ÅH!!

Jeg kan ikke fordrage, når folk poster "Sikke en forfærdelig dag. Hele livet blev lige vendt rundt" på Facebook, og så nægter at fortælle, hvad de snakker om, fordi "det er privat". SÅ LAD VÆRE MED AT SKRIVE DET PÅ FACEBOOK!!!
Det her bliver den slags indlæg. Så flygt, hvis du bliver arrig af den slags.

Det er flere elementer i mit liv, der simpelthen pisser mig af for tiden. Og gør mig ked af det.
Men lige nu er jeg pisse irriteret! Røv!

....Amen man kan jo ikke skrive en skid, når man ikke vil sige noget...!!!!

Åh! og mere røv!
Og så har jeg forkølelsessår og lilla hår for crying out loud! Og lorte studie og lorte job og lort!

Ellers har jeg det fint!

Og kære du, der lever på den anden side af vandet: kom hjem med det vuns!

På sjette år og still nothing??

Jeg er p.t. (hader i øvrigt det udtryk) på mit 6. studieår. Det vil sige, at jeg har brugt de sidste fem hele år på at sidde med hovedet nede i en bog. Fem år! Det er der selvfølgelig mange, der gør, men det frustrerende er sgu, at jeg stadig ikke kan finde ud af at læse. I dag sad jeg på læsesal i kun fire timer, fordi jeg gik i vintertøjs-panik med Lillen og måtte bruge et par timer på at finde tøj til hende. Derudover var E syg, så det var mig, der skulle hente, hvilket selvfølgelig betød, at jeg brugte mine få timer på: at finde en ny løberute, at undersøge termostøvle-verdenen, at se på flyverdragter E sendte til mig, at skrive en HEL masse med min mødregruppe, at lægge neglelak. Og så kan du så selv gætte, hvor meget tid der var tilbage til at læse.
Det var helt ærligt også en røvsyg tekst, der i øvrigt ikke er relevant for min eksamen. Det, der så bare frustrerer mig, er, at jeg for det første læser teksten - jeg burde jo for fanden vælge at skimme den og få et overblik i stedet for at læse den, når den nu ikke er relevant. Der er jo rigeligt med andet læsestof at kaste sig over! Og for det andet, at når mit mål så åbenbart er at læse den, så burde jeg jo for fanden da bare gøre det! But nooooo!
Fem år! Og jeg kan stadig ikke finde ud af det.
Er det ikke bare et spørgsmål om at tage sig sammen, you ask? Jooo...det tror jeg også. Jeg aner bare ikke, hvordan man gør det.

HELP!

Og tillykke til mig!

NÅ!!!
Nemesis, du er en nar! Hvad lavede jeg så på min fødselsdag? Jo, jeg brækkede fra morgen til aften. For det er nemlig sådan, jeg elsker at fejre mig selv...Så deeet.
Jeg havde fået et glas rødvin (eller en del), men et af dem, kunne jeg sgu ikke tåle. Jeg har haft tømmermænd før - og det var ikke det...
Så mens jeg lå med hovedet i en spand/toilettet/spand/køkkenvasken (-ja, den var lækker, men der var en på toilettet)/spand/spand/toilettet/... så passede dyrene i zoo sig selv, E's arbejdsfest fejrede høsten uden os, og sidst men ikke mindst måtte mine fire veninder feste et brag af en fest, mens jeg så temalørdag på DR2... ÅHHH!
Heldigvis var jeg opretstående om søndagen, hvor far og søster (plus mand og en bunke børn) kom forbi. Der var kaos, og det var dejligt. Rigtig dejligt!

Søndag aften kom der et afslappet suk fra E og et "Så er den fødselsdagsweekend veloverstået". Needless to say: vi er ikke helt enige på det punkt.. Men alt taget i betragtning var det en okay weekend. Da jeg altså var holdt på med at brække mig. Men det var nu meget hyggeligt, at have fire veninder siddende ved morgenbordet med boller og kage (de sagde var GOD) mens jeg småsov eller løb ud på toilettet. Og det var dejligt med en Lillen, der flagede for mig (eller tævede mig med et flag) og råbte "Huaaaaaa" om aftenen. Og søndag var hyggelig med familien.

Men lad os bare sige, vi prøver igen til næste år..

Øv.

Jeg har lige sagt farvel til en god ven. En rigtig god ven. Når jeg ser ham, kommer jeg altid i tanke om, hvor meget han egentlig betyder for mig.
Vi ses ikke så tit. Vi ringer heller ikke så tit. Eller skriver. Men jeg holder virkelig af ham. Han er helt speciel hos mig.
Og nu rejser han sgu. igen. røv.

Nu med feber

Har 39 i feber og er mildt sagt ynkelig! Jeg kan ingenting og måtte bede noget svigerfamilie putte Lillen i vugger.
Og der er røv i fjerneren. Hvorfor findes der ikke en krimi, hvor de ikke skal komme med kække bemærkninger, hver gang de får et nyt spor?! Åh!
Og jeg er så træt. Gik i seng klokken syv med to dyner på, jep det er det niveau, vi er på.
Må.sove.mere.

Opdatering: har fundet is i fryseren og 90210 i fjerneren.. Det går lidt bedre nu :-)

En ganske enkelt fantastisk dag! - og så det andet

Lillen er blevet et helt år. Og vi har helt selv holdt hende i live! Who would have thought?!
Og det var en skøn dag. Hun var i sit es (da hun altså havde sovet...)
Vores lejlighed er nu fyldt med gaver, balloner, kagerester og flag. (At vi så i vores oprydningsiver formentligt har valgt at smide min venindes pose med hendes ting ud, er så til gengæld knapt så fedt. -og hvorfor lige veninden, der var gået bananas i overskud og havde bagt tre (!) kager i dagens anledning?!? Kunne det ikke havde min egen??? Eller mors? Hun kan jo altid bestikkes med et men-jeg-har-jo-lavet-lillen-til-dig-kram..)

Men udover det var alt fantastisk. Lillen havde SÅ god en dag og er i færd med at sove sig til energi igen. Hun sov 2.40timer i vuggeren i dag og faldt i søvn klokken lidt over fem her til eftermiddag. -Og hun sover stadig!
Så det bliver et kort og rodet (og kedeligt) indlæg, for jeg tør ikke rigtig gå for sent i seng. Jeg bliver suicidal af for lidt søvn. Og jeg tror helt ærligt ikke, hun tager en 14timers nat...men man har jo lov til at håbe!

Nå, men inden hun sov i vuggeren, var hun nederen...igen...igen....sagde pædagogen. Jeg tror, jeg er kørt lidt skævt af den ene pædagog. Hun virker vist nok glad for Lillen, og E er begejstret for hende. Men på en eller anden måde får hun mig til nærmest at undskylde, at jeg afleverer Lillen om morgenen. (Hørte fx mig selv sige, at "hun har altså sovet bedre i nat, og hun ER altså i bedre humør i dag, her til morgen" i morges - hvorefter hun stak i hyl.)
Jeg tænker, jeg på snedig vis skal have sagt, at når hun lettere irriteret siger, at Lillen har været hård/sur/pylret, så tænker man som mor (og jeg generaliserer lige på alle mødres vegne her), at hun synes, ens unge er roden til alt ondt.
Min logiske hjerne ved godt, at det (forhåbentligt??) ikke er det mest irriterende i verden at passe Lillen.....men jeg hører det stadig sådan. Og så er det ikke det fedeste at trisse ned i vuggeren igen og igen og aflevere dagens udyr. E siger, han ikke tror, det er sådan, så jeg har besluttet, han har ret. Jeg kan simpelthen ikke overskue andet.

Nå, klokken er blevet 18 over sengetid, så I'm out!

Fredag del 2. Kemo

Har været med far til kemo i dag. Det var virkelig rart at være med. Jeg gjorde ikke rigtig noget. Jeg tudede lidt, hvilket måske var en smule overdrevet, for der sker jo ikke så meget derinde. Men det var rart at være der. Rart at sidde ved siden af ham og spise lakridsstænger og snakke om, hvad vi vil se i teateret i august. Men det gør ondt, at han skal have gift ind i sig. Jeg ved jo godt, det er det der skal til. Det bliver bare så virkeligt, når han sidder derinde og ser helt normal og rask ud, men har drops i armene og sidder ved siden af folk, der virkelig ser syge ud. Rart at følge ham hjem og se at han har det okay. Hårdt at vide, at han skal leve i en kemosump den næste uge, og jeg kan ikke gøre noget. Jeg snakkede med ham om bloggen i dag. Det er lidt underligt, at vide han læser med. Men de må gerne, mine forældre. Det er jo ikke hemmeligt, og jeg tror lidt, de ved, hvordan jeg har det alligevel....

Hvorfor kan man ikke ændre noget?

Jeg sad forresten og læste mine tidligere indlæg igennem forleden, og så var der et af dem, jeg stoppede op ved. På et tidspunkt skriver jeg et eller andet om far og hans kræft sygdom, der ikke kan kureres. Jeg brød mig slet ikke om, at jeg havde skrevet, at den ikke kan kureres og fik virkelig lyst til at gå ind og slette det.
Det er virkelig underligt - men giver egentlig også meget god mening - men jeg bryder mig ikke om at skrive noget, der har at gøre med, at han skal dø. Jeg ved det jo godt. Det gør jeg jo, men det er....ja, hvad fanden er det egentlig? Udover noget fucking lort. Og når man skriver det, bliver det bare så mega tydeligt. Efter vi har fået det at vide, bliver jeg bare bombarderet med historier om ham, der lige havde fået det konstateret og så døde ti minutter senere, og hende, de ikke troede ville overleve, men så gjorde det alligevel, og det er i hvert fald ti år siden, og ih, hvor har hun det stadig godt.
Det generer mig ikke, at folk fortæller mig det, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det er jo min far. Jeg gider bare helt ærligt ikke have, det skal være sådan her! Jeg gider fandme ikke! Og jeg ved godt, det hele kunne have været meget værre, og at han ikke forsvinder lige nu, men jeg gider stadig ikke.
Jeg vil have, at far skal opleve lillen, når hun vokser op. Jeg vil have, at alle mine børn skal kunne huske deres morfar og ikke kun lillen, hvis jeg er heldig...
Jeg kan nogen gange næsten misunde min søster, fordi hun er ældre og har fået flere år med ham...
Jeg gider ikke det her!

....ooooog "udgiv"

Jeg har besluttet, at min blog skal være ærlig. Ellers kan jeg lige så godt lade være....Det er bare pænt meget nemmere sagt end gjort.

Men det er lidt følelsesmæssigt op og ned for tiden. Både fordi lillen skal til at starte i vugger, og det, synes jeg, er lidt voldsomt. Alle de sikkert rigtig søde pædagoger, der skal til at se hende mere end E og jeg. Det er jeg ikke helt glad for. Jeg er nok bare ikke klar til en slut æra allerede.. Og så er det også fordi, jeg er røv bagud med min eksamen. Og har et nyt job. Og de to ting hænger slet ikke sammen. Men mest af alt er det fordi, min far er blevet syg. Rigtig syg. Jeg orker ikke helt at skrive om det lige nu, faktisk, men det gør jeg nok en dag. Jeg ville bare gerne skrive det, for det er en del af mig nu, og det påvirker mig - ikke hver dag, men det påvirker mig. Min historie er blevet skrevet om for mig, og så må jeg se, hvad fanden jeg så gør..