Det har været en af de morgener, som folk uden børn frygter
allermest. En af de der morgener hvor den første halve time, man er ”vågen”,
bliver man råbt og grædt af, hvorefter man skynder sig at stoppe mad i barnet i
håb om, at blodsukkeret gider fixe det. Og det gør det også. I hvert fald en
del af det, men så var det, at ens datter var gået i trodsalderen. Og det er
svært at fixe med morgenmad....
Hold nu kæft jeg er træt af det. Og jeg bliver så dårlig en
mor i de situationer. Jeg glæder mig ustyrligt, til jeg kan snakke med hende om
det. Så kan jeg forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør, hvad jeg bliver vred
over, hvorfor jeg synes, det er en dårlig ide at kaste papir og tusind
farveblyanter på gulvet i arrigskab (-hvor jeg ved, hun forstår, hvad jeg
siger) og jeg kan sige ordentligt undskyld til hende, hvis jeg gør noget, jeg
ikke burde.
Her til morgen var det den evige kamp med flyverdragten. Og
jeg bliver så pisse irriteret, når hun ikke engang magter at stå på sine ben.
Hun vil læne sig op ad mig, mens hun hyler. Og der kommer jeg simpelthen
til kort. Det er virkelig svært at proppe et barn i flyverdragt, når hun står
oveni mig. Og jeg er ikke god nok til at gå i gang i ordentlig tid, så vi har
travlt. Så lillen er en røv og jeg er en lige så stor røv...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar