I efterhånden pænt mange år har vi hørt på alle de der kække bemærkninger om, hvad kvinder egentlig mener, når de siger ja/nej/måske - og selvfølgelig klassikeren med røvens størrelse i de famøse bukser. Og det kan virkelig irritere mig. Som i virkelig, virkelig! Jeg gider sgu da ikke være en af den slags kvinder!
Hvis jeg ifører mig et par bukser, der faktisk får min røv til at ligne en ladeport/at den rammer gulvet om et par sekunder/at hvadsomhelst, der ikke er særlig godt for min røv, og jeg så spørger E, hvad han synes, så ville jeg fandme blive træt af det, hvis han løj og sagde "naaaaaaj skat, den ser lækker ud som altid!" Han er om muligt den person, der kender min krop bedst. Han ser den jo for fanden hele tiden. Det er jo ikke fordi, jeg kan fake, at alt sidder perfekt over for ham alligevel, og så har han fandme bare at være ærlig, hvis der er noget, der ikke klæder mig. Jeg gider sgu da ikke snakkes efter munden, for så at vandre intetanende ud i byen med en gigantos røv slæbende efter mig. Der findes jo altid tøj, der klæder en mindre end andet, og jeg gider ikke være den eneste i København, der ikke har fattet, at jeg ligner en nar i mit outfit.
Ja, hermed lidt galde, men jeg er simpelthen så træt af det der interne kvindeshow, hvor manden skal gætte, hvad man egentlig mente. Og jeg er også pisse dårlig en gang i mellem og siger ja, når jeg mener nej og alt det der, men det kan da umuligt være E's opgave at gætte, hvornår det er. Det må fandme være min opgave at åbne munden og sige det, jeg faktisk mener, hvis jeg forventer, han skal forstå det!
(Og hermed også en tak til E, der fortalte mig, at jeg så ret stor ud i den kjole, jeg hoppede i morges. Den røg tilbage i skabet med en lille mental note om, at jeg skal huske bæltet i taljen næste gang..)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar