Håret, der faldt af (del 1)

I starten af februar (tror jeg) sidste år, begyndte jeg at miste håret i min graviditet. Jeg fældede helt vildt. I starten tilskrev jeg det bare min graviditet - der er jo så mange, der fælder, når de har født...
Efter en måneds tid var min mor, der er praktiserende læge på besøg. Jeg havde talt med hende undervejs, men da hun så, hvor meget jeg faktisk fældede, konstaterede hun alligevel, at det var ikke normalt.
Jeg kan huske en aften E havde siddet og nusset mig i håret, hvorefter han tog et stykke slik fra posen. Han havde slet ikke overvejet, hvor meget hår, jeg mistede, når man nussede mig, og jeg kunne tage store totter at hår op ad slikposen. EEEW!
Jeg havde kort tid efter en tid hos min hudlæge, og min mor anbefalede mig at tale med hende om det. Håret var begyndt at fælde en del mindre, så jeg var egentlig ikke så bekymret. Hun lavede en såkaldt pull-test, hvor man egentlig bare hiver i håret og ser, hvor meget, der kommer ud. Det var meget, synes hun. Og jeg kunne godt regne med, jeg ville blive skaldet. "Men det kommer igen" forsikrede hun. Jeg led åbenbart af pletskaldethed/diffust hårtab. Noget senere fandt jeg ud af, at det er en autoimun sygdom, der hedder alopecia areata på latin.
Hen over månederne mistede jeg mere og mere, og da jeg var i uge 39, barberede E det sidste af, mens jeg drak en øl og min dejlige veninde heppede. Vi tog billeder - jeg tudede. Da det var overstået, tog vi et billede af mig og E, smed en masse filtre på, og så lagde jeg det på Instagram. Jeg har en lille profil, og det er 80% af de nærmeste venner, så jeg vidste, hvad jeg ville få ud af at lægge det ud. Og det hjalp. Folk er virkelig søde!
Næste morgen vågnede min datter ved siden af mig. Hun lå bare og stirrede. "Hvorfor har du barberet alt dit hår af, mor??". Jeg forsøgte at forklare hende, at der jo ikke rigtig var så meget tilbage, og at det ville falde af alligevel. Hun stirrede videre. Så lagde hun sig ned i fodenden.
Efter E var taget af sted den morgen, sagde hun inden for 2 minutter, at hun synes, det var lidt grimt. At jeg lignede en mand med den nye hat, og om jeg ikke ville tage en (anden) hat på, når jeg hentede hende.. Og så tudede jeg.
Da jeg hentede hende senere. havde jeg hatten helt nede over ørerne. En af min datters veninder kom løbende hen til mig "Må jeg ikke se dit hår?". "Nej ikke lige i dag". " Åhr Mor, må hun ikke nok? Jeg havde loovet hende det" kom det var mini, der kom susende hen til os. Jeg stod uden for legepladsen og mit i den virkelig verden, hvor alle kunne se mig. Og tog hatten af (i 1½ sekund).

2015

2015 har lige forladt os - og med et brag might I add. På Facebook kan man se statusopdateringer, der enten konstaterede, at det havde været et dejligt år eller det modsatte. Mange nye bryllupper eller børn har fået æren for deres gode år. På samme måde har jeg været heldig. Min datter har fået en bror. En dejlig, utrolig glad og smuk lille søn.
Grunden til dette indlæg bliver skrevet er dog ikke, at min søn fik lov til at fylde året ud med al den glæde, sådan en unge normalt giver.
Seks store, solide lussinger ramte mig og min nærmeste familie sidste år (og jeg kan ikke love, jeg ikke har glemt nogen). Fire af dem ramte mig ret personligt. De sidste to: min søster med en fyring i foråret og min mors kæreste fik konstateret uhelbredelig cancer i december.
I jagten på at kunne afgrænse ulykkerne konstaterede jeg 1. september, at NU var det ovre. Det havde været en sommer fra helvede. Men det var ikke ovre, og det var en løgn, at det kun var en sommer-fling lorten havde med min familie.
Jeg har nu brug for at skrive det hele ned nu. Både for min egen skyld, men i høj grad også for den, der kommer herind, og har været eller er på vej igennem det samme.
For at starte fra en ende af: I januar var jeg halvvejs gennem min graviditet. Den havde været nogenlunde smertefri - eller det er løgn, men i hvert fald havde den været til at holde ud. Halvvejs betød også en misdannelsesscanning. Vi fik at vide, at vi fik en søn. Det tog virkelig røven på os, for i min familie laver vi ikke drenge. I 61 år har vi ikke lavet drenge i min familie. Der var også lidt med tarmen. Hun kunne ikke sige så meget, men vi skulle lige komme forbi i morgen og en læge ville kigge på det. Min kæreste blev nervøs, men jeg beroligede ham med, at det jo for fanden bare var tarmen. Worst case senario kunne han få en stomi.......
Jeg skriver om min søn senere. Men han lever i bedste velgående. Nu.
Den tredje ting var min fars død. Han fortjener også et indlæg. Sit eget. Så det får han.
Den fjerde ting var mit arbejde. Mens privatlivet tævede mig skete der alt for meget på mit arbejde. Jeg gik fra i april, og min kontrakt udløb i juli, så jeg var ikke ansat længere, da det skete. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer egentlig, men jeg følte - nej. Jeg blev røvrendt mange gange. Men jeg er til gengæld sikker på, vi finder ud af det hele. Min chef er i gang med at sige undskyld, og jeg er sikker på, jeg kan få noget positivt ud af det hele.
Klokken er mange, så jeg vil hoppe i seng. Mit næste indlæg bliver om den anden ting der skete. Det er også det, der er stadig fylder en del i min hverdag. Den hormonelle forandring under graviditeten fik mig til at miste håret, mens jeg var gravid. Alt håret. More to come.

ESFP vs INTJ

E er i gang med at finde ud af, om han skal være noget andet, når han bliver stor. Jeg foreslog så, at han skulle tage en test for at finde ud af, hvilken "type" han var, og på den måde kunne han måske få en ide om hvilken retning, der ville passe til ham. Han tog en MBTI-test på jobindex.dk.
I korte træk går man ind og svarer på 10000 spørgsmål. Ud fra ens svar vurderes man i fire kategorier. I hver kategori er der to underkategorier, man kan ende i. Underkategorierne har hvert et bogstav, dvs at man i første kategori kan ende i enten underkategori "I" eller underkategori "E" osv. Altså er der i alt otte bogstaver, der kan sammensættes forskelligt alt efter, hvordan man er som person. (Kringlet, I know, men det er også lidt omfattende)
Jeg har fået taget sådan en test for nogle år siden og endte som en "ESFP"er. Da E tog testen endte han som INTJ. Dvs. vi har i grove træk INTET til fælles. Ikke et eneste bogstav går igen hos den anden. No freakin' wonder vi nogle gange fatter hat af, hvorfor den anden gør, som den gør!

Jeg googlede det lidt og et rigtig fint eksempel dukkede frem: (E og jeg var i øvrigt ved at dø af grin, for 80% af det er noget, vi har sagt til hinanden!)


Here's what life with an INTJ and an ESFP is like:


ESFP: Are you hiding in here?
INTJ: No.
ESFP: The house is full of people, why are you alone in here? You should be out there with them having fun.
INTJ: I am working on the household budget for next year. I like to work in quiet.
ESFP: But why... these are your family. Don't you want to be around them? Next year?
INTJ: They live here. I am around them all day. You at least get to leave the house for work! And yes, next year. The whole point of budgeting is the planning part.
ESPF: You think you would want to be around your family as much as possible.
INTJ: Not every waking moment.
ESFP: Well, I want to talk to you. It will be fun.
INTJ: I am very busy and almost done with....
ESFP: That's OK. Why have you been so mo... Hold on.
INTJ: Why did you turn the TV on?
ESFP: I thought it would be fun to watch this show about medieval atrocities.
INTJ: While we are talking? And why would you want to watch something like that?
ESFP: I want to know what those people were feeling.
INTJ: Well, how about we turn it off while we are talking.
ESFP: Killjoy. OK.. so why have you been moping around all day?
INTJ: Just deep in thought on some stuff. And I have not been moping. Moping is "Wander around listlessly and aimlessly ". I have been sitting here.
ESFP: Like what?
INTJ: Nothing I want to talk about.
ESFP: It must be something if you are moping around.
INTJ: It will be OK. It will clear soon enough. And I am not moping.
ESFP: Sweetie, you know I want to share your feelings. You hardly ever let me in there. Feelings don't go away by themselves. We need to get these things out in the open.
INTJ: OK... Yesterday you said...
ESFP: AAAAAAAAAAAAAAAAARGH..... I knew it.. you hate me! Sometimes I wonder if you really love me when you say things like that. I must be just a pile of dirt.
INTJ: Um, what?
ESFP: Every time we discuss your feelings you do this!
INTJ: We've not actually discussed my feelings (ever). I didn't even finish my sentence (again).
ESFP: You did not have to. I know how you feel now and you want to know how I feel?
INTJ: (er... not really...)
ESFP: Unloved.
INTJ: Looks at ceiling
ESFP: Pouts
INTJ: (OK... lets examine what just happened... first she came in the room talking....)
ESFP: Lets go grocery shopping. It will be fun!
INTJ: Can I think about it?

Surprise!!!

Ja, det kommer formentlig bag på de fleste, men jeg synes, valentinsdag er den største gang bæ! Jeg har det svært med romantik, det har vi fået konstateret, så romantik på bestilling kan jeg slet ikke arbejde med! (Indsæt pause til chok)
Min nabo (altså veninden fra Jylland) kom forbi med en blomst til mig i dag og et "Glædelig valentinsdag!!!" Det var en så fin blomst, og efter et hårdt blik og en kort forklaring blev min fine blomst til en "glædelig onsdagsblomst" (det er meget muligt, det faktisk er torsdag, men jeg kan jo ikke lave navnet om igen!)
Men jeg forstår det ikke. Jeg forstår godt blomsterhandlerne. Selvfølgelig giver de den gas. Det er jo det samme, der sker til morsdag - og det er fuldstændig det samme, der sker til J-dag (som jeg i øvrigt heller ikke fatter). Men HVORFOR gider kvinderne/mændene gå op i det i dag. Og hvis du ælsker den her dag, så må du virkelig gerne forklare mig det. Jeg lover at være open minded! Hvorfor er det fedt at få romantik/blomster/what ever i dag? Er det ikke røv, når det er 100% forventet, og nærmest giver præstationsangst til manden? Enlighten me, please!

En eftermiddag på landet

Jeg har været hele vejen ude i Hedehusene i dag. Min fars kone havde givet mig en massage, fordi jeg i et par måneder har rendt rundt med skuldrene oppe under ørerne (fordi sådan synes jeg, det er fedest at læse til eksamen, okay!)
Nå, men taget i betragtning at jeg kommer fra en vestjysk by, der er utrolig røvsyg, er jeg alligevel imponeret over, hvor stor forskel der er på København og en by, der ligger en halv time uden for København. Jeg kunne lige så godt være blevet masseret i Aulum! Tilsat en gangster eller to... Og fratrukket en accent man kan holde ud at høre på.
Hvornår skiller det? Man kører ud af Roskildevej/Frederikssundsvej og BANG!!! Så er vi i udkantsdanmark. Misforstå mig ikke. Jeg har intet imod hedehusene, så vidt jeg ved - og så længe jeg ikke selv skal bo her - men jeg er satme imponeret over forskellen mellem Kbh og landet. Tog mig selv i at lede efter en genbrug, for de kan da umuligt vide, hvad man skal tage mange penge for HELT herude...

- Og hvis det ikke er på landet, man finder lyselilla nylonstrømper på overarbejde, hvor så?

WHAAAAAAATTTT??

Jep, så bliver der tastet. Og det kommer sgu også bag på mig.
Og jeg ved ikke engang, hvad jeg skal skrive, men nu skriver jeg alligevel.
December gik op i opgave - og sygdom, fordi det er så pissefedt at kombinere de to. Januar har været arbejde. E blev fyret lige inden jul, så jeg har givet den (næsten) fuld gas på arbejdet. Og (sæt dig lige ned til den her, for nu bliver det vildt) JEG HAR ELSKET DET!!! Jeg har ikke sat et eneste komma, som jeg ellers brugte det meste af efteråret på. Og jeg har fået ny projektleder, og vi er pisse gode sammen. Så jeg får lov til alt muligt, og det er så fedt. Så fedt, at jeg overhovedet ikke gider det der studie, der starter i overmorgen. Og jeg har i øvrigt heller ikke læst. Skulle have gjort det i fredags, men tænkte det var federe at være pms-agtig, og skulle have gjort det i dag, men havde for mange tømmermænd og ALT for hyggelig en familie. For det er sgu ikke svært at vælge, hvad man vil, når bøgerne ligger på bordet, og Lillen samtidig råber "kom" og vil have en ind i en lidt for lille papkasse og lege hule med hende og E, eller gå tur og kigge på hunde, eller lege kysseleg, eller danse eller putte på sofaen.. Det er overhovedet ikke svært.
Nu vil jeg til gengæld gå i seng, for jeg skal være very busy and important i morgen - og jeg lugter (og ligner) stadig det værtshus, der drak mig fuld med gode damer i går...

Januar, du var så fin og rar. Hvor forsvandt du hen med alle dine dage?

Eller er det bare mig?

Når du står og venter ved bussen, og sangEN kommer i radioen, får du nogensinde lyst til at synge højt ud over det hele?? Jeg får vanvittig meget lyst. Og jeg får virkelig lyst til at danse.... Og så god behøver sangen ikke engang at være.
Men jeg gør det jo aldrig. Hvis du er heldig, kan du se mig selv suse af sted på cykel, mens jeg mime-synger utrolig højt.
Hvis jeg nogensinde skal lave mit eget land, og det skal jeg vel en dag, så skal man ikke blive hasteindlagt på psykiatrisk for gå danseamok midt i det hele.

Dancewalking skal være standard! (kan du huske den video?)