Sidder med hovedet begravet i en bog, jeg skal have læst i aften, men fik lige en mail af far med det nye billede, som jeg nu har sat ind for oven på bloggen.
Synes virkelig, den er fin!
Må hellere komme tilbage til bogen. Glæder mig til snart at skrive igen. Har et halv skrevet indlæg eller to, der ligger og venter på at blive færdige:)
Viser opslag med etiketten Far. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Far. Vis alle opslag
søndag den 18. november 2012
tirsdag den 2. oktober 2012
Far-update
Det har jo ikke handlet om far rigtig længe. Men det er også mærkeligt lige nu. Han er syg. Du kan ikke se det på ham, du kan næsten ikke mærke det på ham... men han er syg. Langt de fleste dage glemmer jeg det. Det er fandme mærkeligt...
Han skal scannes snart igen, men der er nok ikke noget nyt. Der har bare ikke at være noget nyt, for så vidt jeg har forstået, er der ikke rigtig nogen chance for, at det går mere væk, end det er nu.
Det er sgu mærkeligt lige nu...
Han skal scannes snart igen, men der er nok ikke noget nyt. Der har bare ikke at være noget nyt, for så vidt jeg har forstået, er der ikke rigtig nogen chance for, at det går mere væk, end det er nu.
Det er sgu mærkeligt lige nu...
torsdag den 26. juli 2012
Far - uden tuderi
Det er vist noget tid siden, jeg har skrevet om far. Jeg synes til gengæld, jeg læser om kræft alle steder. Er i dag faldet over to blogs, der skrev om det i deres sidste indlæg.
Grunden til, jeg ikke har skrevet, er god. For det går godt. Vi venter lidt på hans næste scanning, som skal vise os præcis, hvordan det ser ud, men lige nu går det godt. Han har fået taget en prøve, der før var meget højere end normal, og som nu kun er noget højere end normal. Så det er godt. Rigtig godt. Vi ved selvfølgelig stadig ikke noget om fremtiden, og hvor godt det ser ud, men i hvert fald er kræften blevet mindre. Så YAY! Og han ser godt ud. Og han er glad. Og det er sommer. Og tvillingerne er kommet. Så det er godt. (OKAY lorte sygdom?! Så bite me!) GODT!
Men jeg synes godt nok, det er over alt. Alle har kræft. Det er virkelig skræmmende. Så gør, hvad du kan for at undgå det. Der er meget, der er overdrevent og uoverskueligt, I know. Men solcreme. Det kan du. Så husk den.
Grunden til, jeg ikke har skrevet, er god. For det går godt. Vi venter lidt på hans næste scanning, som skal vise os præcis, hvordan det ser ud, men lige nu går det godt. Han har fået taget en prøve, der før var meget højere end normal, og som nu kun er noget højere end normal. Så det er godt. Rigtig godt. Vi ved selvfølgelig stadig ikke noget om fremtiden, og hvor godt det ser ud, men i hvert fald er kræften blevet mindre. Så YAY! Og han ser godt ud. Og han er glad. Og det er sommer. Og tvillingerne er kommet. Så det er godt. (OKAY lorte sygdom?! Så bite me!) GODT!
Men jeg synes godt nok, det er over alt. Alle har kræft. Det er virkelig skræmmende. Så gør, hvad du kan for at undgå det. Der er meget, der er overdrevent og uoverskueligt, I know. Men solcreme. Det kan du. Så husk den.
tirsdag den 26. juni 2012
Opfølgningsindlæg
Og så blev det mandag. Jeg tænkte, jeg ville komme med et par opdateringer.
Først det sidste. Altså fredag. Det var bedre i dag. Ikke godt. Men bedre. Har kun mini-tudet en gang og det var over for E og ikke tilfældig kollega. Jeg skal til gengæld have sagt det ordentligt på arbejdet. Jeg har sagt det lidt. Men det er ofte virkelig svært at manøvre "nåhr jo, min far er lorte-syg, så hvis jeg er usammenhængende/tudende/lidt let at pisse af, så er det bare derfor". Det passer uhyre sjældent ind i de samtaler, vi har i over frokosten.
Noget helt andet er vuggeren. Klokken er blevet lort, og jeg er faldet i staver over fjerneren, så det bliver lige kort. Men det går meget bedre. Lillen tuder kun en mikroskopisk lille smule, når jeg går. Og som det aller vigtigste så er jeg blevet meget mere fan af pædagogen, jeg gik skæv af sidst, jeg skrev om det. (Som min mor efterfølgende sagde, så var jeg måske også en lille bitte smule følsom den dag eftersom jeg havde afleveret en stortudende datter PÅ HENDES FØDSELSDAG! Og det må man ikke, siger...ja, jeg ved ikke, hvem der siger det, men jeg følte mig i hvert fald sikker på, jeg svigtede hende..) Og Lillen ælsker hende, og det er jo for fanden det vigtigste.
Åh, klokken er mange, og det her er rodet.
Jeg.skal.sove.nu!
Først det sidste. Altså fredag. Det var bedre i dag. Ikke godt. Men bedre. Har kun mini-tudet en gang og det var over for E og ikke tilfældig kollega. Jeg skal til gengæld have sagt det ordentligt på arbejdet. Jeg har sagt det lidt. Men det er ofte virkelig svært at manøvre "nåhr jo, min far er lorte-syg, så hvis jeg er usammenhængende/tudende/lidt let at pisse af, så er det bare derfor". Det passer uhyre sjældent ind i de samtaler, vi har i over frokosten.
Noget helt andet er vuggeren. Klokken er blevet lort, og jeg er faldet i staver over fjerneren, så det bliver lige kort. Men det går meget bedre. Lillen tuder kun en mikroskopisk lille smule, når jeg går. Og som det aller vigtigste så er jeg blevet meget mere fan af pædagogen, jeg gik skæv af sidst, jeg skrev om det. (Som min mor efterfølgende sagde, så var jeg måske også en lille bitte smule følsom den dag eftersom jeg havde afleveret en stortudende datter PÅ HENDES FØDSELSDAG! Og det må man ikke, siger...ja, jeg ved ikke, hvem der siger det, men jeg følte mig i hvert fald sikker på, jeg svigtede hende..) Og Lillen ælsker hende, og det er jo for fanden det vigtigste.
Åh, klokken er mange, og det her er rodet.
Jeg.skal.sove.nu!
fredag den 22. juni 2012
LORT!
Sidder på arbejdet og har lige hylet ned i mit tastatur. Alletiders.
Nu prøver jeg lige at skrive lidt her i håb om, at det så holder op med at sive ud af mine i forvejen hævede øjne. Åh, men det er så god en måde at starte sin arbejdsdag på!
Men det er fordi, far skal have kemo i dag. - eller det troede jeg. Det er så rykket til mandag, så der satser jeg på at gøre det hele igen!
Men det har bare været en lorte morgen. Men jeg hader, far skal igennem det her og blive så pisse syg af det lortede kemo. Synes simpelthen, det er så mega lortet. Og Lillen var en lort i morges, der både nåede at rive et par bøger i stykker, lavede lort (det rigtige, altså) lige da hun skulle have mad (og hun havde LAVT blodsukker), hev skeen ud af min morgenmad og fordelte min mad ud over lidt gulv og diverse og råbte af mig 80 procent af tiden. Og jeg var IKKE overskudssmoren! Nå ja, så er min eksem i øvrigt også eksploderet, så mine øjne var dobbelt størrelse, røde og kløende, da jeg vågnende.
Så da jeg kom ind på arbejde, og der ikke var nogen, der lige krævede noget af mig, så kom det hele ud og hævede mit ansigt endnu mere, og så stod jeg og tudede "i skjul" inde i mødelokalet... To af mine kolleger opdagede det og prøvede at trøste mig, men det er sgu lidt underligt at stå og tude ind i hovedet af dem..
Jeg har snakket lidt med min søster nu og satser stærkt på, det er ved at holde op med at være en lorte dag. Men hvis der er nogen, der har halvanden liter concealer/puder/alt der kan dække eksem, hævelse og rød-hed i nærheden af Kbh, så giv lige lyd!
Nu prøver jeg lige at skrive lidt her i håb om, at det så holder op med at sive ud af mine i forvejen hævede øjne. Åh, men det er så god en måde at starte sin arbejdsdag på!
Men det er fordi, far skal have kemo i dag. - eller det troede jeg. Det er så rykket til mandag, så der satser jeg på at gøre det hele igen!
Men det har bare været en lorte morgen. Men jeg hader, far skal igennem det her og blive så pisse syg af det lortede kemo. Synes simpelthen, det er så mega lortet. Og Lillen var en lort i morges, der både nåede at rive et par bøger i stykker, lavede lort (det rigtige, altså) lige da hun skulle have mad (og hun havde LAVT blodsukker), hev skeen ud af min morgenmad og fordelte min mad ud over lidt gulv og diverse og råbte af mig 80 procent af tiden. Og jeg var IKKE overskudssmoren! Nå ja, så er min eksem i øvrigt også eksploderet, så mine øjne var dobbelt størrelse, røde og kløende, da jeg vågnende.
Så da jeg kom ind på arbejde, og der ikke var nogen, der lige krævede noget af mig, så kom det hele ud og hævede mit ansigt endnu mere, og så stod jeg og tudede "i skjul" inde i mødelokalet... To af mine kolleger opdagede det og prøvede at trøste mig, men det er sgu lidt underligt at stå og tude ind i hovedet af dem..
Jeg har snakket lidt med min søster nu og satser stærkt på, det er ved at holde op med at være en lorte dag. Men hvis der er nogen, der har halvanden liter concealer/puder/alt der kan dække eksem, hævelse og rød-hed i nærheden af Kbh, så giv lige lyd!
søndag den 3. juni 2012
Når der skal skrives mere
Der skal ikke skrives noget særligt i aften. Ikke her i hvert fald. Den kemo-runde tog alligevel lidt hårdt på mig. Det fandt jeg i hvert fald ud af, da lillen blev puttet, og der i 5 minutter ikke lige var noget, jeg skulle ordne eller tage mig af.
Så nu vil jeg skrive lidt i den bog, jeg skriver til far. Det er ikke fordi, jeg ikke vil skrive til jer, men det er to forskellige steder for mig. Dette er til jer fra mig, og bogen er til mig og far. Og i aften skal jeg skrive til ham.
Men jeg skriver snart igen. Jeg har lige noget, jeg har villet vende med jer.
Så nu vil jeg skrive lidt i den bog, jeg skriver til far. Det er ikke fordi, jeg ikke vil skrive til jer, men det er to forskellige steder for mig. Dette er til jer fra mig, og bogen er til mig og far. Og i aften skal jeg skrive til ham.
Men jeg skriver snart igen. Jeg har lige noget, jeg har villet vende med jer.
lørdag den 2. juni 2012
Fredag del 2. Kemo
Har været med far til kemo i dag. Det var virkelig rart at være med. Jeg gjorde ikke rigtig noget. Jeg tudede lidt, hvilket måske var en smule overdrevet, for der sker jo ikke så meget derinde. Men det var rart at være der. Rart at sidde ved siden af ham og spise lakridsstænger og snakke om, hvad vi vil se i teateret i august. Men det gør ondt, at han skal have gift ind i sig. Jeg ved jo godt, det er det der skal til. Det bliver bare så virkeligt, når han sidder derinde og ser helt normal og rask ud, men har drops i armene og sidder ved siden af folk, der virkelig ser syge ud.
Rart at følge ham hjem og se at han har det okay. Hårdt at vide, at han skal leve i en kemosump den næste uge, og jeg kan ikke gøre noget.
Jeg snakkede med ham om bloggen i dag. Det er lidt underligt, at vide han læser med. Men de må gerne, mine forældre. Det er jo ikke hemmeligt, og jeg tror lidt, de ved, hvordan jeg har det alligevel....
mandag den 28. maj 2012
Hvorfor kan man ikke ændre noget?
Jeg sad forresten og læste mine tidligere indlæg igennem forleden, og så var der et af dem, jeg stoppede op ved. På et tidspunkt skriver jeg et eller andet om far og hans kræft sygdom, der ikke kan kureres. Jeg brød mig slet ikke om, at jeg havde skrevet, at den ikke kan kureres og fik virkelig lyst til at gå ind og slette det.
Det er virkelig underligt - men giver egentlig også meget god mening - men jeg bryder mig ikke om at skrive noget, der har at gøre med, at han skal dø. Jeg ved det jo godt. Det gør jeg jo, men det er....ja, hvad fanden er det egentlig? Udover noget fucking lort. Og når man skriver det, bliver det bare så mega tydeligt. Efter vi har fået det at vide, bliver jeg bare bombarderet med historier om ham, der lige havde fået det konstateret og så døde ti minutter senere, og hende, de ikke troede ville overleve, men så gjorde det alligevel, og det er i hvert fald ti år siden, og ih, hvor har hun det stadig godt.
Det generer mig ikke, at folk fortæller mig det, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det er jo min far. Jeg gider bare helt ærligt ikke have, det skal være sådan her! Jeg gider fandme ikke! Og jeg ved godt, det hele kunne have været meget værre, og at han ikke forsvinder lige nu, men jeg gider stadig ikke.
Jeg vil have, at far skal opleve lillen, når hun vokser op. Jeg vil have, at alle mine børn skal kunne huske deres morfar og ikke kun lillen, hvis jeg er heldig...
Jeg kan nogen gange næsten misunde min søster, fordi hun er ældre og har fået flere år med ham...
Jeg gider ikke det her!
Det er virkelig underligt - men giver egentlig også meget god mening - men jeg bryder mig ikke om at skrive noget, der har at gøre med, at han skal dø. Jeg ved det jo godt. Det gør jeg jo, men det er....ja, hvad fanden er det egentlig? Udover noget fucking lort. Og når man skriver det, bliver det bare så mega tydeligt. Efter vi har fået det at vide, bliver jeg bare bombarderet med historier om ham, der lige havde fået det konstateret og så døde ti minutter senere, og hende, de ikke troede ville overleve, men så gjorde det alligevel, og det er i hvert fald ti år siden, og ih, hvor har hun det stadig godt.
Det generer mig ikke, at folk fortæller mig det, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det er jo min far. Jeg gider bare helt ærligt ikke have, det skal være sådan her! Jeg gider fandme ikke! Og jeg ved godt, det hele kunne have været meget værre, og at han ikke forsvinder lige nu, men jeg gider stadig ikke.
Jeg vil have, at far skal opleve lillen, når hun vokser op. Jeg vil have, at alle mine børn skal kunne huske deres morfar og ikke kun lillen, hvis jeg er heldig...
Jeg kan nogen gange næsten misunde min søster, fordi hun er ældre og har fået flere år med ham...
Jeg gider ikke det her!
torsdag den 17. maj 2012
Hvorfor egentlig?
En veninde spurgte mig i dag på vores løbetur (oh, yess!), hvorfor jeg er begyndt at blogge. Det er faktisk pisse svært at svare på. Jeg kunne jo i teorien ligeså godt grifle det ned på et stykke papir i en lille lukket bog og holde det for mig selv. Måske er det min indre forfatter-reality-stjerne, der går amok?
Men mens jeg sidder og skriver det her, giver det faktisk lidt mere mening. Jeg har svært ved at skrive til mig selv. For det første får jeg det aldrig gjort, og for det andet bliver jeg mere kludret i det, fordi der ikke er nogen i den anden ende, der skal forstå det, jeg skriver. Jeg tænker bedre, når jeg skriver. Jeg har så travlt i mit hoved til hverdag, men når jeg skriver, bliver jeg tvunget til at gøre det lidt langsommere.
Min bedstemor sagde til mig, da mine forældre blev skilt, at hun synes, jeg skulle skrive om det. Og jeg mener også, det var hende, der sagde, at det kunne være en god ide at skrive det som et brev, og så kunne jeg jo altid lade være med at sende det. Det har lig'som en terapeutisk effekt for mig. En af mine dagbøger, fra da jeg var lille, var også en lang række breve til en ufødt kusine. Mine forhold (har haft et andet langt før det med E) har også produceret en bunke ikke-afsendte breve til de to herrer.
Og nu hvor far har fået konstateret kræft, der ikke kan helbredes, skriver jeg også til ham. Det kan jeg virkelig også godt lide. Han får til gengæld en lille bog en dag, og så kan han altid lade være med at læse den, hvis den er for deprimerende.
Jeg vil også gerne skrive om mine tanker og min sorg herinde. Det er dog stadig lidt overvældende at skrive ud til alle og enhver, men jeg kan mærke, jeg bliver mere tryg ved at skrive herinde, så jeg tror, det bliver helt naturligt for mig.
Men mens jeg sidder og skriver det her, giver det faktisk lidt mere mening. Jeg har svært ved at skrive til mig selv. For det første får jeg det aldrig gjort, og for det andet bliver jeg mere kludret i det, fordi der ikke er nogen i den anden ende, der skal forstå det, jeg skriver. Jeg tænker bedre, når jeg skriver. Jeg har så travlt i mit hoved til hverdag, men når jeg skriver, bliver jeg tvunget til at gøre det lidt langsommere.
Min bedstemor sagde til mig, da mine forældre blev skilt, at hun synes, jeg skulle skrive om det. Og jeg mener også, det var hende, der sagde, at det kunne være en god ide at skrive det som et brev, og så kunne jeg jo altid lade være med at sende det. Det har lig'som en terapeutisk effekt for mig. En af mine dagbøger, fra da jeg var lille, var også en lang række breve til en ufødt kusine. Mine forhold (har haft et andet langt før det med E) har også produceret en bunke ikke-afsendte breve til de to herrer.
Og nu hvor far har fået konstateret kræft, der ikke kan helbredes, skriver jeg også til ham. Det kan jeg virkelig også godt lide. Han får til gengæld en lille bog en dag, og så kan han altid lade være med at læse den, hvis den er for deprimerende.
Jeg vil også gerne skrive om mine tanker og min sorg herinde. Det er dog stadig lidt overvældende at skrive ud til alle og enhver, men jeg kan mærke, jeg bliver mere tryg ved at skrive herinde, så jeg tror, det bliver helt naturligt for mig.
mandag den 14. maj 2012
....ooooog "udgiv"
Jeg har besluttet, at min blog skal være ærlig. Ellers kan jeg lige så godt lade være....Det er bare pænt meget nemmere sagt end gjort.
Men det er lidt følelsesmæssigt op og ned for tiden. Både fordi lillen skal til at starte i vugger, og det, synes jeg, er lidt voldsomt. Alle de sikkert rigtig søde pædagoger, der skal til at se hende mere end E og jeg. Det er jeg ikke helt glad for. Jeg er nok bare ikke klar til en slut æra allerede.. Og så er det også fordi, jeg er røv bagud med min eksamen. Og har et nyt job. Og de to ting hænger slet ikke sammen. Men mest af alt er det fordi, min far er blevet syg. Rigtig syg. Jeg orker ikke helt at skrive om det lige nu, faktisk, men det gør jeg nok en dag. Jeg ville bare gerne skrive det, for det er en del af mig nu, og det påvirker mig - ikke hver dag, men det påvirker mig. Min historie er blevet skrevet om for mig, og så må jeg se, hvad fanden jeg så gør..
Men det er lidt følelsesmæssigt op og ned for tiden. Både fordi lillen skal til at starte i vugger, og det, synes jeg, er lidt voldsomt. Alle de sikkert rigtig søde pædagoger, der skal til at se hende mere end E og jeg. Det er jeg ikke helt glad for. Jeg er nok bare ikke klar til en slut æra allerede.. Og så er det også fordi, jeg er røv bagud med min eksamen. Og har et nyt job. Og de to ting hænger slet ikke sammen. Men mest af alt er det fordi, min far er blevet syg. Rigtig syg. Jeg orker ikke helt at skrive om det lige nu, faktisk, men det gør jeg nok en dag. Jeg ville bare gerne skrive det, for det er en del af mig nu, og det påvirker mig - ikke hver dag, men det påvirker mig. Min historie er blevet skrevet om for mig, og så må jeg se, hvad fanden jeg så gør..
tirsdag den 8. maj 2012
Det store dilemma
Jeg har købt en jakke over nettet. Det er rigtig fin og rød (hvilket jeg normalt ikke går så meget i - men den er ikke jeg-er-lidt-i-krise-over-mit-tøj-og-er-desuden-på-min-mors-alder-så-jeg-sætter-lige-et-kækt-rødt-bælte-i-maven/et-eller-andet-smart-rødt-tørklæde-i-halsen-agtig rød, men mere cool rød - åh jo, det er en farve) og billig, ikke mindst.
Nå, men altså, jeg har købt den over nettet, og den er lige kommet i dag. Jeg er altid samme størrelse i alle mærker, så derfor blev min veninde og jeg selvfølgelig enige om, at jeg sagtens kunne købe den i en størrelse mindre, da den rigtige størrelse var udsolgt.. Det resulterede taadaaa i: jeg kan ikke knappe den mere en to knapper op... Og der er fem. E synes selvfølgelig, det er dybt åndssvagt at have en jakke, der ikke kan lukkes, men han er altid så skide praktisk, så hans holdning tæller ikke helt. Min far, som jeg så senere og tvang med på råd, var mere åben for ideen og brugte et par minutter på at forklare mig, hvilken farve grøn, der ville passe mega (han sagde ikke mega) godt til i halstørklæde.
Og hvad gør man så? Her er to mænd, jeg normalt ikke lytter til, hvad angår mode. Men fædre har vel mest ret. Min egen, forstås. Igen her tæller E ikke helt..
Så jeg tænker, den skal beholdes. Den skal ellers sendes tilbage til England og i løbet af min økonomiske argumentation over for E, endte jeg med at konkludere, at jeg kun ville få ca. 50-60 kroner tilbage. Og hvis jeg har ret i det, kan jeg sgu da lig'så godt beholde den!
Så hvis I ser en kæk pige i en cool-rød jakke, der står piv-åben resten af sæsonen, så er det sgu nok mig. Er der ikke også noget med, at man skal købe den et nummer mindre, hvis den skal stå åben? For så ser man tynd ud? Jo...
Nå, men altså, jeg har købt den over nettet, og den er lige kommet i dag. Jeg er altid samme størrelse i alle mærker, så derfor blev min veninde og jeg selvfølgelig enige om, at jeg sagtens kunne købe den i en størrelse mindre, da den rigtige størrelse var udsolgt.. Det resulterede taadaaa i: jeg kan ikke knappe den mere en to knapper op... Og der er fem. E synes selvfølgelig, det er dybt åndssvagt at have en jakke, der ikke kan lukkes, men han er altid så skide praktisk, så hans holdning tæller ikke helt. Min far, som jeg så senere og tvang med på råd, var mere åben for ideen og brugte et par minutter på at forklare mig, hvilken farve grøn, der ville passe mega (han sagde ikke mega) godt til i halstørklæde.
Og hvad gør man så? Her er to mænd, jeg normalt ikke lytter til, hvad angår mode. Men fædre har vel mest ret. Min egen, forstås. Igen her tæller E ikke helt..
Så jeg tænker, den skal beholdes. Den skal ellers sendes tilbage til England og i løbet af min økonomiske argumentation over for E, endte jeg med at konkludere, at jeg kun ville få ca. 50-60 kroner tilbage. Og hvis jeg har ret i det, kan jeg sgu da lig'så godt beholde den!
Så hvis I ser en kæk pige i en cool-rød jakke, der står piv-åben resten af sæsonen, så er det sgu nok mig. Er der ikke også noget med, at man skal købe den et nummer mindre, hvis den skal stå åben? For så ser man tynd ud? Jo...
Abonner på:
Opslag (Atom)