Det indebrændte indlæg om romantik..

Jeg var lige på facebook (man læser vel til eksamen...). Nå, men en bekendt er lige blevet gift. Jeg ELSKER bryllupper! Jeg bliver helt salig bare ved tanken. Men nogen gange, når man sidder og ser billeder fra sådan noget, så bliver det bare så overdrevet tydeligt, hvor dårligt det passer til mig!
Forstå mig ret. Havde jeg været med til det bryllup, som ud fra billederne så meget romantisk og klassisk og fint og alt det der ud, så havde jeg tudet fra ende til anden af kærligheds-overflow...
Men når det handler om mig selv, så kan jeg slet ikke have med det at gøre. Jeg dur simpelthen ikke til romantik og blomster og lyserødt og kærlighed ud over det hele og billeder i skoven og E's og mine hænder i portræt. Det er slet ikke mig, som i: E har givet mig blomster to (to!) gange på de seks år, vi har været kærester. Og det er mere end rigeligt! Den ene gang var de faktisk også fine, det skal han have. Den anden gang var de købt over interflora.dk, fordi han var på den anden side af kloden, og så der er det jo begrænset, hvor nemt det er at bestille en stille og rolig buket, der ikke er en Barbie, der har kastet op på - så han blev tilgivet (desuden fik jeg den, mens jeg var i Jylland hos min mor, så da jeg kom hjem en uge efter, stod en meget indtørret buket foran døren - og så var den helt medgørlig).
Og det er ikke fordi, jeg prøver at være JEG-MAGTER-DET-BARE-IKKE-agtig... men.....jeg magter det virkelig bare ikke.
Jeg kan bare overhovedet ikke se det skønne i at komme hjem til E, der har planlagt en aften med stearinlys i hele lejligheden, romantisk isn't-she-lovely-musik i afspilleren og nye blomster og den slags. Overhovedet ikke. Jeg ville helt klart kunne sætte pris på, at han havde forsøgt at gøre noget for at gøre mig glad, og så ville jeg nok - når jeg havde grint af - forklare meget tydeligt, at bland-selv-slik og McD var han kommet meget længere med!

Det er af samme årsag, jeg ikke kan overskue ordet "skat". Jeg hader at blive kaldt "skat". Nu har E så bare gjort det i seks år, og til mit store chok opdagede jeg en dag, at lortet smitter. Nu er han "skat", Lillen er "skat", niecen og et par veninder har fået det smidt i hovedet - jeg har sågar præsteret at kalde begge mine forældre og min søster for det. Og jeg hader det. Det er det mest uopfindsomme ord, og det siger jo ikke noget som helst om noget som helst. Jeg vil langt, langt hellere hedde mit eget navn. Hvis jeg skal kaldes noget, så må man selv finde på et navn - ikke copy-paste fra alle andre forhold.

Nå, må tilbage til eksamen.. den er jo lige om lidt. Wish me luck!