt med min søster nu og satser stærkt på, det er ved at holde op med at være en lorte dag. Men hvis der er nogen, der har halvanden liter concealer/puder/alt der kan dække eksem, hævelse og rød-hed i nærheden af Kbh, så giv lige lyd!

En ganske enkelt fantastisk dag! - og så det andet

Lillen er blevet et helt år. Og vi har helt selv holdt hende i live! Who would have thought?!
Og det var en skøn dag. Hun var i sit es (da hun altså havde sovet...)
Vores lejlighed er nu fyldt med gaver, balloner, kagerester og flag. (At vi så i vores oprydningsiver formentligt har valgt at smide min venindes pose med hendes ting ud, er så til gengæld knapt så fedt. -og hvorfor lige veninden, der var gået bananas i overskud og havde bagt tre (!) kager i dagens anledning?!? Kunne det ikke havde min egen??? Eller mors? Hun kan jo altid bestikkes med et men-jeg-har-jo-lavet-lillen-til-dig-kram..)

Men udover det var alt fantastisk. Lillen havde SÅ god en dag og er i færd med at sove sig til energi igen. Hun sov 2.40timer i vuggeren i dag og faldt i søvn klokken lidt over fem her til eftermiddag. -Og hun sover stadig!
Så det bliver et kort og rodet (og kedeligt) indlæg, for jeg tør ikke rigtig gå for sent i seng. Jeg bliver suicidal af for lidt søvn. Og jeg tror helt ærligt ikke, hun tager en 14timers nat...men man har jo lov til at håbe!

Nå, men inden hun sov i vuggeren, var hun nederen...igen...igen....sagde pædagogen. Jeg tror, jeg er kørt lidt skævt af den ene pædagog. Hun virker vist nok glad for Lillen, og E er begejstret for hende. Men på en eller anden måde får hun mig til nærmest at undskylde, at jeg afleverer Lillen om morgenen. (Hørte fx mig selv sige, at "hun har altså sovet bedre i nat, og hun ER altså i bedre humør i dag, her til morgen" i morges - hvorefter hun stak i hyl.)
Jeg tænker, jeg på snedig vis skal have sagt, at når hun lettere irriteret siger, at Lillen har været hård/sur/pylret, så tænker man som mor (og jeg generaliserer lige på alle mødres vegne her), at hun synes, ens unge er roden til alt ondt.
Min logiske hjerne ved godt, at det (forhåbentligt??) ikke er det mest irriterende i verden at passe Lillen.....men jeg hører det stadig sådan. Og så er det ikke det fedeste at trisse ned i vuggeren igen og igen og aflevere dagens udyr. E siger, han ikke tror, det er sådan, så jeg har besluttet, han har ret. Jeg kan simpelthen ikke overskue andet.

Nå, klokken er blevet 18 over sengetid, så I'm out!

En rigtig familie med vugger og det hele!

Efter forrige og lettere irritable indlæg tænker jeg, det nok er meget godt at informere om, at vi har det fint. Men jeg har nogenlunde lige så kort lunte over for teknik, der ikke fungerer, som jeg har over for at tunge ting, der skal løftes - især opad. Fx lorte nettoposer, der skulle op i vores gamle lejlighed på 4. Ergo vi bor i stuen nu. (E er nogen gange blevet en lille smule skræmt over, hvor gal det ALTID (og det der er faktisk en af de gange, hvor det er fuldstændig okay, at jeg skriver altid!) gør mig at løfte tunge ting opad. Han mente på et tidspunkt helt seriøst, at det måtte være en eller anden form for sygdom, og at det måske var en ide at søge læge...)
Anyway, nu har jeg næsten fået computeren til at holde kæft med at fortælle mig, at der ikke er mere plads - i hvert fald indtil næste gang jeg får en mail, så der er ro over hele fronten.

I dag var til gengæld endda en stor dag. Den lille hyggelige familie er ikke længere indhyldet i barslens trygge favn. E er startet på arbejde i dag (og man må gerne sende ham en venlig tanke, da han mødte en time for tidligt i dag. De havde rykket mødetidspunktet, men kunne altså ikke liiige finde hans nummer... Når vi snakker medarbejdere, der møder på arbejde klokken lort om morgenen, så googler vi lige en anden gang, ikke venner!)
Men det betyder også at Lillen nu skal være rigtigt i vuggestuen, og at jeg fra og med i dag skal aflevere hver morgen og faktisk får lov til at være med i hele vuggestueshowet. Hun skal være der helt til, E har fri - og der er ikke noget med at ringe efter forældrene, hvis man tuder. Heldigvis sagde hun ikke et pip, da jeg gik. Det var virkelig rart (for jeg er selvfølgelig ikke typen, der bare lidt gerne ville have hørt, hun i det mindste var en lille bitte smule træt af at hendes mor/det-bedste-i-verden/det-hun-ikke-kunne-leve-uden/indsæt-selv-mor-kompliment smuttede...selvfølgelig er jeg ikke det....) Men det var faktisk rart. Og hvor bliver man overrasket over ens prioriteringer! Jeg kan fx uden at blinke erklære, at det, jeg allerhelst ville lige nu, var at sidde på knæ og glo ind ad vinduerne til Lillens vugger, indtil E kommer og henter hende. Ikke fordi jeg er nervøs for, at hun bliver ked af det, men bare fordi jeg ville kunne se, hvad hun går over laver dernede. Hvem leger hun med (eller klasker i hovedet, eller hugger deres ting, for derefter at give dem tilbage og lege den gode, barmhjertige Robin Hood). Hvor meget spiser hun (jep, det går man faktisk op i)? Er hun glad? Går hun (...og WOOOOP! Sådan fik den ustyrligt stolte mor liiiige klemt ind AT HUN HAR GÅET I WEEKENDEN!!!) Som i: mere end to usikre skridt mens forældrene klapper og hepper som gale. Næ, rigtig gang, hvor vi ikke engang halvt tvang hende til det!! 'Amen hun er så god!!! - for man er sgu stolt! Lige gyldigt om hun så småt begynder nu eller først om 8 måneder, så er man bare så pisse stolt over, de har lært det med at sætte fødderne foran hinanden! (For vi ved jo, hvor mange voksne mennesker der kravler rundt ude på gaderne og er vildt irriteret over, at de aldrig lærte det lort.)
Det er egentlig lidt underligt, men jeg havde en eller anden teori om, at når ungerne først lærer det, så går de. Så det var først, da hun tog sit allerførste skridt for et par weekender siden, det egentlig gik op for mig, at hun nok ikke ville løbe Ærø rundt næste morgen..

Og lige til sidst: Nu hvor vi alle ved, at jeg blogger mindst en gang om dagen, så vil jeg lige sige, at jeg måske er lidt fraværende de næste par dage, da mini bliver et år, og vi har inviteret 30 mennesker (vi har en ALT for stor nærmeste familie!) ned i gården til kaffe og kage. Hvilket kun kan gå godt, da jeg ikke kan bage (udover monsterkager, forstås!), og det bliver regnvejr...

Ikke sådan en aften!!

E er ude og være nørd igen, og jeg havde en hel menneskefri aften foran mig med bloggeri, snask og dårligt fjernsyn. Sådan har det så ikke helt været! Lillen har været så udmattet (selvom hun sov næsten 2 1/2 time i vuggeren (som by the way går rigtig, rigtig godt!)), at hun ikke kunne overskue mad, bleer, mødre (især hendes egen), og hun kunne SLET ikke overskue det der søvn! Så jeg har brugt alt, alt for meget af min perfekte alenetid på at forklare hende, at hvis hun nu holder kæft og LIGGER STILLE, så kan man sove og alt vil blive godt igen!
Så hvis det her indlæg bliver underligt og usammenhængende, så er det fordi, jeg både skal skrive og se dårligt fjernsyn samtidigt. Hver eneste gang jeg kan høre nogen på trappen, bliver jeg helt panisk. E må bare ikke komme hjem nu! Jeg er ikke færdig med at skrive, og jeg føler mig overbevist om, at han ikke er helt med på at se Disco Dance Mums. - Hvilket jeg ustyrligt mange holdninger til, og vi er ikke engang kommet til reklamerne...HVOR SKAL DE HER MØDRE HOLDE DERES KÆFT OM HVAD DE HAR BESLUTTET DERES BØRN SKAL VIE DERES LIV TIL! - Og i øvrigt er den her dans sgu da for mærkelig!

Ej, og nu gider computeren heller ikke det, den skal!!!! Det bliver i morgen - eller en anden dag - det her!

Mig og min nye mor-hed

Som sagt har jeg lige noget, jeg skal vende med jer.
På arbejdet skal vi have en lille beskrivelse ud på hjemmesiden med, hvem vi er med billede und alles. Jeg er i forvejen ALT for jysk til at kunne skrive sådan noget (-så prøv at forestil dig, hvor meget jeg var ved at falde over mig selv i aj-så-god-er-jeg-heller-ikke-det-er-bare-fordi-som-at-jeg-gerne-vil-øhm-ej-ikke-noget-alligevel..., da jeg skulle skrive et udkast til min egen udtalelse fra mit gamle arbejde). Nå men altså, det er slet ikke det, det skal handle om.
Jeg skal skrive det her lille stykke tekst om, hvem deres nye medarbejder er.. Jeg har skrevet det obligatoriske om, hvad jeg har lavet, hvad min uddannelse er og en eller anden smøre om, hvordan det hele går op i en højere enhed. Alle de andre studerende har så skrevet lidt om, hvad der ellers sker i deres liv. Det handler meget om at rejse, spille i bands, være frivillig og den slags.. Der er ikke andre studerende, der har børn, og jeg mener ikke, de rigtige voksne har skrevet noget om børn i deres profiler.
Men hvordan skal jeg skrive så meget som 2 linjer om, hvem jeg er uden at skrive, at jeg tilfældigvis er mor for Lillen. Jeg vil egentlig gerne holde det uden for mit professionelle liv (ikke på arbejdet, forstås, men jeg synes ikke, de virksomheder, der ser hjemmesiden, nødvendigvis skal inddrages i min babyverden). Men det virker helt forkert. I løbet af et lille bitte år er hun blevet det første, jeg vil fortælle, når jeg skal sige, hvem jeg er. Det er ikke fordi, jeg ikke nok skal huske mig selv og også er noget "selv" og den slags, men Lillen er en del af mig. Hun er en virkelig stor del af mig. Jeg er stadig mig, men du kan ikke kende mig, uden at vide hun er der.
Det er nok fordi, jeg kun har været ude i den virkelige verden siden januar, så jeg er ikke vant til at koble studie-M og professionelle-M med Mor-M. Venskabsdelen har jeg taget fra start. Det har ikke altid været nemt. Både fordi, det kan være frustrerende at føle sig bundet af Lillen, og ikke kunne hvad man kunne engang, men efter amningen stoppede, er det blevet noget nemmere at komme ud. Det sværeste har været at få andre til at forstå, at man nu er mor og derfor bundet til et andet menneske - især psykisk......Men det er vist egentlig løgn - for i de fleste tilfælde har vist været mig, der tror, det er et problem. Jeg bryder mig fx ikke specielt om at sige, at det kan jeg ikke, for jeg har ikke set Lillen nok den uge, eller jeg kan bedst efter puttetid. For det er egentlig virkelig sjældent, det faktisk er et problem. Jeg har fx en kaffeklub med nogle gode veninder. Vi ses hver/hver anden uge til kaffe, men pga. Lillen ligger det fra 19.30, og jeg kommer så, når hun sover. Der er ikke én af dem, der har vist irritation over, at jeg først vil komme, når hun sover. Da jeg sagde, at det var fordi, jeg kun har mellem kl. 16.30-17.30 til 20 til at nyde hende i hverdagen, var der bare trækken på skuldrene og et "selvfølgelig"... Det, der vel har været et "problem", er, at folk selvfølgelig ikke tænker hende ind i de ting, jeg bliver inviteret til. Og det er jo klart nok. De er jo ikke vant til, at planlægge ud fra en etårig... Jeg skal nok bare lære at sige, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre..

Nå men tilbage til hjemmesiden. Jeg synes jo, det er lidt at lyve, hvis jeg ikke skriver om hende. Men til gengæld gider jeg jo som sagt ikke involvere alle mulige i mit privatliv. ÅH, jeg skal jo lære det. Det er jo ikke det vigtigste i verden for andre mennesker, at jeg har en bebs! Det er der jo for fanden så mange, der har... Jeg dropper det om Lillen og fyrer den gode gamle smøre af med, hvor meget jeg elsker at rejse og den slags (for det gør jeg jo!) Så kan jeg jo altid undlade at skrive, at af praktiske årsager så bliver sommerferien i år formentligt en gåture på Assistens kirkegården, et sommerhus på Sjælland og en langdistancetur til Blåvand - hvis vi er heldige..

En ny uge..

...starter bedst, når man vågner af, at Lillen trykker sin lille runde næse ind mod min og kigger på mig med smilende, halvåbne øjne og siger: Hej! Hej! Hej! Hej! Hej! Hej!
Hermed en opfordring til alle om at anskaffe et sådant vækkeur!

Hvor blev hun af??

Så gik hun live på Facebook, hvorefter hun forsvandt fra jordens overflade... Ikke det smarteste træk, men der var noget sol, der skulle nydes, en mini der skulle kysses, og en mand der skulle aes, da han har forladt en stortudende mini, hver eneste dag hele ugen, for hun er nemlig startet i vugger, og ja, det går sgu ikke helt som planlagt. Ikke fordi det går voldsomt dårligt (har min pædagog-veninde efterhånden fået banket ind i hovedet på mig. "I har været der én uge!"), men nok fordi vi havde regnet med det ville være åh-så-nemt, fordi sådan er type, er mini jo... NÅ!

Men jeg har tænkt meget på jer i løbet af ugen. Jeg tænkte fx på jer, da jeg så hele slyngebarnsbevægelsen gå en lille smule over gevind. Fair nok, man mener børn har det bedst tæt på sine forældre, men når man en meget varm maj dag ser en stakkels pelsklædt(!) hund(!) svøbt ind i en slynge(!) og klistret ind til sin lettere svedige(!) ejer, så er der simpelthen nogen, der bør træde ind, knalde ham en over nakken og redde den sølle, dehydrerede hund ud af slyngen! Måske man skulle skrive til Tryg, eller hvem det nu er, der laver den der reklame med hunden i bilen, og sige, at vi har et meget mere presserende problem på kogende-hund-fronten. Hvor meget kan man have behov for berøring?

Nu sidder jeg så på det der Ærø med svigerfamilien. Hvis du endnu ikke har været her, så er det fuldstændig lig'som en Morten Korch-film - bare med farver. Alt er fint og yndigt, folk er glade, "derovre bor den gamle skolelærerinde", øen har aldrig set en sky, "næ hej, jamen det var da hyggeligt", solskoldede skuldre, kolde øl, "hvor er det længe siden, vi har set dig", friturestegte pandekager med æblesnask, "vi ses i morgen til kaffe", mikroskopiske huse i alle farver, "det er så min søn og barnebarn", svedige mænd og "goddag, kære fætter!". Alle (og jeg mener virkelig alle) er i familien med min svigerfar. Fx talte vi i dag med min svigerfars farfars kusines barnebarn. For dem ved vi jo alle, hvem er... Men er er hyggeligt. Vi er her fordi en fin skonnert (...det er en båd...jeg ved ikke, hvad en skonnert er, men de siger, det er sådan en, jeg har set...) skulle i vandet igen, og det er der nogen i min svigerfars familie (surprise!), der på et tidspunkt har haft noget at gøre med.

Nu er klokken så næsten ti. Mini har sovet i over to timer, og E har sovet i snart to timer (han trak den da til lidt over otte). Så jeg vil også give fortabt og erklære, at når man er på Ærø, er der alligevel ikke så meget at gå glip af efter 20.30...med mindre der selvfølgelig er flere pandekager!

Som dag og - kaotisk - nat

Modsætninger mødes - åh, jo!
E og jeg var en lille, bitte smule uenige i går morges. Alt ånder fred og gammen nu, men altså:
Hold nu kæft, hvor er vi bare forskellige nogen gange. Hvis E og jeg var ansat samme sted og skulle arbejde sammen om et eller andet projekt, så lover jeg med 120 % sikkerhed, at vi havde smadret hinanden inden, vi havde fundet på en titel til projektet.
Han arbejder efter et system med system på - sat i system. Og gerne med minutur til. Jeg arbejder med huskesedler, farvekoder, hov-jeg-skal-da-også-have-kigget-på-det-her, kaffe, læselæse, sms, hov-jeg-har-da-glemt-at, læselæse...
Og så kan E i ny og næ blive en lille, bitte smule træt af mig og min uoverskuelighed. For ja, hans metode er vildt effektiv, med mindre man, som jeg, bliver sindssygt demotiveret med stress på, af at arbejde sådan. For min metode er også sindssygt effektiv - hvis man altså ikke tænker som ham. Der er bare 100 måder at gøre tingene på, og jeg har aldrig i hele mit lange liv afleveret en opgave for sent! NÆVAR! Jeg bliver bare færdig på en helt anden måde end ham.. Og det kan sgu komplicere livet i lejligheden på Nørrebro en smule. (Især i mine eksamensperioder!)
Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen: Det er en gave at være forskellige i et forhold, men måske nok en lidt besværlig gave fra tid til anden... Men det er også fedt en gang i mellem. Fx har hans systemtænkning lært mig at lave læseplaner, og jeg er begyndt at arbejde med konceptet "tidsplan", og min uoverskuelighed har (tror jeg nok) lært ham, at man ikke kan planlægge alt, og at nogen gange skal der være plads til alt det uplanlagte.
(og hvordan har vi så tænkt os at klare opdragelsen af lillen? Stay tuned... - men ved du hvad? Jeg tror sgu nok, det skal gå. Så kan hun også lære, at der er mange måder at tænke på. Og helt ærligt, vi er sgu da nået så langt, så kan vi sgu også opdrage hende på den ene eller anden måde..)
Nå, men alt er som sagt fryd og gammen - eller det bliver de i hvert fald på onsdag, hvor jeg er færdig med første runde af eksamenerne, og lillen er startet i vugger, så E kan komme ud i verden igen.