Min søster

Jeg har en storesøster, der er 4 år ældre end mig.
Min søster er et af de vigtigste mennesker i mit liv. Uden tvivl. Hun har altid været der for mig. Hvis jeg kalder, står hun der - om omvendt. Hun har hentet mig, hvis jeg har været ked af det og har haft brug for hende. Hun har spillet hysteriske/overbeskyttende-søs, når jeg som 17årig har haft brug for en undskyldning, fordi jeg ikke ville køre med i bilen, hos dem, jeg mente, havde drukket. Hun har holdt mit hår, når jeg blev for fuld.
Hun er om muligt også det mest bekymrede menneske, når det gælder mig. Selvom jeg hastigt nærmer mig de 30, så går hendes storesøster-mode i fuld gang, så snart der er det mindste i vejen hos mig.
Min første nat i København er mit yndlings eksempel. Vi boede i samme blok, og jeg var endelig alene i min nye lejlighed. Mor + kæreste var taget hjem. Jeg havde tændt stearinlys, lavet the og sad med benene oppe i MIN sofa i MIN lejlighed og læse Eurowoman. Jeg var lykkelig! Ti opgange til højre sad min svoger og trøstede min tudende søster, fordi hun var SÅ ked af at hendes stakkels lillesøster sad helt alene i verden... Ville hun ringe til mig og høre, hvordan jeg havde det? Nej... jeg skulle jo ikke være endnu mere ked af det!

Det er også min søster, der er en af dem, der kan gøre mig mest ked af det. Ikke på nogen ond måde, men når vi skændes - hvilket heldigvis sker ret sjældent - så kravler det helt ind i maven på mig. Jeg hader at skændes med hende. Hun er min søster, og vi kender hinanden for godt til at skændes. Og vi er begge to for gode til at skændes. Vi ved lige præcis, hvad der skal trykkes på, og vi er sindssygt stædige. Så vi er pissedårlige til at skændes. Og jeg tror, det er kombinationen af at være veninder og søstre, der bliver farlig, når man skændes. Til gengæld bliver det så tydeligt, hvor meget hun faktisk betyder for mig. For når vi skændes, fylder det hele min verden, indtil det er ovre.

Lige nu ser vi ikke hinanden så ofte, som vi plejer/allerhelst vil. Hun har tusind børn - eller i hvert fald 3 og to af dem er ret bette. Og nu ved jeg godt, hendes mission er at fortælle os, at det ikke er hende, der er overskudsagtig, men bare hendes babyer der er nemme. Og det er de... Men der er 2, søs. TO! Ligegyldigt hvor nemme de børn er, så ændrer det ikke ved antallet, og det faktum at de fleste af os andre var skudt i sænk for længst, hvis vi havde stået i hendes situation.
Sidste gang hun fik et barn, var det ikke sjovt. Slet ikke. Datteren var fantastisk, men barsel og mødregruppe og alt det var ikke et hit! Så det jeg egentligt vil sige er: Kæreste smukke, skønne, stædige søs. Jeg er pisse stolt af dig. Og jeg vil skide på, hvor nemme, du siger, de er. Du har haft lorte ører, lorte underliv og lorte første-barsel, og du står stadig her med den smukkeste evne til at nyde livet lige nu og erklærer gang på gang, hvor lykkelig og hvor heldig du er.
Og det er virkelig smukt!

Om mig og Gud

Vi har et lidt akavet forhold. Gud og jeg. Da jeg var yngre, troede jeg på ham...i hvert fald lidt i den der selvopfundne barnlige version. Men det har ændret sig nu.
Det er ikke sådan, at jeg ikke tror på noget. Det gør jeg, bare ikke på nogen bestemt Gud, der har skabt det hele og alt det der.

Min søster sagde en gang til mig, at hun var træt af, at folk altid sagde, at kristendommen var en god religion at tro på, fordi den jo havde nogle gode værdier som næstekærlighed. Men hvorfor har kristendommen fået lov til at tage patent på næstekærlighed? Det er for det første ikke eneste religion, der går ind for det. Det gør islam også. Og sikkert også flere af de andre religioner. Desuden går jeg også ind for det. Og jeg gør det ikke af andre grunde, end at jeg mener, det er det rigtige at gøre. Det er ikke en religion, der får mig til at mene det.

Jeg kan sagtens se det fine i at bruge religionen til at komme sig over store tab. Hvis man kan finde trøst i det, er det jo fint. Hvis det gør det nemmere at komme videre. Men man bør bare - i min optik - ikke lægge sit liv i andre hænder/over til Gud. Det er dit liv. Det er dig, der skal leve i det. Det kan blive farligt, hvis man lader stå til, fordi Gud har bestemt, at livet skal være forfærdeligt, og det er ens job at tage alt det lort, der nu måtte komme.

Lillen er heller ikke døbt. Jeg har flere gode veninder, jeg ikke tror er meget mere religiøse end mig, og deres børn er døbt. Og det, synes jeg, er så fint. Det er deres beslutning om deres barn, og når de kan stå inde for det (hvilket de kan), synes jeg, det er den rigtige beslutning for dem.
Mit problem ligger hos mig selv. Jeg tror ikke, mine forældre overvejede særlig meget, om jeg skulle døbes. Jeg er ikke opdraget kristent, så jeg tænker, det var traditionen i dåben, der fik mig døbt. Jeg overvejede meget, om jeg skulle konfirmeres. Særligt fordi min søster også havde overvejet hendes konfirmation, så jeg synes, det var en god ide at tage beslutningen bevidst. Og det er lige præcis der, mit problem ligger: Jeg er alt for bevidst om religionen. Hvis jeg døbte Lillen, så ville jeg sige ja på hendes vegne til en religion, jeg ikke selv kan stå 100% inde for. Jeg ville pådutte hende noget, jeg ikke mener, jeg kan eller bør beslutte for hende. For mig er det ikke bare en tradition. Og derfor kan jeg ikke stå i en kirke med min datter og sige ja. Det må hun selv gøre. Jeg skal nok fortælle hende om mulighederne, men jeg vil give hende lov til at vælge eller fravælge selv.

Det var sgu da en lidt større diskussion, jeg fik kastet mig ud i der...
Det fylder bare meget i mit liv. I må ikke misforstå mig. Jeg respekterer og accepterer fuldt ud folks religion og ret til at tro på noget. Jeg vil endda kæmpe for den ret. Jeg forstår bare ikke helt religionen. Jeg forstår ikke skræmmekampagnerne i religionen, jeg forstår ikke bøgerne, jeg forstår ikke kampen for at få folk til at tro på noget, der er fra en helt anden tid, og som på mange områder virker svær - hvis ikke umulig - at koble med vores verden. Religion bliver lavet om på mange måder, så den netop passer med vores verden. Fx: Selvfølgelig skal homo'er have lov til at blive gift i en kirke. Ingen tvivl. Men biblen er imod homoseksualitet. Hvis kristendommen skal passe ind i vores verden, er vi nødt til at se stort på den kristne homofobi. Lave det om og tolke noget andet ind i biblen. Men er det så kristendommen? Eller er den måske bare ved at være out-datet?

Far-update

Det har jo ikke handlet om far rigtig længe. Men det er også mærkeligt lige nu. Han er syg. Du kan ikke se det på ham, du kan næsten ikke mærke det på ham... men han er syg. Langt de fleste dage glemmer jeg det. Det er fandme mærkeligt...
Han skal scannes snart igen, men der er nok ikke noget nyt. Der har bare ikke at være noget nyt, for så vidt jeg har forstået, er der ikke rigtig nogen chance for, at det går mere væk, end det er nu.
Det er sgu mærkeligt lige nu...

Nyt og fint

Der er sket rigtig meget det sidste år på veninde/venne-fronten. Én er flyttet til Aarhus, én er flyttet til England, én er flyttet til Island. Og det er selvfølgelig røv.
Men der er nu også sket meget godt, faktisk.
Jeg har fået en gammel veninde til København. Og selvom hun kun har boet her nogle måneder, så passer hun lige ind i min hverdag. Det er nu meget mærkeligt. Da vi boede på hver sin side af Atlanten (altså Storebælt), snakkede vi ikke så meget sammen, men nu er hun - og hendes absurde mængde af sms'er - den mest naturlige del af min hverdag. Jeg er SÅ glad for hendes nye lejlighed, en spytklat fra min, er en ejerlejlighed. Så går hun ingen steder!
Og så har jeg fået en ny veninde. Helt ny. Og jeg er glad for hende. Det er alligevel fint, at man i en alder af 27 kan få en ny veninde. Jeg har villet skrive om hende længe, men ved egentligt ikke, hvad jeg vil sige. Hun er ny og god og fin, og var der for mig igen i aften..igen... Og jeg er glad for hende. Yay!

A learning process...

Har tænkt en del over mit sidste indlæg. Jeg har fået et par småbekymrede kommentarer, så jeg tænker, det måske lød lidt...selvudslettende..?
Nå, men sådan er det i hvert fald ikke. Jeg har det fint, og jeg ved jo godt, det ikke har hold i virkeligheden.. Jeg ville gerne forklare det bedre, men jeg tror bare, jeg lader den være. Jeg er stadig ved at lære alt det her skrive-noget. Hvordan skal jeg beskrive det og den slags. Nogen gange glemmer jeg helt, der er folk på den anden side.. Men I er der jo. Ellers ville jeg jo aldrig få skrevet en skid.
Men det er lidt underligt, det her blog-halløj. Jeg læste en anden blog, hvor hun havde skrevet noget med, at det jo kun var en del af hende, der lå på bloggen. Det kom egentlig bag på mig, for hun er meget ærlig, og man føler, hun skriver om alt, men nu forstår jeg godt, hvad hun mener. Det er lige som om, at det, der er herinde, er øjebliksbilleder af mig. Nogle gange - hvis jeg fx er arrig - kommer det nok lidt hårdere ud, end hvis jeg havde skrevet det et par dage senere. Men det er sådan, det er lige på det tidspunkt, hvor jeg har brug for at skrive det ned.
Der er også ting, der ikke kommer på bloggen. Ting der er for personlige, ting der ville misforstås og den slags.
Jeg skal lære, hvordan det her fungerer. Jeg håber, jeg finder en gylden middelvej, for jeg vil ikke overtræde mine egen grænser - eller jeres. Det kan være, der kommer indlæg på, jeg fortryder, men er vist en del af det her...? Learning by doing...

Når der skal skrives mere

Der skal ikke skrives noget særligt i aften. Ikke her i hvert fald. Den kemo-runde tog alligevel lidt hårdt på mig. Det fandt jeg i hvert fald ud af, da lillen blev puttet, og der i 5 minutter ikke lige var noget, jeg skulle ordne eller tage mig af.
Så nu vil jeg skrive lidt i den bog, jeg skriver til far. Det er ikke fordi, jeg ikke vil skrive til jer, men det er to forskellige steder for mig. Dette er til jer fra mig, og bogen er til mig og far. Og i aften skal jeg skrive til ham.
Men jeg skriver snart igen. Jeg har lige noget, jeg har villet vende med jer.

Hvorfor egentlig?

En veninde spurgte mig i dag på vores løbetur (oh, yess!), hvorfor jeg er begyndt at blogge. Det er faktisk pisse svært at svare på. Jeg kunne jo i teorien ligeså godt grifle det ned på et stykke papir i en lille lukket bog og holde det for mig selv. Måske er det min indre forfatter-reality-stjerne, der går amok?
Men mens jeg sidder og skriver det her, giver det faktisk lidt mere mening. Jeg har svært ved at skrive til mig selv. For det første får jeg det aldrig gjort, og for det andet bliver jeg mere kludret i det, fordi der ikke er nogen i den anden ende, der skal forstå det, jeg skriver. Jeg tænker bedre, når jeg skriver. Jeg har så travlt i mit hoved til hverdag, men når jeg skriver, bliver jeg tvunget til at gøre det lidt langsommere.

Min bedstemor sagde til mig, da mine forældre blev skilt, at hun synes, jeg skulle skrive om det. Og jeg mener også, det var hende, der sagde, at det kunne være en god ide at skrive det som et brev, og så kunne jeg jo altid lade være med at sende det. Det har lig'som en terapeutisk effekt for mig. En af mine dagbøger, fra da jeg var lille, var også en lang række breve til en ufødt kusine. Mine forhold (har haft et andet langt før det med E) har også produceret en bunke ikke-afsendte breve til de to herrer.

Og nu hvor far har fået konstateret kræft, der ikke kan helbredes, skriver jeg også til ham. Det kan jeg virkelig også godt lide. Han får til gengæld en lille bog en dag, og så kan han altid lade være med at læse den, hvis den er for deprimerende.
Jeg vil også gerne skrive om mine tanker og min sorg herinde. Det er dog stadig lidt overvældende at skrive ud til alle og enhver, men jeg kan mærke, jeg bliver mere tryg ved at skrive herinde, så jeg tror, det bliver helt naturligt for mig.