Jeg mødte en af mine større fejl i igen forgårs. Det er egentlig ret simpelt - og uhyggeligt irrationelt. Det kom sig af, at jeg skulle skrive en arbejdsmail til en fra mit gamle arbejde om noget med nogle lokaler, vi gerne ville låne. Ham, jeg skrev til, svarede, at de kunne ikke låne os dem pga. pladsmangel, og desuden var de ikke meget for at låne ud til andre, som jeg sikkert vidste som tidligere ansat. Det var lige præcis den sidste sætning, der satte det hele i gang.
Jeg vil egentlig sige, at jeg ikke har det store imod at stå på egne ben, og man skal ikke være meget uenig med mig, før jeg gladeligt tager en diskussion - også selvom jeg er alene med mine holdninger, hvis jeg altså er sikker i min sag. Men hvis jeg er lidt usikker på et område, som fx arbejde (åbenbart), så kan jeg krølle helt sammen i skam og pinlighed, hvis jeg føler jeg har tabt bare en lille smule ansigt. Det ligger nogenlunde på linje med min dårlige samvittighed. For de her to ting kammer helt over, og min logiske sans forsvinder ud af vinduet i løbet af millisekunder. Hvis jeg nu skulle tvinge min logiske sans i gang, så vil jeg mene, at min tidligere søde kollega nok ikke har vendt øjne af mig på den anden side af skærmen og erklæret til resten af kontoret, at jeg er en kæmpe tåbe..... Så jeg kan sagtens se, det er irrationel og jævnt dumt. Jeg hører bare ikke efter, hvad jeg prøver at fortælle mig..
Lidt ligesom med min dårlige samvittighed, så satser jeg på, at det snart går over, nu hvor jeg er ekstra opmærksom på at få mig selv til at lukke røven! Jeg satser virkelig på det...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar