Min far sagde for noget tid siden til mig og E, at hvis man i en diskussion hører sig selv sige "aldrig", "altid" og den slags, er det i reglen en god idé at trække vejret en ekstra bette gang og seriøst overveje, om man virkelig mener det... Og den kommentar er uden pis, den mest irriterende kommentar, jeg NOGENSINDE har fået. Normalt kunne det jo være lige meget, jeg kunne have grint, nikket og så ladet som om, det var en samtale med far, jeg aldrig (ja, far og E, jeg skrev aldrig...og nogensinde..!) havde haft, men skulle han absolut sige det, mens E sad ved siden af??
For lige at give et eksempel på vores (min) måde at sige tingene på herhjemme, så sagde jeg her til aften følgende sætning: "E, jeg siger aldrig noget til dig, når du glemmer en blepose inde hos lillen. Og du retter altid mig. Det er seriøst hver gang!" .....Oh yes....og lad mig lige understrege, at det her lyder måske som en diskussion, men var bare en småprovokerende, kæk bemærkning, jeg lige fyrede af for at gøre ham opmærksom på den famøse glemte blepose. Prøv at forestille dig, hvor mange "aldrig", "altid", "nogensinde" og "hver gang"'er jeg kan fyre af i en rigtig diskussion?!
Det mest irriterende er, at E har sagt, at han måske nok synes, det er røv-irriterende, at jeg gør det (hvilket jeg selvfølgelig pure benægtede nogensinde skete, hvis jeg ikke VIRKELIG mente det)..
ÅH! Og min far har irriterende ofte ret i sådan noget. Ikke altid, forstås - men nogen gange....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar