Da E og jeg købte den lejlighed, vi bor i nu, var der en masse ting der skulle ordnes. Højgravid (og uinteresseret) som jeg var, blev vi enige om, at jeg fiksede alt det, der skulle købes ind i forhold til indretning, og jeg indrettede. E ordnede så alt det håndværker-agtige (nu hvor han er murer, gav det lig'som også bedst mening).
Jeg er jyde by heart, så hvor der kan sparres, skal der sparres. Og man køber ikke nyt! Men her halvandet år efter og to gigantiske el-smæk, må jeg krybe til korset. Det duede ikke det der dba.dk. Ovnen er hylende utæt og er anti-børnesikret (den titel får man, når man demonstrativt nægter at bruge det, der skulle gøre en bare lidt sikker), og køleskabet har aldrig virket. Til gengæld lyder det ofte som om, en 90årig mand har sex i vores køkken. Og helt ærlig: hvem har lyst til det?
Det, der gør køleskabet ekstra fedt var, at da vi købte det af idioten fra Vestegnen (det er ikke for at være fordomsfuld, men HVIS man nogensinde havde hørt om en fordom, der havde med vestegnen at gøre, ville den kære Christian her passe så fint ind i den!), var det allerede i stykker. På mange måder i øvrigt. Og han nægtede pure at samarbejde. Jeg ved ikke, hvordan han fik det kringlet i sit hoved, men han argumenterede i øst og vest og sågar imod sig selv bare for at slippe for at tage ansvar for noget som helst. Og vi kunne ikke gøre en skid. Jeg ringede endda til min advokat, men han sagde, det ville blive for dyrt - selvom jeg havde ret. Og dba sendte mig fesen support og erklærede, at de ikke rigtig kunne gøre noget.
Jeg blev så vred. Og fik helt vildt ondt i maven. Det havde ikke (kun) noget med pengene at gøre , men den magtesløshed og frustration over en idiot, der har sat sig for at pisse på en, var så overvældende, at det fyldte overraskende meget for mig. Jeg prøvede venlighed, vrede, alt. Til sidst gav jeg op. Det fyldte for meget, og jeg blev for ked af det og sur.
Jeg er bare ikke skabt til kommunikere med mennesker, der intet moralsk kompas har.
Så prøv at forestil dig, hvordan jeg havde det, da jeg opdagede, at mit fine nye Heerup litografi var en plakat - som jeg så havde betalt 1000 kr for...
Min gode veninde er siden Christian-episoden blevet advokat, så jeg sørgede for at have hende på min side. Så skrev jeg til manden og forklarede situationen og fik denne sms tilbage: "den tager vi på mandag" "Hvad sker der da på mandag?" "der har jeg tid"....Okaaaaaay.... Så frustrationen var så småt ved at indfinde sig på sin vante plads i dag, da jeg så skrev til ham i dag.
Og hvad skete der så? Det to 20 min., vi fandt en ny pris, og han har overført pengene til min konto. SLUT. Og det er jo sådan, det skal være!
Ville det være mærkeligt, hvis jeg sendte hans nummer til Christian?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar