Efter forrige og lettere irritable indlæg tænker jeg, det nok er meget godt at informere om, at vi har det fint. Men jeg har nogenlunde lige så kort lunte over for teknik, der ikke fungerer, som jeg har over for at tunge ting, der skal løftes - især opad. Fx lorte nettoposer, der skulle op i vores gamle lejlighed på 4. Ergo vi bor i stuen nu. (E er nogen gange blevet en lille smule skræmt over, hvor gal det ALTID (og det der er faktisk en af de gange, hvor det er fuldstændig okay, at jeg skriver altid!) gør mig at løfte tunge ting opad. Han mente på et tidspunkt helt seriøst, at det måtte være en eller anden form for sygdom, og at det måske var en ide at søge læge...)
Anyway, nu har jeg næsten fået computeren til at holde kæft med at fortælle mig, at der ikke er mere plads - i hvert fald indtil næste gang jeg får en mail, så der er ro over hele fronten.
I dag var til gengæld endda en stor dag. Den lille hyggelige familie er ikke længere indhyldet i barslens trygge favn. E er startet på arbejde i dag (og man må gerne sende ham en venlig tanke, da han mødte en time for tidligt i dag. De havde rykket mødetidspunktet, men kunne altså ikke liiige finde hans nummer... Når vi snakker medarbejdere, der møder på arbejde klokken lort om morgenen, så googler vi lige en anden gang, ikke venner!)
Men det betyder også at Lillen nu skal være rigtigt i vuggestuen, og at jeg fra og med i dag skal aflevere hver morgen og faktisk får lov til at være med i hele vuggestueshowet. Hun skal være der helt til, E har fri - og der er ikke noget med at ringe efter forældrene, hvis man tuder. Heldigvis sagde hun ikke et pip, da jeg gik. Det var virkelig rart (for jeg er selvfølgelig ikke typen, der bare lidt gerne ville have hørt, hun i det mindste var en lille bitte smule træt af at hendes mor/det-bedste-i-verden/det-hun-ikke-kunne-leve-uden/indsæt-selv-mor-kompliment smuttede...selvfølgelig er jeg ikke det....) Men det var faktisk rart. Og hvor bliver man overrasket over ens prioriteringer! Jeg kan fx uden at blinke erklære, at det, jeg allerhelst ville lige nu, var at sidde på knæ og glo ind ad vinduerne til Lillens vugger, indtil E kommer og henter hende. Ikke fordi jeg er nervøs for, at hun bliver ked af det, men bare fordi jeg ville kunne se, hvad hun går over laver dernede. Hvem leger hun med (eller klasker i hovedet, eller hugger deres ting, for derefter at give dem tilbage og lege den gode, barmhjertige Robin Hood). Hvor meget spiser hun (jep, det går man faktisk op i)? Er hun glad? Går hun (...og WOOOOP! Sådan fik den ustyrligt stolte mor liiiige klemt ind AT HUN HAR GÅET I WEEKENDEN!!!) Som i: mere end to usikre skridt mens forældrene klapper og hepper som gale. Næ, rigtig gang, hvor vi ikke engang halvt tvang hende til det!! 'Amen hun er så god!!! - for man er sgu stolt! Lige gyldigt om hun så småt begynder nu eller først om 8 måneder, så er man bare så pisse stolt over, de har lært det med at sætte fødderne foran hinanden! (For vi ved jo, hvor mange voksne mennesker der kravler rundt ude på gaderne og er vildt irriteret over, at de aldrig lærte det lort.)
Det er egentlig lidt underligt, men jeg havde en eller anden teori om, at når ungerne først lærer det, så går de. Så det var først, da hun tog sit allerførste skridt for et par weekender siden, det egentlig gik op for mig, at hun nok ikke ville løbe Ærø rundt næste morgen..
Og lige til sidst: Nu hvor vi alle ved, at jeg blogger mindst en gang om dagen, så vil jeg lige sige, at jeg måske er lidt fraværende de næste par dage, da mini bliver et år, og vi har inviteret 30 mennesker (vi har en ALT for stor nærmeste familie!) ned i gården til kaffe og kage. Hvilket kun kan gå godt, da jeg ikke kan bage (udover monsterkager, forstås!), og det bliver regnvejr...
Anyway, nu har jeg næsten fået computeren til at holde kæft med at fortælle mig, at der ikke er mere plads - i hvert fald indtil næste gang jeg får en mail, så der er ro over hele fronten.
I dag var til gengæld endda en stor dag. Den lille hyggelige familie er ikke længere indhyldet i barslens trygge favn. E er startet på arbejde i dag (og man må gerne sende ham en venlig tanke, da han mødte en time for tidligt i dag. De havde rykket mødetidspunktet, men kunne altså ikke liiige finde hans nummer... Når vi snakker medarbejdere, der møder på arbejde klokken lort om morgenen, så googler vi lige en anden gang, ikke venner!)
Men det betyder også at Lillen nu skal være rigtigt i vuggestuen, og at jeg fra og med i dag skal aflevere hver morgen og faktisk får lov til at være med i hele vuggestueshowet. Hun skal være der helt til, E har fri - og der er ikke noget med at ringe efter forældrene, hvis man tuder. Heldigvis sagde hun ikke et pip, da jeg gik. Det var virkelig rart (for jeg er selvfølgelig ikke typen, der bare lidt gerne ville have hørt, hun i det mindste var en lille bitte smule træt af at hendes mor/det-bedste-i-verden/det-hun-ikke-kunne-leve-uden/indsæt-selv-mor-kompliment smuttede...selvfølgelig er jeg ikke det....) Men det var faktisk rart. Og hvor bliver man overrasket over ens prioriteringer! Jeg kan fx uden at blinke erklære, at det, jeg allerhelst ville lige nu, var at sidde på knæ og glo ind ad vinduerne til Lillens vugger, indtil E kommer og henter hende. Ikke fordi jeg er nervøs for, at hun bliver ked af det, men bare fordi jeg ville kunne se, hvad hun går over laver dernede. Hvem leger hun med (eller klasker i hovedet, eller hugger deres ting, for derefter at give dem tilbage og lege den gode, barmhjertige Robin Hood). Hvor meget spiser hun (jep, det går man faktisk op i)? Er hun glad? Går hun (...og WOOOOP! Sådan fik den ustyrligt stolte mor liiiige klemt ind AT HUN HAR GÅET I WEEKENDEN!!!) Som i: mere end to usikre skridt mens forældrene klapper og hepper som gale. Næ, rigtig gang, hvor vi ikke engang halvt tvang hende til det!! 'Amen hun er så god!!! - for man er sgu stolt! Lige gyldigt om hun så småt begynder nu eller først om 8 måneder, så er man bare så pisse stolt over, de har lært det med at sætte fødderne foran hinanden! (For vi ved jo, hvor mange voksne mennesker der kravler rundt ude på gaderne og er vildt irriteret over, at de aldrig lærte det lort.)
Det er egentlig lidt underligt, men jeg havde en eller anden teori om, at når ungerne først lærer det, så går de. Så det var først, da hun tog sit allerførste skridt for et par weekender siden, det egentlig gik op for mig, at hun nok ikke ville løbe Ærø rundt næste morgen..
Og lige til sidst: Nu hvor vi alle ved, at jeg blogger mindst en gang om dagen, så vil jeg lige sige, at jeg måske er lidt fraværende de næste par dage, da mini bliver et år, og vi har inviteret 30 mennesker (vi har en ALT for stor nærmeste familie!) ned i gården til kaffe og kage. Hvilket kun kan gå godt, da jeg ikke kan bage (udover monsterkager, forstås!), og det bliver regnvejr...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar