Viser opslag med etiketten ferie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ferie. Vis alle opslag

torsdag den 8. november 2012

Fire dage

Fire dage foran mig med rødvin, shopping, sightseeing (på den gode måde), rødvin, gode veninder, højlydte grin (- evt. med medfølgende tis i buks. Det er set i den flok, og vi er flere gode kandidater til den slags), rødvin, formentlig lidt sushi, caféer og kaffe, rødvin, gode drinks og sladder i stor stil i smukke Stockholm.
Min taske er fyldt med varmt tøj, det omtalte rødvin og de legendariske pornokort.
Det bliver godt. Det bliver SÅ godt!

(Og ja, jeg er ved at dø af savn og dårlig samvittighed over for Lillen, men det taler vi ikke om!)

fredag den 19. oktober 2012

Et indlæg jeg lover at udgive!

Har nok skrevet fem indlæg, jeg ikke har fået skrevet færdig. Inkl. et om den der ferie vi lige er kommet hjem fra. Som var fantastisk. Og for kort. Og med den mest elendige mad verden endnu har set. Som i: den klammeste mad. Vi snakker revne grøntsager, der har ligget i lage, som man så har valgt at mixe med lidt lækker mayo. Og kød der smager fuldstændig ens, som ligger i olie. Og udkogt pasta med vandsmag. Og ting på dåse. Og den der tyske pølse med lidt for mange farver. Oh yes, det var en fest.
Men det var en god ferie. Fik slappet af og set øen i den bil, vi lejede.

Men i dag vil jeg lave noget så bizart som en tandlæge-anmeldelse. Ja, det var lige det, du havde håbet, var det ikke??
Men nu har jeg været hos min tandlæge i et par år, og hver gang går jeg derfra og ringer til både E og min søs og fortæller højlydt om, hvor meget jeg er fan. Hver gang. Tror helt ærligt min søster er ved at være liiidt træt af de opkaldt. Men jeg ER fan. I dag var jeg oppe og få lavet sidste runde af en rodbehandling. Den der, der gør økonomisk rigtig, rigtig ondt. Og så får man 1000 kroner i rabat. Jeg tror, det er fordi jeg er studerende. For de er sygt søde ved studerende. Og så er de pisse søde til tandlæge/nåle-fobiske mennesker. Og så er de rare. Rigtig rare...
Og det er ham her: www.tillge.dk - you know you want to!

lørdag den 8. september 2012

Interview med en globetrotter..

- Nå M, hvilken type vil du sige, du er, når det gælder rejser?
- 'Armen, jeg læser jo sådan noget kultur-halløj, så jeg er selvfølgelig utrolig glad for at komme ud og se, hvordan andre mennesker lever. Så'rn er jeg bare.

- Så du er ikke til charterrejser og den slags?
- Nej, det kan man godt nok ikke sige. Det er bare slet ikke mig. Jeg ville blive sindssyg af en uge på charter. Jeg er nok mere back-packer-typen. Du ved, leve som de lokale, rejse som de lokale, ikke planlægge, men bare rejse som det passer mig. Stik mig en tyver og en vilkårlig flybillet, og så er jeg glad!

- Og hvordan harmonerer det med dit nye liv?
- Ja, E og jeg har snakket meget om det. Og det er rigtig vigtigt for os, at Lillen får set verden, som den er. Hun skal opleve, at mennesker er, lever og tænker forskelligt. Hun skal med til steder, hvor hun kommer til at synes, det hele er lidt mærkeligt, som vi så kan snakke om. Det er rigtig vigtigt for os, at hun lærer verdens mangfoldighed at kende. Helt sikkert.. Og E tænker lig'som mig. Vi har begge rejst både før og efter, vi fandt sammen, og han kan heller ikke leve uden at rejse. Vi har også rejst sammen som både back-packere i Afrika og ja, så er vi lidt skøre og har været på camping rundt i Europa et par gange. Men selvfølgelig uden at planlægge, så vi stadig har den frihed, der er så vigtig for os. Simpelthen.

- Så drømmerejsen den går til?
- Ja, vores sidste rejse var Afrika, og det var virkelig en oplevelse, vi aldrig glemmer. Der vil jeg gerne tilbage til. E vil gerne til Sydamerika. Så det kan gå lidt alle vegne hen. Hvis der er eventyr og frihed, så er vi der. Det er sikkert.

- Det lyder vel nok spændende! Hvor skal I så hen næste gang?
- Altså nu her, næste gang? Altså den rejse vi lige har bestilt? Ehm... altså..ja altså, det er sådan...altså vi skal til Mallorca....På All Inclusive...

onsdag den 15. august 2012

Det fede og det lede (min hjerne koger, så du må selv indsætte en titel, der er bedre..)

Hermed denne sommer i go' gammeldags hot-or-not-stil (nu på dansk):

DET LEDE (fordi det er federe at slutte med "alt" det gode)
  • At det ikke har været sommer.
  • At når det endelig har været sommer, så har jeg siddet på læsesal.
  • At når jeg har siddet på læsesal, har den valgt at være gennemsnitligt 40 grader varm uden nogen form for ilt. (Det er nemlig den rareste måde at læse på: kogende uden ilt til hjernen, men med dejlig, daglig snigende hovedpine)
  • At når jeg endelig får ferie (MANDAG!!!! WOOOOOP!!), så skal jeg arbejde.
  • At nye fantastiske job har givet ustyrligt mange kedelige opgaver de sidste 3 måneder.
  • At Lillen har været syg to gange, jeg halvanden gang, E en gang inden for de sidste fem uger - OG at Lillen og jeg ikke har trukket vejret uden at hoste og snotte samtidigt siden sidste torsdag. (Jeg er en delight på læsesalen!)
  • At jeg ikke har set min TO (!!!!) nye niecer noget nær tilstrækkeligt på grund af eksamen.
  • At jeg ikke forventer at sove før på mandag.
  • At jeg overvejer at tage på all-inclusive ferie i efteråret med de to andre. (Hvis der er så meget som én sports-weirdo, der prøver at hive mig ned i poolen til 'ferie-fitness', eller et forstørret loddent dyr, der slæber Lillen med til 'børnedans med Dilbert-dovnedyr', så bliver der død ved flip-flop! I MEAN IT!)
DET FEDE (nu bliver du glad, kan du mærke det?)
  • At jeg skal aflevere opgave om lidt og har FERIE!!
  • At kedelige arbejdsopgaver faktisk kan overleves i væsentligt længere tid end forventet, når man har fantastiske kolleger.
  • At når jeg har holdt pause på læsesalen har det inkluderet solskin og kanal-kig.
  • At jeg har fået TO (!!!) nye niecer.
  • At alt med vuggeren kører fantastisk, og at pædagogerne er virkelig søde.
  • At jeg har det absolut mest nuttede barn i verden for tiden. Det er helt klart værd at troppe op på læsesalen med snot hele vejen rundt om benet, når man ved, det er fordi Lillen har stået og krammet det hele morgenen.
  • At E og jeg lige har købt et get-away (der reklamerede med at være hyggeligt - ergo IKKE et romantisk get-away! Og der var pay-per-view-film med i tilbuddet og sovetryne-tjek ud og varm chokolade ad libitum og morgenkåber og alkohol!)
  • At jeg overvejer at tage på all-inclusive ferie i efteråret. (ergo: skal ikke tænke på noget. NOGET! Som i slet ingen ting! Ingen hvor-skal-vi-spise-stress. Ingen shit-er-hun-sulten-igen-stress. Ingen hvor-fanden-er-der-en-legeplads-stress. INTET!)
  • At far har det meget, meget, meget bedre. Fucking lorte tumorer kan skride ad helvedes til - og skanningen viste, at det var der sgu også nogen, der var!!! (Altså skredet ad helvedes til. HEEEEEP!)
  • At der er flere fede ting end lede! (Hvis man altså inkluderer denne her...Men det gør man, så HEP)
  • Jo! Der er sgu en god ting mere: At det er så varmt på denne læsesal, at jeg dagligt drikker 2-3 liter vand, og dermed forventer modella-hud inde for de nærmeste par dage!

lørdag den 14. juli 2012

Danmark rundt (plus det løse)

Netop hjemvendt fra det store udland - eller i hvert fald Berlin og Jylland - kan jeg nu erklære mig færdig med denne sæsons sommerferie. Der kommer lidt senere, men først fem ret hektiske uger med alt for meget opgaveskrivning og en nieceforøgelse x 2 (og jeg glæder mig af uvisse årsager en smuuule mere til tvillingernes ankomst end det andet).
Nå, men vi har haft det skønt! Har drukket for meget alkohol med gode venner i sommerhus ved vestkysten - inkl. højlydte politiske diskussioner (undertegnede blev dagen efter citeret for at have sagt "Jeg hører, hvad du siger, men det er ikke rigtigt!"... Nå ja, men hvis man har ret, har man vel ret! Dagene var fyldt med solskin og en glad Lillen i vandet.
Derefter tog vi et par dage nordpå til min barndomsby, hvor vi var alene, da min mor var på ferie. Det kan stadig overraske mig, hvor lidt jeg føler mig hjemme i den by. Jeg har trods alt boet der det meste af mit liv...men det skal jeg nok skrive om en anden gang.
Sidst et par overnatninger i Berlin, som jeg elsker. Storbyferier og børn er ikke den bedste kombi, men det gik godt. Vi prøvede at gøre det så børnevenligt, som vi kunne, men der blev spenderet mange timer i klapvognen. Dog var hun glad dagen lang. E og jeg skulle dog vende os til at få opmærksomhed på alle restauranterne og caféerne, fordi Lillen sad og vinkede løs eller demonstrerede hvor langt om i nakken, man faktisk kan få tomatsovs.
Nu er vi så hjemme. E er i færd med at imponere mig og er taget ud for at ordne min mors bil, som vi har kørt rundt i... Og klokken er lort. Så jeg ligger og elsker ham lidt højere.
Godnat derude!

mandag den 2. juli 2012

Sommerhus

Er i sommerhus med familien (min søster plus familie og min mor plus kæreste) i nordsjælland. Har åbenbart valgt at lave det diametralt modsatte af at være på Roskilde. (og jeg skal nok tage af sted en gang. Jeg skal bare lige gide. Nægter simpelthen at bruge så mange penge på det med mindre jeg virkelig, virkelig vil!)
E pendler herop hvert eftermiddag efter arbejde. I næste uge har vi en uges ferie, bare os tre. Gad sgu nogen gange godt, vi havde lidt mere styr på tingene, men det har vi ikke. Derfor har vi ikke planlagt noget som helst, og hvis det her deprimerende vejr ikke havde været her, havde det også været fint med en uge i København, men jeg magter simpelthen ikke, at det her er min sommer! Så nu snakker vi om at flygte et par dage et eller andet sted hen. Giv endelig lyd, hvis I har gode ideer.
Men der er hyggeligt heroppe. Jeg er selvfølgelig blevet solskoldet, hvilket er lidt af en præstation denne sommer, men det var faktisk solskinsvejr i går! Lillen er lykkelig og nyder at være så meget ude og har spist al sin kusines legetøj.
Jeg blogger nok ikke så meget de næste uger, for det her bloggeri på mobilen stinker! Men ellers går det godt. Vi skrives ved om snart.

PS..
Alle ferier burde indeholde lige så mange gin-tonics som denne her!