ESFP vs INTJ

E er i gang med at finde ud af, om han skal være noget andet, når han bliver stor. Jeg foreslog så, at han skulle tage en test for at finde ud af, hvilken "type" han var, og på den måde kunne han måske få en ide om hvilken retning, der ville passe til ham. Han tog en MBTI-test på jobindex.dk.
I korte træk går man ind og svarer på 10000 spørgsmål. Ud fra ens svar vurderes man i fire kategorier. I hver kategori er der to underkategorier, man kan ende i. Underkategorierne har hvert et bogstav, dvs at man i første kategori kan ende i enten underkategori "I" eller underkategori "E" osv. Altså er der i alt otte bogstaver, der kan sammensættes forskelligt alt efter, hvordan man er som person. (Kringlet, I know, men det er også lidt omfattende)
Jeg har fået taget sådan en test for nogle år siden og endte som en "ESFP"er. Da E tog testen endte han som INTJ. Dvs. vi har i grove træk INTET til fælles. Ikke et eneste bogstav går igen hos den anden. No freakin' wonder vi nogle gange fatter hat af, hvorfor den anden gør, som den gør!

Jeg googlede det lidt og et rigtig fint eksempel dukkede frem: (E og jeg var i øvrigt ved at dø af grin, for 80% af det er noget, vi har sagt til hinanden!)


Here's what life with an INTJ and an ESFP is like:


ESFP: Are you hiding in here?
INTJ: No.
ESFP: The house is full of people, why are you alone in here? You should be out there with them having fun.
INTJ: I am working on the household budget for next year. I like to work in quiet.
ESFP: But why... these are your family. Don't you want to be around them? Next year?
INTJ: They live here. I am around them all day. You at least get to leave the house for work! And yes, next year. The whole point of budgeting is the planning part.
ESPF: You think you would want to be around your family as much as possible.
INTJ: Not every waking moment.
ESFP: Well, I want to talk to you. It will be fun.
INTJ: I am very busy and almost done with....
ESFP: That's OK. Why have you been so mo... Hold on.
INTJ: Why did you turn the TV on?
ESFP: I thought it would be fun to watch this show about medieval atrocities.
INTJ: While we are talking? And why would you want to watch something like that?
ESFP: I want to know what those people were feeling.
INTJ: Well, how about we turn it off while we are talking.
ESFP: Killjoy. OK.. so why have you been moping around all day?
INTJ: Just deep in thought on some stuff. And I have not been moping. Moping is "Wander around listlessly and aimlessly ". I have been sitting here.
ESFP: Like what?
INTJ: Nothing I want to talk about.
ESFP: It must be something if you are moping around.
INTJ: It will be OK. It will clear soon enough. And I am not moping.
ESFP: Sweetie, you know I want to share your feelings. You hardly ever let me in there. Feelings don't go away by themselves. We need to get these things out in the open.
INTJ: OK... Yesterday you said...
ESFP: AAAAAAAAAAAAAAAAARGH..... I knew it.. you hate me! Sometimes I wonder if you really love me when you say things like that. I must be just a pile of dirt.
INTJ: Um, what?
ESFP: Every time we discuss your feelings you do this!
INTJ: We've not actually discussed my feelings (ever). I didn't even finish my sentence (again).
ESFP: You did not have to. I know how you feel now and you want to know how I feel?
INTJ: (er... not really...)
ESFP: Unloved.
INTJ: Looks at ceiling
ESFP: Pouts
INTJ: (OK... lets examine what just happened... first she came in the room talking....)
ESFP: Lets go grocery shopping. It will be fun!
INTJ: Can I think about it?

Surprise!!!

Ja, det kommer formentlig bag på de fleste, men jeg synes, valentinsdag er den største gang bæ! Jeg har det svært med romantik, det har vi fået konstateret, så romantik på bestilling kan jeg slet ikke arbejde med! (Indsæt pause til chok)
Min nabo (altså veninden fra Jylland) kom forbi med en blomst til mig i dag og et "Glædelig valentinsdag!!!" Det var en så fin blomst, og efter et hårdt blik og en kort forklaring blev min fine blomst til en "glædelig onsdagsblomst" (det er meget muligt, det faktisk er torsdag, men jeg kan jo ikke lave navnet om igen!)
Men jeg forstår det ikke. Jeg forstår godt blomsterhandlerne. Selvfølgelig giver de den gas. Det er jo det samme, der sker til morsdag - og det er fuldstændig det samme, der sker til J-dag (som jeg i øvrigt heller ikke fatter). Men HVORFOR gider kvinderne/mændene gå op i det i dag. Og hvis du ælsker den her dag, så må du virkelig gerne forklare mig det. Jeg lover at være open minded! Hvorfor er det fedt at få romantik/blomster/what ever i dag? Er det ikke røv, når det er 100% forventet, og nærmest giver præstationsangst til manden? Enlighten me, please!

En eftermiddag på landet

Jeg har været hele vejen ude i Hedehusene i dag. Min fars kone havde givet mig en massage, fordi jeg i et par måneder har rendt rundt med skuldrene oppe under ørerne (fordi sådan synes jeg, det er fedest at læse til eksamen, okay!)
Nå, men taget i betragtning at jeg kommer fra en vestjysk by, der er utrolig røvsyg, er jeg alligevel imponeret over, hvor stor forskel der er på København og en by, der ligger en halv time uden for København. Jeg kunne lige så godt være blevet masseret i Aulum! Tilsat en gangster eller to... Og fratrukket en accent man kan holde ud at høre på.
Hvornår skiller det? Man kører ud af Roskildevej/Frederikssundsvej og BANG!!! Så er vi i udkantsdanmark. Misforstå mig ikke. Jeg har intet imod hedehusene, så vidt jeg ved - og så længe jeg ikke selv skal bo her - men jeg er satme imponeret over forskellen mellem Kbh og landet. Tog mig selv i at lede efter en genbrug, for de kan da umuligt vide, hvad man skal tage mange penge for HELT herude...

- Og hvis det ikke er på landet, man finder lyselilla nylonstrømper på overarbejde, hvor så?

WHAAAAAAATTTT??

Jep, så bliver der tastet. Og det kommer sgu også bag på mig.
Og jeg ved ikke engang, hvad jeg skal skrive, men nu skriver jeg alligevel.
December gik op i opgave - og sygdom, fordi det er så pissefedt at kombinere de to. Januar har været arbejde. E blev fyret lige inden jul, så jeg har givet den (næsten) fuld gas på arbejdet. Og (sæt dig lige ned til den her, for nu bliver det vildt) JEG HAR ELSKET DET!!! Jeg har ikke sat et eneste komma, som jeg ellers brugte det meste af efteråret på. Og jeg har fået ny projektleder, og vi er pisse gode sammen. Så jeg får lov til alt muligt, og det er så fedt. Så fedt, at jeg overhovedet ikke gider det der studie, der starter i overmorgen. Og jeg har i øvrigt heller ikke læst. Skulle have gjort det i fredags, men tænkte det var federe at være pms-agtig, og skulle have gjort det i dag, men havde for mange tømmermænd og ALT for hyggelig en familie. For det er sgu ikke svært at vælge, hvad man vil, når bøgerne ligger på bordet, og Lillen samtidig råber "kom" og vil have en ind i en lidt for lille papkasse og lege hule med hende og E, eller gå tur og kigge på hunde, eller lege kysseleg, eller danse eller putte på sofaen.. Det er overhovedet ikke svært.
Nu vil jeg til gengæld gå i seng, for jeg skal være very busy and important i morgen - og jeg lugter (og ligner) stadig det værtshus, der drak mig fuld med gode damer i går...

Januar, du var så fin og rar. Hvor forsvandt du hen med alle dine dage?

Eller er det bare mig?

Når du står og venter ved bussen, og sangEN kommer i radioen, får du nogensinde lyst til at synge højt ud over det hele?? Jeg får vanvittig meget lyst. Og jeg får virkelig lyst til at danse.... Og så god behøver sangen ikke engang at være.
Men jeg gør det jo aldrig. Hvis du er heldig, kan du se mig selv suse af sted på cykel, mens jeg mime-synger utrolig højt.
Hvis jeg nogensinde skal lave mit eget land, og det skal jeg vel en dag, så skal man ikke blive hasteindlagt på psykiatrisk for gå danseamok midt i det hele.

Dancewalking skal være standard! (kan du huske den video?)

Og så røg ungen ud af vinduet....

Det har været en af de morgener, som folk uden børn frygter allermest. En af de der morgener hvor den første halve time, man er ”vågen”, bliver man råbt og grædt af, hvorefter man skynder sig at stoppe mad i barnet i håb om, at blodsukkeret gider fixe det. Og det gør det også. I hvert fald en del af det, men så var det, at ens datter var gået i trodsalderen. Og det er svært at fixe med morgenmad....

Hold nu kæft jeg er træt af det. Og jeg bliver så dårlig en mor i de situationer. Jeg glæder mig ustyrligt, til jeg kan snakke med hende om det. Så kan jeg forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør, hvad jeg bliver vred over, hvorfor jeg synes, det er en dårlig ide at kaste papir og tusind farveblyanter på gulvet i arrigskab (-hvor jeg ved, hun forstår, hvad jeg siger) og jeg kan sige ordentligt undskyld til hende, hvis jeg gør noget, jeg ikke burde.

Her til morgen var det den evige kamp med flyverdragten. Og jeg bliver så pisse irriteret, når hun ikke engang magter at stå på sine ben. Hun vil læne sig op ad mig, mens hun hyler. Og der kommer jeg simpelthen til kort. Det er virkelig svært at proppe et barn i flyverdragt, når hun står oveni mig. Og jeg er ikke god nok til at gå i gang i ordentlig tid, så vi har travlt. Så lillen er en røv og jeg er en lige så stor røv...

Så ja, lige nu sidder jeg på cafe og drukner mine sorger i kaffe...

Min søster

Jeg har en storesøster, der er 4 år ældre end mig.
Min søster er et af de vigtigste mennesker i mit liv. Uden tvivl. Hun har altid været der for mig. Hvis jeg kalder, står hun der - om omvendt. Hun har hentet mig, hvis jeg har været ked af det og har haft brug for hende. Hun har spillet hysteriske/overbeskyttende-søs, når jeg som 17årig har haft brug for en undskyldning, fordi jeg ikke ville køre med i bilen, hos dem, jeg mente, havde drukket. Hun har holdt mit hår, når jeg blev for fuld.
Hun er om muligt også det mest bekymrede menneske, når det gælder mig. Selvom jeg hastigt nærmer mig de 30, så går hendes storesøster-mode i fuld gang, så snart der er det mindste i vejen hos mig.
Min første nat i København er mit yndlings eksempel. Vi boede i samme blok, og jeg var endelig alene i min nye lejlighed. Mor + kæreste var taget hjem. Jeg havde tændt stearinlys, lavet the og sad med benene oppe i MIN sofa i MIN lejlighed og læse Eurowoman. Jeg var lykkelig! Ti opgange til højre sad min svoger og trøstede min tudende søster, fordi hun var SÅ ked af at hendes stakkels lillesøster sad helt alene i verden... Ville hun ringe til mig og høre, hvordan jeg havde det? Nej... jeg skulle jo ikke være endnu mere ked af det!

Det er også min søster, der er en af dem, der kan gøre mig mest ked af det. Ikke på nogen ond måde, men når vi skændes - hvilket heldigvis sker ret sjældent - så kravler det helt ind i maven på mig. Jeg hader at skændes med hende. Hun er min søster, og vi kender hinanden for godt til at skændes. Og vi er begge to for gode til at skændes. Vi ved lige præcis, hvad der skal trykkes på, og vi er sindssygt stædige. Så vi er pissedårlige til at skændes. Og jeg tror, det er kombinationen af at være veninder og søstre, der bliver farlig, når man skændes. Til gengæld bliver det så tydeligt, hvor meget hun faktisk betyder for mig. For når vi skændes, fylder det hele min verden, indtil det er ovre.

Lige nu ser vi ikke hinanden så ofte, som vi plejer/allerhelst vil. Hun har tusind børn - eller i hvert fald 3 og to af dem er ret bette. Og nu ved jeg godt, hendes mission er at fortælle os, at det ikke er hende, der er overskudsagtig, men bare hendes babyer der er nemme. Og det er de... Men der er 2, søs. TO! Ligegyldigt hvor nemme de børn er, så ændrer det ikke ved antallet, og det faktum at de fleste af os andre var skudt i sænk for længst, hvis vi havde stået i hendes situation.
Sidste gang hun fik et barn, var det ikke sjovt. Slet ikke. Datteren var fantastisk, men barsel og mødregruppe og alt det var ikke et hit! Så det jeg egentligt vil sige er: Kæreste smukke, skønne, stædige søs. Jeg er pisse stolt af dig. Og jeg vil skide på, hvor nemme, du siger, de er. Du har haft lorte ører, lorte underliv og lorte første-barsel, og du står stadig her med den smukkeste evne til at nyde livet lige nu og erklærer gang på gang, hvor lykkelig og hvor heldig du er.
Og det er virkelig smukt!