En veninde spurgte mig i dag på vores løbetur (oh, yess!), hvorfor jeg er begyndt at blogge. Det er faktisk pisse svært at svare på. Jeg kunne jo i teorien ligeså godt grifle det ned på et stykke papir i en lille lukket bog og holde det for mig selv. Måske er det min indre forfatter-reality-stjerne, der går amok?
Men mens jeg sidder og skriver det her, giver det faktisk lidt mere mening. Jeg har svært ved at skrive til mig selv. For det første får jeg det aldrig gjort, og for det andet bliver jeg mere kludret i det, fordi der ikke er nogen i den anden ende, der skal forstå det, jeg skriver. Jeg tænker bedre, når jeg skriver. Jeg har så travlt i mit hoved til hverdag, men når jeg skriver, bliver jeg tvunget til at gøre det lidt langsommere.
Min bedstemor sagde til mig, da mine forældre blev skilt, at hun synes, jeg skulle skrive om det. Og jeg mener også, det var hende, der sagde, at det kunne være en god ide at skrive det som et brev, og så kunne jeg jo altid lade være med at sende det. Det har lig'som en terapeutisk effekt for mig. En af mine dagbøger, fra da jeg var lille, var også en lang række breve til en ufødt kusine. Mine forhold (har haft et andet langt før det med E) har også produceret en bunke ikke-afsendte breve til de to herrer.
Og nu hvor far har fået konstateret kræft, der ikke kan helbredes, skriver jeg også til ham. Det kan jeg virkelig også godt lide. Han får til gengæld en lille bog en dag, og så kan han altid lade være med at læse den, hvis den er for deprimerende.
Jeg vil også gerne skrive om mine tanker og min sorg herinde. Det er dog stadig lidt overvældende at skrive ud til alle og enhver, men jeg kan mærke, jeg bliver mere tryg ved at skrive herinde, så jeg tror, det bliver helt naturligt for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar